Endelig en roman om guerillakrig – V. S. Naipaul MAGISKE FRØ
Når V. S. Naipaul skriver så dannet som det kun gøres i den bedste britiske tradition, om et så beskidt og håbløst emne som guerillakrig i en indisk jungle, får man en lærerig roman, det er en vellyst at læse.
MAGISKE FRØ er en fortsættelse af 2001-Nobelprisvinderens ET HALVT LIV, men kan sagtens læses uafhængigt af denne. Hovedpersonen er den indiskfødte Willie Chandran, der efter 18 år i Afrika er flygtet til Berlin. Som ung læste han i England, og han er altså, som Naipaul selv, det man med et pænt ord kan kalde kosmopolit. Mere præcist vil det dog i Willies tilfælde være at bruge begrebet ’rodløs’. Han er uden hjemstavn:
– Det er simpelthen det jeg har beskæftiget mig med hele mit liv, ikke at høre hjemme nogen steder, men se ud som om jeg gør det.
Willie er en mand uden egenskaber, der ofte befinder sig tæt på centrum, men kun som tilskuer til begivenhederne. Da hans søster i Berlin kræver, at han involverer sig i en guerillakrig i Indien, gør han det. Og bruger otte år i junglen og fattige landsbyer for en sag og nogle mennesker han dårligt kender.
Brændpunkter som Indien og Afrika har Naipaul tidligere beskrevet særdeles indsigtsfuldt. I MAGISKE FRØ er det også guerillasoldaternes absurde hverdag, der er mest fascinerende. Som fremmedlegionen er bevægelsens rekrutteringsgrundlag mænd, der har lidt en eller anden form for nederlag, og derfor nærer et uudslukkeligt had. Eller mere præcist: Bærer på en bundløs skam. Med Willies egne ord:
– Jeg har så mange grunde til at føle skam. I Indien, London og Afrika. De er lige friske efter tyve år. Jeg tror ikke de nogensinde vil dø. De dør først sammen med mig.
Guerillaen får nogen hjælp af de bønder, som de egentlig kæmper for, men de to parter har meget svært ved reelt at forstå hinanden. Måske fordi bønderne bare tavst accepterer den håbløshed, som oprørerne forsøger at bekrige.
Guerillakrigere, eller ’terrorister’, fylder jo en del medieplads i tiden, men det er ikke mange steder, man får et så godt indblik i, hvem de kan være, som det Naipaul giver. De er på én gang forståelige og ubegribelige i deres forsøg på at skabe sig en identitet, når de gennem kampen forsøger at blive hele mænd. Da en kammerat nærmest selv vælger martyriet, tænker Willie:
– Men det er en romantisk forestilling. Det kræver langt mere at være en mand. Bhoj Narayan valgte at skyde genvej.
Sådan kunne Evelyn Waugh have skrevet det, og det er en stor del af nydelsen ved at læse Naipaul: Han skriver så elegant og dannet, at det placerer sig i den britiske litteraturs fornemste tradition. Skismaet mellem guerillakrig og klassisk litteratur, mellem rodløshed og traditionsbevidsthed giver romanen sin indbyggede dynamik, og understreger problemet med at være alt og ingen på samme tid i en verden, hvor alle folkeslag for længst er rodet ind i hinandens historie og problemer.
MAGISKE FRØ slutter i London, hvor Wille møder helt andre typer kampe hos den bedre del af middelklassen. Kampe der dog synes lige så håbløse som guerillakrigernes. Alligevel skal bogens titel netop pege på et håb, eller en drøm, om at der stadig findes magiske frø, dvs. personer der kan forene al splittelsen og bære historien videre fremad. Måske er det håb kun selvbedrag, men så længe der kan skrives gode romaner om det, har vi da noget.
