Enhver kan være enhver – Luke Rhinehart TERNINGEMANDEN
‘I begyndelsen var Tilfældet, og Tilfældet var med Gud og Tilfældet var Gud. Han var i begyndelsen med Gud. Alting blev skabt af Tilfældet, og uden ham blev intet skabt. I Tilfældet var livet, og livet var menneskenes lys.’
Efter en tids utilgængelighed er Luke Rhineharts vistnok kult- og ihvertfald halvfjerdser-klassiker TERNINGEMANDEN blevet genudgivet. Forsiden er umanerligt grim, men indholdet det samme som i førsteudgaven. Det vælger denne anmelder i hvert fald at gå ud fra, da han ikke kan forestille sig, at de mange stavefejl er noget man aktivt har tilføjet siden sidst.
Nuvel – med det ude verden: TERNINGEMANDEN er en fiktivt selvbiografisk roman om psykiateren Luke Rhineharts opgør med vanen. Den succesfulde psykiater er træt af at prædike psykologiens moderne religion – en religion som han ikke længere selv tror på. I et forsøg på at slippe for alle de mekanismer han kender ud og ind, beslutter han en aften at lade sine handlinger afgøre af et terningeslag. Terningen byder ham at voldtage sin kollegas kone, hans underbo, og han adlyder. Voldtægten viser sig dog i høj grad at ske med kvindens samtykke, men ikke desto mindre bliver hændelsen begyndelse på Rhineharts karriere som Terningemenneske.
I tiden, der følger, formulerer Rhinehart et helt kodeks og teoriapparat bag brugen af terningen med formålet at ”udslette selvet”. Med terningerne ønsker han at frigøre de mange mulige alternative personligheder, alle bærer rundt på. ”Enhver kan være enhver” lyder parolen, som efter en tids missioneren vinder større og større indpas blandt en voksende menighed. Men terningerne har også deres mørke sider, og når de falder til fordel for vold og mord sættes Rhineharts livsførelse, eller mangel på samme, på spidsen – et reelt filosofisk paradoks i valget af det terningestyrede ikke-valg.
Den selvbiografiske stil, som romanen mimer, fordrer en vis ustabilitet. Den er jo skrevet af et terningemenneske og må derfor også være blevet til under terningens vilkårligheder. Som læser bliver man således gjort opmærksom på, at dele af, eller i princippet hele bogen, kan være pure opspind. Dette er essensen af TERNINGEMANDENS fascinationskraft. For ved at acceptere muligheden af bogen som opspind godtager man også den simple sandhed at terninger er blevet kastet og fulgt. Ved ikke at tro på fiktionens sandhedsværdi accepterer man den netop.
Det er så afgjort underholdende og så absolut velkomponeret på en ikke særlig komponeret måde. Mere end en roman er det en art stream-of-unconsciousness, man sidder med, når terningerne leder den gale psykiater af sted henover siderne.
Fortællestilen står knastør og cool i skærende kontrast til de tilfældighedsstyrede hændelser, men romanen fungerer bedst i det omfang at man lader sig overbevise af denne semi-dokumentarisme – hvis man åbner for muligheden af, at bare lidt af det er sandt. Hvis det ikke lader sig gøre reduceres arkene til tju-bang-underholdning, der ikke prakticerer hvad de preacher. Intet galt i det, men ingen bryder sig om at blive holdt for nar.
TERNINGEMANDEN hører til på reolen ved siden af sager som American Psycho og Last Exit to Brooklyn. Voldselementerne er ikke så grimme, faktisk tangerer TERNINGEMANDEN komik, men den lede nihilisme har de tilfælles, og alle er de på et tidspunkt blevet kaldt kult. Tidsånden som bogen beskriver, er ikke længere helt så provokerende, som den har været dengang da Værdirelativisme og Postmodernisme trådte deres barnesko. Den bør læses ikke for hvad den er, men for hvad den har været – hvilket dog også skulle være nok.
