Enghaveparkens Mindebibliotek
Har Enghaveparken et poetisk potentiale? Det spørgsmål undersøger vi i fællesskab, når vi sammen skaber et bibliotek over københavnernes minder, erindringer og historier.
Storbyens offentlige rum som parker, stationer og pladser er både steder der føles anonyme og uden identitet, men også der hvor livet foregår, der hvor skæbner krydser hinanden og hvor vi ved en fejl ser hinanden i øjnene eller helt overlagt møder et smilende blik. Hvad ville der ske, hvis vi stoppede op ved disse hverdagsbegivenheder? Måske der ville opstå et nyt udtryk for, hvordan det føles at bo i København, som ville knytte os tættere til stedet og til hinanden.
I samarbejde med Vesterbro Bibliotek & Kulturhus og Snabslanten udarbejdede vi i marts 2023 et mindebibliotek over københavnernes minder i Enghaveparken. Vi indsamlede anonymt folks minder, store og små, og hyrede redaktør Ronja Johansen til at redigere og samle dem alle i et langdigt. Digtet kan læses herunder, og kunne desuden opleves til maratonoplæsning i Enghaveparken d. 23. marts 2023.
Enghaveparken
Der hvor flokke af duer holder til
og jeg et kort øjeblik ville ønske
at jeg selv var en due
Jeg boede de tre første år
af mit liv
på Vesterbro
inden mine forældre
købte et hus i Vanløse
de fleste af mine minder
fra parken
eksisterer ikke
i min bevidste hukommelse
jeg var for lille
min mormor
fortæller nogle gange om
at vi var der
når hun besøgte os i København
så var vi også på biblioteket
jeg mener at der omkring årtusindskiftet
var et ret sejt springvand i parken
men hvad ved jeg –
parken er vist også blevet renoveret
i mellemtiden
August 2021
jeg er fuld
har drukket
øl og portvin
med en veninde
på Snork hele aftenen
det er blevet nat
min veninde er smuttet
det er snart efterår og jeg vil ikke hjem
jeg har ikke længere noget hjem
jeg er fuld og ulykkelig og fandenivoldsk
jeg køber dåseøl
i den nærmeste kiosk
og sætter mig på en bænk
i mørket
i Enghaveparken
falder i snak med en ung mand
som ligger på bænken ved siden af mig
pakket ind i en sovepose
jeg tilbyder ham en øl
som han ikke tager imod
vi sidder længe og taler
jeg føler
vi har et sorgfællesskab
og han er rar at tale med
forsigtig, mild
og sikkert også træt
for jeg har vist vækket ham
jeg er intens, for meget
jeg græder og fortæller ham
at jeg fandt min kæreste
død for egen hånd
i vores hjem
for en måned siden
han fortæller
at han sparer op
til at kunne vende tilbage
til sin familie i Tanger, Marokko
han er ikke hjemløs, siger han
han har bare ikke lige noget sted at bo
for tiden
og han nyder den friske luft
jeg siger: wait here
og løber over for at hæve
1000 kroner til ham
i automaten ved Vega
løber tilbage og finder ham
giver ham pengene i hånden
han kigger forskrækket på dem
og så på mig
og jeg skynder mig væk
og finder en bus hjem til mine forældre
Enghaveparken er petanque
udelukkende petanque
på en sensommeraften
og derfor er Enghaveparken
faktisk ikke Enghaveparken
men en replika
af petanquebanen
i Sønderjylland
i nærheden af min farmors sommerhus
den er ikke blevet plejet
og derfor heller ikke brugt
i årevis
Jeg var på barsel
i sommeren 2022
fuld af adrenalinopskruet glæde
og skræmte tanker
det første barn er også en identitetskrise
pludselig købte jeg bukser
til 2500 kroner
som hverken min løn
eller klimakrisen
kunne retfærdiggøre
jeg sad på samme bænk
hver dag med barnevognen
ved min side
lige ud for springvandet
i midten af parken
og her læste jeg
med dyre solbriller på
om forskellige apokalypser
min søn sov gerne
to timer ad gangen
en dag havde jeg sat mig
oven i et tyggegummi
der for ganske nylig
havde været inde i nogens mund
mine nye beige bukser var ødelagte
jeg lagde dem i fryseren
og prøvede
at kratte det frosne tyggegummi af
med negle og knive
min søn så på mig
sådan gik der tre måneder
med det store og det ligegyldige
side om side
Enghaveparken
minder mig mest af alt
om det år
hvor jeg lige var flyttet hjemmefra
og hvor hverdagen
var præget af coronalockdown
jeg boede alene
nede i den gamle jernbaneby
og gik ofte ture op ad Enghavevej
Enghaveparken
forbinder jeg
med sådan en mild ensomhed
og grus
Enghaveparken
var min grønne oase
da jeg flyttede hjemmefra
og fra Bornholm til Vesterbro
det var i 2010 og længe før
by- og parkfornyelsen satte sit præg
jeg husker
gangstien rundt langs hegnet
med en form for klatreplante som tag
springvandet ved hovedindgangen
plænen med rosenbuske
hvor jeg læste musikvidenskab
og feministisk teori
glittede magasiner
og fik en smilerynke mellem brynene
jeg husker også bagindgangen
og de lidt dunkle stier
hvor solen aldrig faldt
et godt sted
for et knust hjerte
Claus Ankersens langdigt
på bræddevæggen
omkring arbejdsområdet
da de gentrificerede
også bagenden
af Istedgade
med egen Metro
og følelsen af sorg
over at alt det ydre
altid
får al opmærksomheden
og så må det indre klare sig selv
“for mennesker tilpasser sig jo”
og det gør vi
men når ting fikses
af stadsarkitekten og kommunen i fællesskab
føres tingene ikke tilbage til “sig selv”
så ingen husker den tilbageholdte ånde
der også er ombygningen;
der skal ALTID lige laves nogle nye ændringer
eller drukkenboltene skal ud af syne
eller BLA
som gør at historien begynder forfra
og nu med uregulerede priser
som resultat
så skal vi vente 30-50 år
og et par recessioner
på at stederne
får deres egen
HISTORISKE
“stedslighed” tilbage
og ikke bare den
der kommer
af et par ungdomsår
med bajere på pladsen
når mørket er faldet på
Min hustru blev diagnosticeret
med uhelbredelig kræft
kort efter
at have født vores barn
i oktober 2019
som noget af det sidste
vi gjorde sammen
før hun døde
gik vi en tur
i den nyåbnede Enghavepark
og kiggede på skulpturen
Venus med æblet
som forestiller en ung kvinde
der bærer et spædbarn
min hustru døde
i januar 2020
kort efter
kom corona
og jeg var alene med et spædbarn
og så ikke mange mennesker
I foråret 2021
mødtes jeg regelmæssig
med en gruppe gode venner
i Enghaveparken
over en øl
det var helt fantastisk
at mærke
at livet kom tilbage
både for mig
men også for de mange
som var trætte
efter en lang coronavinter
Jeg sad engang
og drak en øl
med min bror
i Enghaveparken
altid hyggeligt
og jeg er født på Vesterbro
denne dag
var der to mænd
der stod og råbte noget
som vi ikke forstod
vi gik over til dem
og tilbød dem en øl hver
og spurgte
om de ikke kunne lade vær med at råbe
den ene mand så på mig og sagde:
det var da fantastisk
at der var nogen
der hørte os råbe
vi skålede
og efter endt øl
gik de to mænd
vi havde købt en sixpack
vi havde stadig to øl
så vi blev siddende
de to mænd kom tilbage
med en sixpack
efter et stykke tid
og sagde til os:
nu er det jeres tur til at råbe
så råbte vi for sjov
vi drak en øl mere
og smuttede hver til sit
omtrent en måned efter
tog vi i Enghaveparken igen
og mødte en af de to mænd
jeg kiggede på ham
og spurgte:
hvem af os skal råbe i dag?
manden stivnede
og så på mig
imens han sagde:
vi råber kun om fredagen
så hvis I hører nogen råbe
i Enghaveparken om fredagen
så er det altså ikke fordi
vi er skøre eller underlige
det er bare blevet en tradition
kom forbi med en øl eller seks
Jeg har travet
og travet rundt
på parkens grusstier
med først min ene
og dernæst min anden
søn i barnevognen
alle årstider
og i al slags vejr
når alle blomsterne
blomstrer
er det skønt!
efter min yngste søn
begyndte at gå
jagtede vi mange duer
rundt om statuen
af kvinden med barnet
Solskinseftermiddag
vi tager i Enghaveparken
det er tæt på min vens lejlighed
jeg giver en ti minutters monolog
om min eksamensangst
min ven
der ellers er aseksuel
fortæller mig
at hun har været sammen med én
på en festival i weekenden
det var en helt okay oplevelse
men ikke noget
der behøvede at gentage sig
inden for de næste tre år
vi drikker vores Faxe Kondi
og går hver til sit
For otte
eller ni år siden
kom min mand og jeg dernede
med vores venner
og spillede petanque
dasede i solen
grillede og drak øl
så fik vi to børn
og brugte i lang tid parken
til at slappe af
imens de sov lur
i dobbeltklapvognen
senere legepladsen
og nu spiller vi tennis sammen dernede
og ungerne står på skateboard og løbehjul
vi elsker Enghaveparken!
Et træ forklædt som busk
det bedste træ i Enghaveparken
er en cirka to meter høj busk
med en robust stamme
som står i den side
der vender ud mod biblioteket
om dagen
klatrede vi op i toppen
for at have helle i en fangeleg
kravlede ind under det
for at gemme os
i gemmeleg
eller tog fat i en gren
for at råbe
alle ud af dåsen!
som årene gik
var Enghaveparken
ikke længere et sted
hvor vi legede tagfat
I stedet blev det et sted
hvor man kunne flygte fra forældre
skole og andre ting
man med god grund
så sig sur på
som teenager
om natten pissede vi
der hvor vi engang
havde gemt os
i en barnlig leg
og drak forbudte øl
hvor vi plejede at have helle
og vi følte os skide rebelske
som rockstjerner
eller digtere
eller andre typer
med en misforstået intelligens
Her
gik jeg tur
med en mave så stor
og en uge til termin
solen skinnede
og en fugl gav mig
et minde med på vejen
en fugleklat i håret
jeg tænkte
det var et held og lykke
med fødslen
og det nye kapitel
der skulle åbne sig for mig
Jeg har altid haft det
som om luften
i Enghaveparken
har været lidt klarere
og sprødere
end i resten af byen
måske er det vandet
i den kunstige sø
eller træernes opstilling
i rette linjer
noget er der i hvert fald ved den park
som gør at alting ser lidt skarpere ud
på en ellers sløv
og langsom
søndag.
Tusind tak til Vesterbro Bibliotek & Kulturhus, Snabslanten, Ronja Johansen og ikke mindst de mange københavnere, der ville dele deres minder med os.
1 kommentar