Endnu en bog om ”miraklet” Europa – Kristian Hvidt EUROPA 1000 ÅRS HISTORIE
Kristian Hvidts bog fungerer godt, som det den er: en fortælling. I fortællingen er aktører og anekdoter kommet i højsædet, for at gøre Europas historie letfordøjelig. Men bag underholdningen lurer en agenda, og er modellen ”Europas historie” nu også tidssvarende?
1000 års historie. Sikke en undertitel. Slår man op i den store historikerhåndbog under titlen ‘1000 års historie’, så står der: ”Agtpågivenhed bør udvises – tegn på nationalromantisk historieskrivning med forenklinger, fordrejninger og fantasifuld ønsketænkning”. Og sandelig om Kristian Hvidt ikke har en agenda, som minder om nationalromantikkens. Han har bare skiftet nationen ud med den Europæiske Union, og hans mål er at skildre overgangen ”fra en kampfyldt fortid til en forenet fremtid”. Ganske sigende begynder bogen med ordene ”Vi europæere…”. Dette er EU-borgerens historie, om udviklingen hen mod målet, sammenholdet i unionen.
Modsat nationalromantikken holder Hvidt sig dog pænt til den vedtagne historie, når han først går i gang. Agendaen træder i baggrunden, og tak for det.
EUROPA 1000 ÅRS HISTORIE er historiebog i den letlæste genre. Historien fortælles med vægt på de stærke mænd (kejsere, generaler, statsoverhoveder), anekdoter og farverige udtryk. Især hører man meget om de skelsættende mænds intelligens, og hvad de efter sigende skulle have sagt. Som at den mindre begavede Frederik 7. sagde: ”Så kan jeg sove længe om morgenen”, da han indledte overgangen til demokrati i Danmark. Den påstand tvivler jeg lidt på. Af og til kammer sproget også over i romantiserende vendinger. Andre gange er det bare uelegant. Som når Hvidt skriver om, hvorfor slavetransporterne begyndte: ”Indianerne derovre var ved at uddø og derfor dårlige slaver”. Død slave = dårlig slave.
Til trods for ankepunkterne fungerer EUROPA 1000 ÅRS HISTORIE dog fint som fortælling. En fortælling, hvor man bliver underholdt og også oplyst, selvom diskussionerne mangler, og fagligheden ikke altid er helt up to date.
Men er det overhovedet tidssvarende med en Europahistorie? Hvidt kommer selv ind på, at eurocentrismen døde efter verdenskrigene, og at verdenshistorie ikke længere var identisk med Europas historie. Efter dette paradigmeskift begyndte historikerne at lægge mere vægt på andre verdensdeles historie og den interaktion mellem verdensdelene, som også har haft afgørende betydning for Europas historie. Alligevel holder Hvidt sig til den forældede model. Flere fraser hører også til i en skuffe af ældre dato. F.eks. ”Vor verdensdels beboere kom tidligt til åndelig modning og bevidst tænkning i rationelle baner.” EUROPA 1000 ÅRS HISTORIE er derfor et bevis på, at eurocentrismen ikke er så død endda. ”Vi europæere” vil stadig helst læse om ”vores egen historie”. Den kan vi forholde os til. Om vi kan forholde os til EU, det er en helt anden sag.
