En verdensmand på kanotur – Sabina Erbillor DEBIL TUR-RETUR
Sabina Erbillor har med DEBIL TUR-RETUR begået en udmærket og ganske underholdende debut. Karakteruniverset er dog på grænsen til at være mere simpelt, end godt er.
Citat
Kan du huske min hamster? Spørger jeg Else Johansson. Det kan hun godt. Hvad var det nu, den hed? Spørger Helene Johansson. Pumba, svarer jeg. Efter svinet i Løvernes Konge? Spørger hun, og jeg nikker. Hvorfor spørger du, Eskild? Siger Else. Jeg kom bare til at tænke på, at det var en fantastisk hamster. Det var da en helt almindelig hamster, siger hun. Jeg minder hende om, hvor tam Pumba var. Det kan Else ikke huske. Helene kan heller ikke huske det. Det er jeres tab, siger jeg. Han blev også hele tre år gammel, normalt bliver en hamster ikke mere end halvandet år, siger jeg, men det siger dem heller ikke noget. Havde den ikke kræft i røven? Spørger Helene så. Jeg havde håbet at ingen ville komme ind på det.
Den unge danske debutant Sabina Erbillor har udgivet en bog, der, når man ser omslaget, mest af alt lugter lidt af Erlend Loe. Enkelt farvespil, simple illustrationer af mennesker i kanoer og i centrum: titlen DEBIL TUR-RETUR. Og der er da også flere paralleller til den norske forfatters tekstunivers. Ligesom Loes karakterer, der ofte er mere eller mindre dysfunktionelle, er illustrationernes enkelhed og værktitlens adjektiv i Erbillors roman heller ikke kun møntet på en enkelt karakter. De er nemlig alle sammen lidt debile.
Det er ikke desto mindre sådan de fremstilles af romanens protagonist Eskild i et simpelt sprog – i denne kontekst dog som en positiv kvalitet. Eskild er 24 og arbejder i Matas. Ud over at ville slå op med sin kæreste Pernille har Eskild én mission: At blive verdensmand. Med usympatiske handlinger og diverse akavede udtalelser løfter han dog ikke karakteruniversets intelligensniveau. Verdensmand er han hvert fald ikke. Et stiltræk der klæder romanen, som ellers har tendens til, via dens jeg-fortæller, at forfalde til stereotype tanker og replikker, der mest af alt virker grove for grovhedens skyld. Som når Eskild beretter om søsteren:
– Helene Johansson ligger på sofaen og tyder. Else Johansson aer hendes kommunefarvede hår. Jeg står lænet op ad dørkarmen, føler mig forpligtet til at blive stående. Helenes kæreste gennem fire år har slået op, og nu føler hun sig fortabt. Det forstår jeg udmærket godt, hun er jo grim, og hun er seksogtyve år.
Næ, her er alle lige ureflekterede. Både Eskilds ven Boris, moderen, søsteren, kæresten og de mere tilfældige typer: Elses nye kæreste Claus, Kommando Torben og den uopnåelige Anne, som omtales i du-form. Men selvom jeg som læser brugte mere tid på at spekulere over, om det jeg læste, var sjovt, end egentlig at finde det sjovt, så har Erbillor trods alt et fint blik for at skabe en ramme for det komiske.
Blot det, at romanen handler mere om optakten til og efterdønningerne af en kanotur til Norge end kanoturen i sig selv, er svært ikke at trække på smilebåndet af. En kanotur, der desuden bliver en lige så stor fiasko, som man kunne have forventet efter at have læst optakten. Eskild slår op med Pernille og kan stadig ikke score Anne, mens Boris bliver sur over kun at have fået en tunsandwich. Og så er der Kommando Torben, der bogstaveligt talt har ondt i røven og mener, at han er blevet udnyttet i sin stofrus: ”Jeg siger, han skal slappe af, måske har han bare lavet en hård lort. Men det har han ikke. Noget har været oppe i hans numse, påstår han.”
Erbillor er god til de groteske situationer, der kan opstå mellem mennesker, hvor social intelligens og udvidet horisont ikke er højest prioriteret. Som når Eskild forsøger at redde en situation, hvor han er kommet for sent til sin aftale med Pernille:
– Men jeg så, du kom cyklende? Siger Pernille. Ja, det gjorde jeg, siger jeg og prøver at kysse hendes mund, så den ikke kan tale. Men Pernille undviger mig og bliver sur over, at jeg lyver. Hallo, jeg er ikke færdig med historien, jeg vil jo bare gerne kysse dig, lyver jeg.
Sproglige perler som denne trækker niveauet op. Desværre for det samlede indtryk af romanen, efterlades en del ellers potentielt sjove scenarier en smule karikerede og platte. Som når Eskild tænker om Anne: ‘Jeg synes ikke, du er smuk, når du griner, og jeg får lyst til at dække dit fjæs til’ eller når han forklarer, at Kommando Torben har fået sit navn, fordi han kan komme på kommando.
Den empati, sympati eller forståelse, jeg som læser altid håber at finde for en karakter, uanset karakterens indskrænkede personlighed, opstår ikke hos mig for nogle af karaktererne i DEBIL TUR-RETUR. Og det skyldes enten, at de er for simple, eller at jeg er for simpel. Jeg vælger at tro på det første.
