En verdensdel ude af sync – Interview med Jens Nauntofte
Forårsfornemmelserne er for længst fordampet fra Mellemøsten, hvor millioner er på flugt fra borgerkrigen i Syrien, og Islamisk Stats hellige krigere i bogstaveligste forstand lader hovederne rulle. LitteraturNu tog en snak med Jens Nauntofte om den aktuelle situation og hans nye bog, der gør regnskabet op for Det Arabiske Forår.
Jeg besøger Jens Nauntofte i hans lejlighed på Vesterbro, hvor vi tager plads ved det mørke skrivebord i hans kontor. Her er bøger fra gulv til loft, og uden for vinduet hænger regntunge skyer over Carlsbergs gamle gule bryggerboliger. Vi drikker kaffe og spiser saltede nødder. ’Kan du gætte, hvor nødderne er fra?’ spørger han. ’Det er ikke et arabisk, men et indoeuropæisk land. Og nej, de er ikke fra Iran, som du nok tror.’ Efter nogen tøven og et par ledetråde gætter jeg rigtigt – de er fra Istanbul.
Selvom Nauntofte har indstillet korrespondentkarrieren, er han fortsat hyppig gæst i regionen, som han har dækket i mere end 50 år. På sine rejser samler han stof til sine foredrag og bøger. I TYRANNERNES FALD fra 2012 beskrev han sine rejser i Syrien, Libyen, Tunesien og Egypten og tog temperaturen på den opstand, der fik det optimistisk klingende kaldenavn Det Arabiske Forår. Da jeg besøger ham denne efterårsdag, er det for at tale om opfølgeren til TYRANNERNES FALD.
En verdensdel ude af sync
Titlen på Nauntoftes nye bog er VERDEN OG DEN ARABISKE UDFORDRING. Jeg begynder med at spørge, hvad der ligger i den titel.
– Jeg ønskede, at denne bog skulle lægge vægt på, hvordan omverden reagerer på Det Arabiske Forår og især på det, der er fulgt i kølvandet. Jeg kalder det en arabisk udfordring, fordi omverden står med en verdensdel, der i den grad er ude af sync. Med Islamisk stats foruroligende fremmarch fra maj og fremefter er der sket et skred – et watershed af begivenheder. De har penge, de har en fantastisk kommandoorden, og de har en veluddannet hær. De skrider frem, mens de spreder stor frygt omkring sig.
På hvis skuldre hviler udfordringen?
– Når vi taler om Syrien, er USA og Rusland de ydre aktører. USA er stadig stormagten, der svæver over vandene. Men de har ikke længere samme indflydelse og interesser, som de havde tidligere. Nu er det Stillehavet, der er i fokus. Men situationen i Syrien stiller USA i et enormt dilemma, og de kan ikke finde ud af, hvordan de skal agere. Det er ret bemærkelsesværdigt, at de ikke kan det.
Hvis det snarere er den sikkerhedspolitiske trussel end økonomiske interesser, der fortsat binder USA til Mellemøsten, er det så ikke et klart udtryk for, at USA og Vesten har spillet fallit i regionen?
– Det er der jo nogen, der elsker at påpege. De elsker at tage USA i nakken og presse dem ned i hundelorten og sige: Du missede det hele. Du havde chancen for at blande dig i Syrien, men du gjorde det ikke, og du blandede dig kun på en underlig overfladisk måde i Libyen. Tilsvarende vil mange sige, at USA simpelthen er en imperialistisk stormagt. Og det var da også med ønsket om skabe et nyt imperium, at bush-administrationen gik ind i Irak i 2003. Fra Irak skulle der rulle en demokratiserings-bølge gennem Mellemøsten. Og det er jo ikke sket. Tværtimod gik USA på grund som et skib. Efter at have stået der og hugget i 8 år trak man sig under skamfulde omstændigheder. Og nu er de så tilbage igen efter kun tre år.
Det fortabte forår
Da araberne i 2011 samledes i gaderne, var det under slagordene ’frihed og værdighed.’ Selvom det kun er lidt over tre år siden, er kravet om reformer for længst blevet overdøvet af brøl, brag og skudsalver. Jeg spørger Nauntofte, hvad der blev af den optimisme, vi så 2011, og om, hvad der gik galt.
– Selvom strømningerne er svære at sammenligne på tværs af de forskellige lande, så var optimismen stærk, og den betog både araberne selv og omverden. I dag er optimismen stort set væk. Den var tidsbundet til forårsmånederne i 2011. Syrien er det store dyr i åbenbaringen, når det handler om at forstå Det Arabiske Forår, og den triste skæbne, det fik – særligt i Syrien, hvor det udløste en borgerkrig. Det var simpelthen ikke til at forudse. Da det hele begyndte nede i Dera’a, sendte Assad sine tinsoldater derned og satte nogle i fængsel blot for at lukke dem ud ad bagdøren dagen efter. Og han kunne være kommet med de reformer, han havde lovet og dermed have taget luften ud af det Syriske oprør meget tidligt. Jeg kender ingen, der hævder at have forudset, at det skulle udarte sig i en så utrolig vrede og gensidigt had. Nu er knap 200.000 blevet dræbt, og næsten halvdelen af civilisationen er på flugt. Det er noget af det mest katastrofale, der er sket i Mellemøstens historie.
Oven i det kommer så Islamisk Stat i Syrien, der virkelig er en game changer. Medmindre de bliver standset meget hurtigt, kan konsekvenserne blive umulige at overskue.
Gør de det?
– Der er bestemt en mulighed, at man kan tage luften ud af dem. Der findes en bred politisk og ideologisk modstand – både i vesten, Saudi-Arabien, Iran, Jordan og Israel. Det er meget interessant, for Islamisk Stat er med til at binde mange ulige legekammerater sammen. De har en fælles interesse i at få nedlagt Islamisk Stat, der er gået for vidt. Halshuggede amerikanske journalister er jo en åbenlys handske i ringen, og det er virkelig en ny faktor, der kan afstedkomme nye tendenser i Mellemøsten.
Kan den fælles front mod Islamisk Stat ligefrem være et lyspunkt, der kan opbløde gammelt nag i Mellemøsten?
Så optimistisk vil jeg nu ikke se på det. Jeg tror snarere, at de handler i desperation. Men alliancen er bemærkelsesværdig – selv hvis den ikke komme til at bære ret langt.
Islamistiske trendsættere
Meget har ændret sig siden Nauntofte for over 50 år siden satte sine ben i Mellemøsten for første gang. Jeg spørger ham, hvordan oplevelsen af at rejse i Mellemøsten har forandret sig.
– I dag mærker jeg tydeligt, at de salafistiske islambevægelser er blevet trendsættende i alle de lande, vi snakker om. Også selvom man prøver at undgå det i stater, der egentlig er sekulære såsom Irak, Syrien og Egypten. Jeg læste i Kairo i 1973. Der var eksempelvis ingen tørklædeklædte kvinder på American University dengang – eller på andre universiteter for den sags skyld. De havde flotte store frisurer, vestligt og udfordrende tøj. Det var kun deres mødre i landsbyerne, der gik med niqab om skuldrene og gemte sig i de sorte folder. Sådan er det ikke nu, hvor langt de fleste går tildækkede.
Jeg oplevede det faktisk allerede i 1979, da jeg dækkede den iranske revolution. Der blev moskeerne pludselig fyldt til fredagsbønnen i Teheran, hvor folk lå i lange baner ned gennem gaderne. Det var en utrolig vækkelse i det egentlig sekulære samfund. Det er på samme måde, jeg har mærket, at islam er slået igennem politisk andre steder i Mellemøsten. Konsekvensen er, at demokratiet får væsentlig mindre chancer. Men faktisk er der jo ingen, der har sagt, at den arabiske verden skal være demokratisk. Det er der ingen, der har lovet dem, og de har ikke bedt om det. Det er kun de mest sekulære libanesere, libyere, jordanere og egyptere, som ville ønske sig det – alle dem, der har boet og studeret i udlandet.
Er det, vi kan lære af de sidste tre-fire år, at Det Arabiske Forår i virkeligheden handlede om alt muligt andet end demokrati?
Det er, som om vi ser det hele gennem et teleskop – jo tættere vi er på, jo vanskeligere er det at se, hvad der i virkeligheden foregår. Situationen er er meget forvirrende. Både for folk udefra og araberne selv. Og vi kan ikke konkludere noget på det her endnu. Men det er utvivlsomt stort, det der er sket, og det, der sker nu. Hvis Det Arabiske Forår var et forsøg på sekularisering, så kom der et gearskifte. Det er det eneste virkelig positive, jeg synes, man skal fremhæve. Egypterne, libyerne, tuneserne, syrene og måske endda yemenitterne oplevede pludselig, at de betød noget. De oplevede, at de var med til at sprænge alle bånd. Og hvis jeg må være lidt naiv og optimistisk, så vil jeg mene, at den oplevelse ikke kan være glemt. Det er indprentet i dem nu, at de ikke nødvendigvis skal gå i strækmarch i de næste 30, 40, 50 år. At de også har andre muligheder, hvis de tør sprænge rammerne. Den erfaring havde de ikke før.
