Ensomhed og asocial genstridighed – Dag Solstad 17. ROMAN
I 17. ROMAN svinger Dag Solstad på vanlig underfundig vis sin sproglige tryllestav over anti-helten Bjørn Hansen – som mest af alt bare vil være i fred.
Citat
Bjørn Hansen opdagede pludselig, at han ikke længere morede sig ved synet af den lille, fortabte dreng og den store, aflange, røde bil. Det var slægters gang, og det var jo et af livets fundamenter, som dybest set skulle stemme sindet til andagt, og når det ikke gør det, er der virkelig fare på færde. Bjørn Hansen vejrede nu fare. For denne slægtens gang, der var hans egen slægt, var blevet afbrudt. Der var sket et brud. Og bruddet var sket med ham.
Skulle man have læst Dag Solstads 11. ROMAN, BOG 18 fra 1992, vil man sikkert huske Bjørn Hansen. Bjørn Hansen er nemlig en genganger, som, da vi sagde farvel til ham sidst, på ydmygende vis lige var blevet arresteret for forsikringssvindel. Svindelnummeret, som ledte op til anholdelsen, bestod i, at han havde taget den beslutning at melde sig ud af normalsamfundet ved at sætte sig i en kørestol og spille lam – at lade det være op til samfundet at tage sig af fornødenheder og besværligheder for selv rigtig at kunne fornøje sig og få fred med sin bogsamling. Ensomhed og fiktiv virkelighedsflugt var for Bjørn Hansen at foretrække frem for et trivielt samliv med sin kedelige kæreste.
En mistænksom socialmedarbejder sætter imidlertid en stopper for Bjørn Hansens nummer, og i 17. ROMAN møder vi resultatet af afsløringen: En mand hvis isolationsprojekt er gået i vasken, og som nu prøver at give menneskeheden en sidste krampagtig chance. Efter løsladelsen har han levet et liv afskåret fra al menneskelig kontakt, og ikke mindst har han slået hånden af sin søn, Peter Korpi Hansen. Men det skal være slut nu. 20 år efter står Bjørn Hansen på Stationen i Oslo og venter på toget til Bø. Temmelig forsinket har han erfaret, at han er blevet bedstefar, og han skal nu besøge sønnen, dennes kone Thea Nielsen og ikke mindst den lille sønnesøn Wiggo. Wiggo viser sig desværre at være på lejrskole i den givne weekend, og Bjørn Hansen må derfor indvilge i at forlænge sin tur for at møde ham. For selvfølgelig skal han møde sit barnebarn.
En nøgtern sprogtone og en overvældende mængde af præcist iagttagne detaljer lægger handlingen ind i et genkendeligt trivial-univers, hvor alt er roligt, almindeligt, lidt kedeligt – der er hverken desperation eller konfrontation. Gennem fortælleformen, der skiftevis tager form af indforståethed og fjern iagttagelse, skabes der imidlertid en særlig, stille ironisk humor, som samtidig er ladet med trykkende fortvivlelse. Er der mon en åbning for den gamle mand, eller er han hensat til et liv i evig afsondrethed? Dag Solstad bygger en pinagtighedens spænding op omkring hovedpersonens forventninger til mødet med sit barnebarn, som – får vi indtryk af – er den gamle mands sidste håb for at genvinde glæden ved og kontakten til andre mennesker.
Læseren vikles således ind i en hverdagshistorie om menneskets sårbare og frygtsomme behov for fællesskab og forståelse, og det på så underspillet vis, at absurditeten tydeligt træder frem. For burde det være så vanskeligt? Den egentlige handling består i den rejse, Bjørn Hansen foretager – er han i stand til at flytte sig? Er han i stand til andet end et liv som eneboer? Med Søren Kierkegaards SYGDOMMEN TIL DØDEN som rejselekture er der ikke lagt op til, at han skal nå målet uden fortvivlelse, frygt eller bæven.
17. ROMAN er en kort, letlæst roman, men den er både barsk og fuld af fine betragtninger over vor tids mærkværdigheder. Historien om to dage i Bjørn Hansens liv fortæller, med en velafmålt dosis samfundskritik, om eksistentiel tvivl, utilpassethed og ensomhed – en sammenligning med Søren Kierkegaard er ikke helt forfejlet.
