Er der nogen kristne fundamentalister tilstede? – Sam Harris BREV TIL EN KRISTEN NATION
Det er sådan set et både vigtigt og sympatisk ærinde, Harris er ude i, når han blæser til kamp mod indflydelsen fra kristne, amerikanske fanatister. Den fordømmende tone bliver dog i længden en smule trættende, og spørgsmålet er, om kampen er lige så presserende og interessant for det skandinaviske samfund som for dét amerikanske, Harris skriver om og til.
Citat
De færreste troende navigerer flyvemaskiner ind i bygninger eller indretter deres liv efter en apokalyptisk profeti. Men ikke mange stiller spørgsmålstegn ved at opdrage et barn til at tro, at han eller hun er kristen, muslim eller jøde. På den måde støtter selv de mest progressive trosretninger stiltiende den religiøse lejrtænkning.
Med 11. september meldte religionen sig for alvor ind i værdidebatten. Ikke mindst i USA. Selvom filosoffen Sam Harris i BREV TIL EN KRISTEN NATION retter et frontalangreb mod, hvad han ser som indflydelsesrige kristne ekstremister, er det tydeligt på baggrund af dette kollektive traume, han skriver sin opfølger til bestselleren TROENS FALLIT. Tesen er, at uden et endeligt opgør med religionen og al dens uvæsen vil det demokratiske, oplyste samfund til stadighed være truet i sin grundvold.
For hverken islam eller kristendommen er fredelige religioner som ekstremister har taget som gidsel, men er, immune som de er overfor fornuft og videnskab, trusler i sig selv. Således drager Harris paralleller mellem USA’s problemer med de dogmatiske kristne og Europas problemer med fanatiske muslimer. Og selvom Harris flere gange understreger, at hans bog ikke er et angreb mod moderate kristne, plæderer han reelt for at udrydde religion som sådan.
BREV TIL EN KRISTEN NATION er ganske enkelt skrevet for at ruste ikke-troende mod deres stadig mere nidkære og indflydelsesrige modstandere, som det hedder. Bogen er med andre ord gendrivelser af de kristnes argumenter: fra intelligent design til profetien om dommedag.
Og langt hen ad vejen lykkes det Harris med stringent, logisk og indlysende argumentation at nedskyde fanatismens hellige søjler. For eksempel ved at vende religionens dogmatik mod den kristne dogmatiker. For den kristne er det åbenlyst, at islams dogmer er absurde. Når det kommer til islam, er den kristne en kritisk reflekterende ateist, og det er denne latente ateisme og nøgterne refleksion, Harris forsøger at pirke til.
I Harris’ optik kan man således ikke blot henvise til, at dette eller hint er et trosspørgsmål. De normer, der gælder for videnskabelige udsagn og argumentation, må også gælde for religiøse. Ellers bliver troen et carte blanche til at fordreje kendsgerninger og give fantasifostre substans. Harris kan dog ikke selv helt leve op til den videnskabelige redelighed han, nå ja, prædiker. Bogen gennemsyres således i alt for høj grad af forfatterens private idiosynkrasier og til tider næsten perfide tone, hvilket kunne være ganske underholdende, hvis Harris ellers i højere grad mestrede satire og humor end tilfældet er.
Desuden fremhæver Harris de skandinaviske samfund som forgangslande, idet disse ikke er inficeret af kristen-religiøs dogmatik. Måske er det derfor bogen aldrig, idet mindste ikke for denne skandinaviske læser, for alvor bliver vedkommende. Måske skyldes det forfatteren. I hvert fald bliver BREV TIL EN KRISTEN NATION allerhøjest et til tider underholdende, men også lettere desinteresseret blik ind i landet ”over there”.
