Eneboer på tosomhedens ø – Jacques Roubaud NOGET SORT
Sorgen er sort, men også smuk. Den franske digter Jacques Roubaud mediterer over det at miste sin elskede og det at indfange vejen til erkendelsen i ord og billeder. Det er smukt, men også sort, sort, sort.
Digt
Fotoroman
Romanen består af eventyr som fortælles samtidigt med at de foregår.
Denne regels betydning og vigtighed er utilsløret. Det fortælles ligefrem eksplicit, at de omtalte begivenheder sker på samme tid som de fortælles.
Men det er alligevel ikke en dagbog.
For her taler nutid uden på nogen måde at være overstået. Der er ingen adskilte datoer, sider, fortrydelser som i en dagbog.
Der er en eller anden, en mand. Han har ikke noget navn. Der er hans unge kone. Som er død
Romanen udspiller sig i flere forskellige mulige verdener. I nogle af dem er kvinden ikke død.
Tiden er nutiden. Tiden i alle de mulige verdener er nutiden.
Lyde, perioder, selv smagsoplevelser skrives af lyset, og skyerne. Det er dette som mere end noget andet viser respekt for den regel der er styrende for romanens komposition.
Når der kun er én verden tilbage, hvor hun er død, er romanen færdig.
Basilisks Babelserie giver med Martin Larsens oversættelse ikke-franskkyndige mulighed for at fordybe sig i de over ti år gamle digte, Jacques Roubaud har skrevet i forbindelse med sin kones død i 1983.
Roubaud har sine rødder i den franske forfattergruppe Oulipo (Ouvroir de littérature potentielle (værksted for potentiel litteratur)), hvis andre medlemmer bl.a. tæller Italo Calvino og Raymond Queneau. Forfatteren er stadig – i gruppens ånd – betaget af at bruge matematiske og kombinatoriske regelsæt i det litterære arbejde.
NOGET SORT er opbygget af 9 nummererede dele og en afsluttende del, der består af digtet ”Intet” fra 1983. Digtene er, med en enkelt undtagelse, alle 9 strofer lange, varierende opsat og flere gør brug af dobbeltmellemrum, en grafisk effekt der ligeledes går igen i titlen. Teksterne er ikke kronologisk ordnede, men lys, stilhed, telefon, den billige variant af Nescafé (den der klumper), vinduer og andre genkendeligheder er med til at væve teksterne sammen på kryds og tværs af læsningen.
I del III giver digtet ”Fotoroman” en mulig nøgle til bogen. Digtet peger på det fiktive ved NOGET SORT, der bestemt ikke er en dagbog. Det kunne man som læser ellers nemt foranlediges til at tro, da mange af teksterne er meditationer med datomarkeringer og andre benævner den afdøde kone, der var fotograf, ved hendes navn: Alix Cleo Roubaud.
Det kan være forbundet med en stor sentimentalitet at skrive så direkte om sin sorg, som Roubaud tillader sig. Men udfaldet er ikke en dagbog med en terapeutisk funktion – det er forfatteren alt for bevidst om sprog og genre til. NOGET SORT er et arbejde med den kunstneriske konflikt, der opstår i beskrivelsen af det ubeskrivelige: sorgen over at miste en elsket.
– At opholde sig ved døden som sådan, at erkende et begær efter en virkelighed, har betydet, at jeg måtte indrømme, at der i sproget og i alle dets konstruktioner var noget, som jeg ikke længere havde kontrol over.
Det er vitterligt noget sort og meget mørkt i Roubauds univers, men ind imellem gemmer sig forskellige finurligheder, der bryder med den ellers altoverskyggende alvor. Eksempelvis proklamerer jeget i ét digt sin manglende brug af sammenligninger, for senere at modsige sig selv ved at lade blodet i fingrene være ”som lidt guiness på bunden af et glas.” Ligeledes bliver legen med ord og opstilling i de dystre digte næsten som et tegn på liv.
Det kan over midten virke klaustrofobisk, at dødstematikken fastholdes. Men på den anden side er det imponerende, at Roubaud kan vende og dreje dette triste tema igen og igen uden at det bliver tårepersertrivielt. NOGET SORT er en smuk bekræftelse på, at det at beskæftige sig med døden er ufatteligt, uløseligt og uendeligt.
