Engle kan lytte men også lyve – Christa Wolf ENGLENES BY ELLER THE OVERCOAT OF DR. FREUD
Den netop aføde tyske forfatterinde samler i denne særlige erindringsroman afsprængte, adspredte stumper af historie, kultur, fortid, fortrængning, tungsind og nutid.
Citat
Man gik over til anekdoter, som Gottfried havde et uudtømmeligt forråd af. Under krigen havde han gjort tjeneste som sergent i hærens propagandaenhed og var blevet udset til at få Albert Einstein til at deltage i en antinazifilm. Hvor imødekommende den store fysiker end var, så var hans udtale forfærdelig, han kunne for eksempel ikke udtale det engelske ord >>such<<, det lød altid >>sutch<<, og det fik projektet til at gå i vasken, men Gottfried var siden en stor beundrer af denne mand. Et menneske som ham havde han aldrig mødt hverken før eller siden. Man kendte ham ikke. Man beundrede altid hans beskedenhed, men det var noget vrøvl: Einstein havde aldrig været beskeden. Han var sikker i sin sag. Det havde han selv sagt til ham. Han havde kun brug for papir og blyant til sit arbejde, så kunne han regne, og hvis en ligning gik op, havde han ret og behøvede ikke yderligere samtykke eller bekræftelse, og hvis ikke, så var den ikke længere.
Det er i sig selv imponerende, at der stadig findes forfattere, som ved at trække på erfaringer fra deres eget liv kan skrive bøger om både Anden Verdenskrig, Tysklands kapitulation, livet i DDR, livet med og i Stasi, Murens fald, Østblokkens opløsning og nå ja, sørme også Golfkrigen, Bill Clintons valgsejr, Bush-administrationen og 9/11. Det kan den tyske forfatter Christa Wolf, og det gør hun i den beundringsværdig tænkende og tankevækkende bog ENGLENES BY ELLER THE OVERCOAT OF DR. FREUD.
Allerede i titlen begynder sammenstødet mellem den amerikanske og den tysksprogede kultur. Englenes by refererer selvfølgelig til Los Angeles, hvor fortælleren i starthalvfemserne tilbringer en rum tid i selvvalgt eksil på et internationalt forskningscenter. Sigmund Freuds overfrakke er et gennemgående motiv, der introduceres i en anekdote fortalt af en af jegets bekendte, Bob: ’I denne frakke ville han være enhver situation voksen’. Bobs historie inspirerer fortælleren til at skrive den historie, der bliver selve romanen.
Dette metaplan er bare et af de utallige lag, der tilsammen udgør Wolfs tekst. I en fiktiv ramme, en hybrid af erindringsglimt, drømme, kulturhistorie, filosofiske dialoger, rejseminder og depressive eftermiddags-margaritaer, får hun skabt et stykke litteratur, der tager store eksistentielle spørgsmål op, såsom det centrale: hvordan man kan og skal forholde sig til sin egen og sit lands fortid?
En måde er at forfølge en række af de tyske kulturpersonligheder, der før og under Anden Verdenskrig opholdt sig i Los Angeles. Jeget er en imponerende belæst kvinde, der gang på gang vender tilbage til mastodonte litterater; hun søger svar på sine spørgsmål i Thomas Manns dagbøger, trøst i Bertolt Brechts digte, men hun er også åben for nyere genrer. Eksempelvis når hun opsøger tolkninger af holocaust i Art Spiegelmans grafic-novel MAUS, eller når hun fordomsfrit og uden at skelne mediterer over såvel Theodor Adornos læresætninger som uddrag af en selvhjælpsbog skrevet af en buddhistisk nonne.
Fortælleren henvender sig til sit yngre jeg ved at tiltale sig selv i andenperson: Du. Jeg skulle lige vende mig til dette stilistiske greb, men efter tilvænningen havde forefundet sig, viste det sig at være utrolig effektfuldt og give god mening, at jeget forholder sig til sin splittede identitet ved netop at dele den op.
Romanens nutidige ramme er skåret ved fortællerens ankomst med flyvemaskine til Los Angeles, på flugt fra det sammenbrudte politiske projekt kaldet Østtyskland. Omvendt slutter den så langt fra denne hjemstavn, man kan komme: I Las Vegas, kapitalismens ukronede og absurde agterstavn. Den fortælling, der ligger her imellem, kredser om, hvordan man som politisk, tænkende individ kan og skal forholde sig til egne fejl og mangler, til sit lands fejl og mangler, til sit manglende lands fortidige fejl. Selv fremtidens potentiale (eller mangel på samme) bliver vendt, da forskningscentrets ansatte holder udklædningsfest i utopiernes tegn.
Tid, oprindelse, tilhørsforhold. Der er så mange tematikker, niveauer, lag, så stor en viden og videbegærlighed i Wolfs prosa, at det virker reducerende at forsøge at beskrive den. Måske bogen bedst kan indfanges i en struktur af et uforudsigeligt patchwork, af menneskelige erfaringer, hvor pennen som en nål stikker sig dybere og dybere ind i fortællerens psyke, mens fornuften ihærdigt forsøger at stryge menneskets ydre for at bevare det glat og pænt.
PS. At Christa Wolf døde netop mens denne anmeldelse blev skrevet er trist, men heldivis lever hendes forfatterskab videre. Eller som det hedder i ENGLENES BY:
– Er du egentlig talt klar over, at indholdet i dit hoved går tabt, når du er død? – Det kan du tro. Med undtagelse af det, du har skrevet ned.
Tak Wolf for det du har skrevet ned.
