Encyclopaedia Eposia – HVEDEKORN nr. 4, 2004
Det seneste HVEDEKORN giver den hidtil grundigste indføring i Eposiens kultur. Eposikerne nåede gennem deres særegne forhold til sproget i berøring med områder af jorden og livet, som mere prosaiske kulturer aldrig får indblik i.
Da jeg så, at det nye HVEDEKORN var sprunget ud, og omhandlede ”epoesien”, synes jeg at det lød spændende. Det måtte gælde poesi skrevet til internettet, og forhåbentlig dreje sig om tekster, der blandede genrer og medier i sit eget virtuelle rum – et rum der til syvende og sidst kun findes i læserens hoved.
Med tidsskriftet i hånden, kunne jeg dog hurtigt se, at jeg havde læst forkert. Det nyeste HVEDEKORN har undertitlen ”Eposien” og har altså ikke noget at gøre med mine forestillinger. Og dog.
Eposien viser sig bogstaveligt talt at være en litterær topos, dvs. et litterært sted. Det er tilsyneladende et land, der ligger nær Rusland, hvor Europa for længst er blevet til Asien. Eller lå, for det eposiske rige er nu fortid. Men som andre antikke civilisationer lever dets kultur videre, og det er ikke mindst HVEDEKORN-redaktørerne Morten Søndergaards og Thomas Thøfners fortjeneste. Deres tidsskrift frembringer mange for mig helt ukendte, men ganske fascinerende, aspekter ved det lykkelige Eposien.
En af Søndergaards litterære helte er Jorge Luis Borges, og han har ofte ladet sig inspirere af dennes originale fiktioner, hvor der altid inddrages glemte tekster og lidet kendte videnskabelige værker i den labyrintiske udforskning af universets dybeste hemmeligheder. Søndergaard var således en af redaktørerne bag BRØNDUMS ENCYKLOPÆDI (hvor Thøfner var bidragsyder), og det er den tradition, det nye HVEDEKORN springer ud af. Hvad der i udgangspunktet var fiktion blomstrer op til noget uden for genre, et møde mellem skønlitteratur, videnskab, rejsebeskrivelser, billedkunst, fragmenter og fabuleren, der bedst kan betegnes som ”fri encyklopædi”.
Blandt skribenterne er Jens Blendstrup, Anders Søgaard, Merete Pryds Helle, Martin Glaz Serup, Peter Nielsen og garvede rotter som Sven Holm, Viggo Madsen og Henning Mortensen. Når ”Eposien” så kun adskiller sig fra ”poesien” ved omplaceringen af et enkelt bogstav, bliver det til ganske fantasifulde bidrag. Emnerne dækker alt eposisk, fra seksualpraksis, arkitektur, botanik og broderikultur til terrorisme og gravskikke.
Men først og fremmest samler interessen sig om eposikernes forhold til sproget og ordene. De levede af og i sproget, skønt ord også kunne bruges som våben og til henrettelser. Selve alfabetet var særegent og stammede ifølge Arne Herløv Petersen fra mønstre på vingerne af en lokal sommerfugleart:
”Ikke blot skrifttegnene i sig selv havde betydning, men også den hastighed, hvormed de flaksede frem og forsvandt igen, afstanden mellem de enkelte sommerfugle, flyveretningen og lysets og vejrets skiften. Det siger sig selv, at det dybeste indhold i disse flyvende dramaer ikke kan forklares med ord, men netop kun ved hjælp af flagrende sommerfuglevinger.”
Sådan knyttes sprog og verden sammen i Eposien, et rige der måske stadig eksisterer – om ikke andet så i læserens bevidsthed.
