En uregelmæssig og konstant bevægelse – Thomas Bernhard KÆLDEREN. EN UNDDRAGELSE
Anden bog i Thomas Bernhards selvbiografiske romanserie er mindre vred, men lige så manisk sandhedssøgende som forgængeren. Den unge Bernhard går i den modsatte retning og finder sig selv.
Citat
De andre mennesker fandt jeg i den modsatte retning fordi jeg ikke længere gik til det forhadte gymnasium, men til den læreplads der havde reddet mig, mod al fornuft fulgtes jeg om morgenen ikke længere med embedsmandens søn gennem Reichenhaller Straße til centrum, men med mekanikerlærlingen fra nabohuset gennem Rudolf-Biebl-Straße til udkanten af byen, ikke gennem de vildtvoksende haver og forbi de kunstfærdige villaer til borgernes og småborgernes højtærede skole, men forbi blinde- og døveanstalten og over jernbanedæmninger og gennem kolonihaver og forbi plankerne på sportspladsen i nærheden af galeanstalten i Leher, videre til outsidernes og de fattiges højtærede skole, til de vanvittige og de for sindssyge erklærede og deres skole i Scherzhauserfeldkvarteret, byens absolutte skrækkvarter, kilden til så godt som alle retssager i Salzburg.
(Første sætning i bogen)
I begyndelsen af KÆLDEREN (fra 1976) står den unge Thomas Bernhard over for et eksistentielt valg: Han må forlade gymnasiet (den ’nazistisk-katolske indlæringsfabrik’) og vende ryggen til det borgerlige Salzburg, der var genstand for Bernhards guddommelige vrede i barndomserindringen ÅRSAGEN, eller han må begå selvmord. Da Bernhard ’mangler modet’ til at begå selvmord, ender han med i stedet at gå på arbejdsformidlingen og få en læreplads hos en købmand i Scherzhauserfeldkvarteret, Salzburgs ghetto. Han vælger, som bogens mantra lyder, ’den modsatte retning’.
I købmandsbutikken slæber Bernhard sække med kartofler og mel og hælder billig rom på flaske til de fordrukne mødre. Han undrager sig derved ikke kun det forhadte gymnasiet, men også det beklumrede hjem, hvor ni mennesker lever på tre værelser og knapt nok bevæger sig uden for døren af mangel på rent tøj, og hvor bedstefaren sidder i ophøjet isolation på det ene af værelserne, viklet ind i et hestedækken, og arbejder på sit femtenhundrede sider lange filosofiske manuskript.
Unddragelsen lykkes. Den unge Bernhard finder glæde i at være et nyttigt og udadvendt menneske, han træder i karakter, og dannelsesrejsen til kælderen og Scherzhauserfeldkvarteret er en succes. Grundtonen i KÆLDEREN er således, de barske ghettoberetninger til trods, anderledes optimistisk – af og til ligefrem begejstret – end i den gennemført vrede forgænger.
Hen imod slutningen sættes der dog ind med en heftig misantropi i form af en længere eksistentiel prædiken, der får Michel Houellebecq til at lyde som en morsyg smølf. Overdrivelseskunstneren Bernhard er stærkest, når han harcelerer hard core og bider sig fast som en terrier. Når hans sætninger føles som en omgang hårdhændet massage.
Stilen er den velkendte bernhardske med komplekse sætningsdannelser og gentagelsesmønstre på flere niveauer – en redundans, der ligefrem kammer over i pleonasmer som ’en hundredprocents U-vending’. De svulmende sætningskompositioner fremtræder på én gang som ombrydning og selvkorrektion og som en manisk insisteren. Romanen er derimod nærmest drænet for handling. Det er skriften, dens demaskering, (selv)erkendelse og sandhedssøgen, der er hovedpersonen.
Til sidst bevæger den unge Bernhard sig op ad kælderen igen og – som på en klassisk dannelsesrejse – tilbage til borgerskabets Salzburg. Han begynder at modtage sangundervisning, og musikken åbner sig som en eksistensmulighed. Der anslåes dog samtidig et dystert tema, da Bernhard under sit arbejde i kælderen pådrager sig den lungesygdom, der er omdrejningspunktet for næste bog i rækken, DER ATEM.
Som i min anmeldelsen af forgængeren ÅRSAGEN er det i øvrigt uomgængeligt at fremhæve oversættelsens høje kvalitet i kraft af Søren R. Fauth, såvel som det überlækre omslag Katrine Lihn har begået. Keep ’em coming!
