Episk testamente – Roberto Bolaño 2666
2666 er en næsten latterligt ambitiøs roman, der kunne slå fejl på alle mulige måder. Men det gør den ikke.
Citat
Jeg ved ikke hvad jeg er kommet til Santa Teresa for, sagde Amalfitano til sig selv da han havde boet i byen i en uge. Ved du det ikke? Ved du det virkelig ikke? spurgte han sig selv. Jeg ved det virkelig ikke, sagde han til sig selv, og nærmere kunne han ikke komme det.
I starten af århundredet kæmpede den chilenske forfatter Roberto Bolaño en brav kamp mod døden – en kamp, som han så at sige både vandt og tabte. Han døde i 2003 i en alder af blot 50 år, men inden sin død nåede han (stort set) at færdiggøre sit livsværk, kæmperomanen 2666. Og for en mand, der helhjertet mente, at litteraturen var større end livet, var det en væsentlig triumf.
2666 er et spektakulært værk; et hvepsebo af potente og medrivende fortællinger, karakterer og stemningsbilleder. Det er én lang kærlighedserklæring til litteraturhistoriens store mestre og på samme tid et umiskendeligt unikum, der gentænker og genopfinder romanen.
Romanen består overordnet af fem dele, som trods deres respektive særpræg har et fælles ankerpunkt: den støvede mexicanske grænseby Santa Teresa, hvor en tilsyneladende endeløs række af brutale kvindemord kaster dystre skygger over landskabet. I første del leder fire litterater efter den gådefulde forfatter Benno von Archimboldi og forelsker sig undervejs på kryds og tværs. Anden del er et stilfærdigt studie i sindssyge med filosofilæreren Amalfitano som hovedkarakter, og i tredje del følger man journalisten Fate, som sendes til Santa Teresa for at dække en boksekamp. Fjerde del fokuserer på opklaringsarbejdet i forbindelse med mordene, mens femte del skildrer forfatteren Archimboldis omtumlede liv.
Bolaño skriver som en hvileløs sommerfugl. Stilen er betagende elegant, men også flakkende, omskiftelig og præget af en næsten patologisk angst for at dvæle for længe på det samme sted. Det gør 2666 til en voldsom læseoplevelse. De bogstaveligt talt hundredvis af karakterer og handlingstråde, der bevæger sig ind og ud mellem hinanden, trækker romanen som genre over i uvant territorium, hvor den ikke kan fremstå som en meningsfuld helhed, men må give slip på sig selv og brede sig ud; som en krukke med glasperler, der væltes ud på gulvet.
Men i dette øjensynlige kaos anes alligevel konturen af en orden. En tro hos Bolaño på en form for skæbne, som markeres af navnet på midterdelens hovedperson, Fate. Ikke at der skulle eksistere en strukturende, almægtig vilje bag alting, men nærmere at der er en uundgåelighed i, at tingene former sig, som de gør.
Det er den her uundgåelighed, der trækker romanens hovedpersoner til Santa Teresa. Denne by, som måske er romanens egentlige hovedperson, og som ikke så meget er et sted som et ikke-sted – en helvedesagtig ørkenby i et grænseland; flimrende, surreel og utilregnelig og derfor det perfekte omdrejningspunkt for bogen.
2666 har fået en fantastisk varm modtagelse verden over, og den hyldes af mange som århundredets hidtil vigtigste roman. At vi får en flot dansk udgave af dette kæmpeværk er også en indikation af den tiltro, de fleste har til, at det vil stå tidens test og blive læst i generationer frem. Det er svært at tro andet. Som læseoplevelse er den uovertruffen. Som litterær bedrift er den et mirakel.
