Af | 2. november 2012

Er du der, far? – Paul Harding DE SMÅ TING

Pulitzerprisvindende roman om faderfigurer gennem tre generationer mister sig selv i overpoetiske stemningsbeskrivelser.

Citat

Jeg sagde, Hvor er far? Min mor holdt inde med madlavningen med en paletkniv i den ene hånd og stegepandens håndtag omviklet med et viskestykke i den anden. Howard, sagde hun, far er her ikke mere. Vinduerne i køkkenet vendte alle sammen mod vest, så de lukkede kun morgenlyset ind i det omfang, det blev kastet tilbage fra de sidste skyer på tilbagetog sammen med mørket og fra træerne i skovtykningen for enden af haven.

Det er en smuk forside, forlaget har valgt til Paul Hardings roman DE SMÅ TING, der vandt Pulitzerprisen i 2010. En ren og kridhvid snedækket skov kun besøgt af en enkelt mand med ryggen til. Længere fremme i billedet ses tandhjul, skruer, møtrikker. Hovedpersonen George, der ligger på sit dødsleje, er en pertentlig urmager, som forstår verden gennem billeder fra sit fag. Mekanik spiller således en vigtig rolle for romanens særegne og kønne billedsprog. Det er poetisk skrevet, og billedet af den enfoldige og seriøse urmager tegner sig til at begynde med kærligt og klart.

Sådan fortsætter det desværre ikke. George hallucinerer, omgivet af sin familie, der passer og plejer ham. Et barnebarn læser op af en notesbog, som George har skrevet for mange år siden.

Ind i fortællingen er flikket nogle smårablende uddrag fra en fagbog for urmagere fra 1783, relevant for George, men ikke for læseren. Hvad skal læseren med disse afbrydelser af fortællingen, disse poetiske, men broget varierende småtekster? Det er naturligvis med til at tegne Georges hallucinerende og hvirvlende sind, i hvilket livet passerer revy, inden det rinder ud. Det er bare ikke interessant, men uvedkommende og uden hverken handlingsmæssig eller æstetisk sammenhæng med resten.

Den danske titel DE SMÅ TING er uheldig. Poesien i hverdagens små hændelser, detaljer om lyset i forældrenes kolde soveværelse, morens midjelange hår eller duften af skovbund behøver ikke videre understregning via titlen. Langt bedre er den engelske titel TINKERS, omrejsende kedelflikkere, som hæver sig over selve historien.

Mændene i DE SMÅ TING har tendens til at leve nomadisk, i livet såvel som i ånden. Georges far, Howard, forlader kone og børn i sin skramlende vogn af blik og værktøj. Han lider af epilepsi, som for små hundrede år siden ansås for at høre hjemme på en galeanstalt. At undgå ydmygelsen er vigtigere end at udfylde rollen som far, og således lider sønnerne, der alle selv bliver fædre, samme tab generation efter generation.

Det er virkningsfuldt at læse om Howards tabuiserede epilepsianfald, som børnene skrækslagne betragter. De på forsiden varslende skruer og tandhjul viser sig for George, søn af en kedelflikker, og fungerer som stærkt virkemiddel:

– min far var midt i det hele som om han koncentrerede sig eller var åndsfraværende, som om snore og fjedre og ribben og indvolde sprang op og eksploderede og viklede sig ud og røg af hængslerne.

Hvis bare Harding kunne holde sig til én historie og én æstetik. Så ville det være en smuk og mættet beretning om mandsmod og barneklynken og far og ikke-far.
I stedet er DE SMÅ TING en uhomogen og uengagerende bog om fjerne sind og ulmende ulykker med urytmiske, overpoetiske tekster, som fortaber sig i stemningsbeskrivelser. Debutanten Paul Harding skriver med ynde, men samler ikke sit stof til en helhed.

Nyeste anmeldelser i kategorierne Roman,

Læs også