Af | 23. marts 2007

Engageret graffitiguide – Mariane Hedegaard GRAFFITI SOM ENGAGEMENT

Graffiti er andet end indforståede tags på mørke mure i Sydhavnen. Det er en vigtig udtryksform, som er på linie med andre kunstretninger, viser Mariane Hedegaard, som i sin guideagtige tilgang til gadekunsten leverer et kærkomment positivt billede af alternativ ungdomskultur.

Citat

Graffiti og street art er en del af en global kultur, og den har skabt mode inden for både kulturindustri og samtidskunst. Graffiti er etableret som varemærke inden for den kommercielle kultur, og graffiti benyttes til f.eks. pladecovere, tøjmærker og reklame.

Brosten, gadekampe og kampklædte betjente i knibtangsmanøvre. Det er ikke de mest positive associationer, som bliver knyttet til begrebet ungdomskultur efter Ungdomshusets sørgelige endeligt. Derfor skriger det nærmest til himlen om, at der snart sættes fokus på de positive sider af alternative ungdomsbevægelser, og her er Mariane Hedegaards GRAFFITI SOM ENGAGEMENT en velkommen lille perle.

Bogens titel henviser til, at den altid så udskældte gadekunst rækker langt dybere end den normale samfundsopfattelse af graffiti som tilfældigt og destruktivt hærværk på dsb-tog og grå betonmure ved tomme fabrikker. Graffiti er derimod en vigtig kunst, der er med til at udfordre gadebilledet og vores opfattelse af byens rum. Graffiti er en folkelig kunstform, som kan opfordre til refleksion og debat. Budskaberne kommer blandt andet fra de unge malere, som forfatteren selv lader komme til orde i forsøget på at nuancere engagementet bag graffitien.

”Det er en af de ting, som tiltaler mig, at man arbejder i og med det offentlige rum og derigennem påvirker en masse mennesker, uden at de nødvendigvis er indstillet på det. Det kommer nogle andre reaktioner ud af, end når folk går ind på et galleri eller et museum, hvor de har taget et bevidst valg om at søge en oplevelse. Desuden har man muligheden for at ramme de folk, som ikke interesserer sig særligt for det kreative, og give dem en oplevelse, om den så er positiv eller negativ, er egentlig underordnet. Det handler i bund og grund om at få folk til at åbne øjnene og tage stilling til nogle ting, som de normalt ikke giver sig selv tid til at tænke over”, siger maleren med kunsternavnet KIGSET i bogen.

Det er bogens store styrke, at den hæfter sig op på interviews med malerne. Herved undgår bogen at skære et skel mellem ”os, der læser om graffiti” og ”de unge, der maler den”. Sammenblandingen af oplysninger om graffitiens historie og udtryksform sammen med malernes egne kommentarer skaber nemlig en troværdig indsigt i den oversete gadekultur.

En bog, der handler om graffiti, er også nødt til at vise graffitien. Her er bogens svaghed, at de mange flotte illustrationer ikke er ledsaget af tekst. Man skal helt om bag i bogen for at finde informationer om, hvor og hvornår graffitien er fra, og det virker lidt besværligt, når man hellere vil se på billederne i overenstemmelse med bogens kronologi. Samtidig er det også ærgerligt, at afsnittet om street art fylder så lidt i forhold til resten af bogens indhold, da selve kunstarten i dag næsten fylder lige så meget i gadebilledet som graffiti.

GRAFFITI SOM ENGAGEMENT er en oplysende guide til bagsiden af byens rum, hvor graffiti viser sig som en vigtig og nødvendig del af vores kultur.

Nyeste anmeldelser i kategorierne Kunst,

Læs også