Epistolær vampyrisme og skizo-incest – Gilles Deleuze & Felix Guattari KAFKA FOR EN MINDRE LITTERATUR
Deleuze & Guattaris bog om Kafka er skøn læsning, når man først har opgivet at forstå den.
Citat
Eftersom pragertysk af forskellige grunde er deterritorialiseret, må man bevæge sig stadig længere ud i intensitet, men i retning af en ny soberhed, en ny uhørt korrektion, en nådesløs berigtigelse, løfte hovedet. Skizo-høflighed, beruselse i det rene vand. Man skal lade det tyske sprog fare ud ad en flugtlinje; fylde sig op med faste; fra pragertysk skal alle de underudviklingspunkter, som det vil skjule for sig selv, udrives, det skal skrige med et særdeles sobert og strengt skrig.
Digteren John Ashbery siger et sted, at man for at læse poesi må være villig til at opgive at forstå det, man læser, på samme måde som når en druknende opgiver at kæmpe for sit liv. Så længe man kæmper for at forstå poesien, gør det ondt, men så snart man opgiver forståelsen og bare lader sig synke til bunds i sproget, bliver det dejligt.
Sådan havde jeg det også med Gilles Deleuze og Félix Guattaris KAFKA FOR EN MINDRE LITTERATUR. Så længe jeg kæmpede for at forstå det hele, føltes det lidt som at spille tennis mod begge Williams-søstre på én gang – med en tandbørste i stedet for en ketcher. Boldene regner ned over én, de hedder deterritorialisering og reterritorialisering og rhizom og flugtlinje og kollektiv sammenpasning og skizo-incest og bliven-dyr, og hver gang man får ram på én, er der ti, der farer forbi.
Et stykke inde i bogen valgte jeg derfor at skifte læsestrategi. Jeg droppede at læse bogen som teori eller filosofi og læste den i stedet som et stykke sprogkunst på linje med, say, FINNEGANS WAKE. Måske er det en useriøs tilgang, måske er det dovent, jeg ved det ikke. Men jeg ved, at bogen er fuld af sære og stærke sætninger, der holder, uanset om man forstår dem eller ej. Hør bare en passage som denne:
– Brevene er et rhizom, et netværk, et edderkoppespind. Der findes en brevenes vampyrisme, en egentlig epistolær vampyrisme. Dracula, vegetarianeren, den fastende, der suger blod fra de kødædende mennesker, har sin borg ikke langt væk. Der er noget Dracula i Kafka, en Dracula gennem breve, og brevene svarer til lige så mange flagermus. Om natten er han vågen, og om dagen lukker han sig inde i sin kontorkiste.
Jeg er ikke sikker på, at jeg forstår, hvorfor Kafka er en vampyr, fordi han sender mange breve, men jeg er sikker på, at jeg elsker billedet af ham som Dracula og billedet af brevene som flagermus, der flakser igennem natten til hans kærester. Som Anders Abildgaard også skriver i det fine efterord, er det en filosofi, hvor stilen betyder alt; en filosofi, som først og fremmest er godt skrevet.
Når det er sagt, er det selvfølgelig ikke helt umuligt at sige, hvad bogen handler om. For selv om den ganske enkelt er pissekompliceret i lange passager, er det alligevel muligt at få fat i de overordnede argumenter – ikke mindst, når man støtter sig til efterordet.
Først og fremmest er bogen en læsning af Kafkas forfatterskab, den kafkaske maskine, som det hedder, men samtidig er det et filosofisk opgør med psykoanalysen. Igen og igen hedder det, at de psykoanalytiske læsninger af Kafka er kedelige, uinspirerede og decideret forkerte. I stedet argumenterer Deleuze & Guattari for, at Kafka repræsenterer det, de kalder en mindre litteratur, som står i modsætning til den store eller ødipale litteratur.
Den mindre litteratur er noget, der sker i sproget, et oprør, en revolution. Det handler om at bringe sproget helt derud, hvor det begynder at knirke og knage og klapre. Dette kan Kafka gøre med det tyske sprog, fordi han skriver fra en marginaliseret position som tjekkisk jøde. På den måde er den mindre litteratur revolutionær og politisk, fordi den kan ændre sproget og dermed verden.
For Deleuze & Guattari repræsenterer Kafka fremtidens litteratur, men det samme kunne måske siges om dem. I hvert fald er det længe siden, jeg har læst noget så vildt.
