En erindringstur til barndommens ukomplicerede lykkeland – Amalie Laulund Trudsø SOMMERHUS
Lyse sommernætter. Traditioner. Spirende liv. Forstærkede barndomsfølelser. Hverdagsfrygt. Sommerfester, sommervenner. Ung alkohol. Farmor. Det lyder jo tilforladeligt – og det er SOMMERHUS også.
Citat
Der kommer én aften hver sommer, hvor man kan lave bål og spise på stranden. Man ved det allerede om morgenen; i dag er det dagen, måske har man vidst det hele ugen, at nu nærmer vi os. Luften har fået en særlig bastant varme, og vinden er i øst. Skyer findes der ingen af, allerhøjst ligger der et diset tæppe helt ude i horisonten, en sommerdyne over Røsnæs, Samsø, Djursland. Om morgenen ligger havet og suger himlens næsten gennemsigtige blå til sig, de eneste synlige bevægelser i vandet er blæretangens duven omkring stenene ovre på Stenøen.
I Amalie Laulund Trudsøs debut KOORDINATER blev læseren ført gennem Københavns gader, filtreret gennem oplevelser, bekendtskaber og adresser, som er unikke for den unge hovedperson og hendes tid i byen. SOMMERHUS foregår i stedet i barndommen og på landet ved Sejerøbugten. Romanen er brudstykker af en ung piges erindringer fra en ukompliceret barndom og kan snildt læses sammenhængende, men kan lige så vel adskilles og læses som små enkeltstående stykker kortprosa.
Fra romanens begyndelse tilhører sprogets synsvinkel et barnligt jeg. Et jeg, hvis forhold til de andre børn er vigtigt for hendes udvikling samt for forståelsen af de tilstande, som kun hører sommerhuset til. Jeget ser ‘de store piger’ bygge en tipi, så den næsten ligner dem i Anders And-bladene og bliver inviteret med ind under den klare forudsætning, at hun udfører en rituel handling: ‘Man får adgang ved at indsmigre sig hos de store piger, eller hvis de skal bruge en til noget’. ‘Vi har fundet et hul,’ siger den ene af de store piger til vores jeg, efter hun er blevet inviteret ind, og peger ned på sit skridt. ‘Tør du putte noget ind i hullet?’ Det gør hun, det blev en sten, og resten af sommeren må hun komme i de store pigers tipi, så ofte hun vil. Med dette seksuelle overgangsritual er temaet slået fast. Ved at indgå i denne overgang viser jeget en lyst til fællesskabet, beviser at hun gerne vil lege med og på den vis, skriver Trudsø sig ind i en lang tradition af ungdomsromaner, eksempelvis en klassiker som Bjarne Reuters ZAPPA – Mulle og skovsneglen er nu blot erstattet af en ung piges skridt og en strandsten. Barndommens tilsyneladende ubesværede lykke er et emne, hun ikke er ene om.
Som i KOORDINATER er det stederne, der er relevante og omdrejningspunkt for historiens videre udvikling. Derfor, når jeget og hendes sommervenner giver eventyrlige navne til de omgivelser, de kender så godt, er det netop det, omgivelserne bliver. Eventyrlige. Som dragetræet, der giver anledning til nye lege: ‘Det er mig, der opdager, at det ligner en drage, se dens gab, siger jeg og går lidt bagud, så perspektivet bliver rigtigt. Det ligner med lidt god vilje et dragehoved med et par store kæber, som snapper ned mod vejen, efter hvem der måtte komme forbi. Vi kan ikke gå under uden at ofre noget til den, siger Marie’. Den leg vender tilbage ved hvert møde med dragetræet. Slynggyngen, finder børnene også på, som taget direkte fra et eksotisk paradis eller fra en forladt, tilgroet baghave. Tilnavnene vidner om en fantasi, som kun hører barndommen til. Sommerlandet er et magisk sted, hvor brandmænd ikke er farlige, men i stedet er eventyrligt ulækre.
Det er ikke hårdt at være barn i SOMMERHUS, hvilket kan virke befriende. Dertil er romanen for ufarlig. Vi har ikke at gøre med en følsom kunstner, som skal finde sig selv. Dog er det en dannelsesroman, da jeget bliver ældre og langsomt frigør sig fra morens beskyttende hånd og bliver mere selvstændig. Udviklingen er meget subtil og sker via elegante stemningsbeskrivelser – den er så gradvis, at man næsten ikke bemærker den og ses også kun lejlighedsvist i jegets sprog: ‘de gamle’, hedder mor og far pludseligt.
Trudsøs lange omsigbeskrivende sætninger, og hendes skægge forkærlighed for komma, som hun ofte bruger, hvor andre havde brugt punktum, er kendetegnende for hendes stil. De lange sætninger fungerer overraskende godt, da de skaber en form for flydende ensartethed i teksten; den er en melodi, man let rives med af, som her: ‘Jeg håber, vi kan få tømmerflåden ud i morgen, siger min bror og stikker hænderne i sweaterens lommer, selvfølgelig kan vi det, siger jeg skråsikkert og tænker for mig selv, at det skal være godt vejr.’ Hver sætning er én lang associationsleg.
SOMMERHUS er et klassisk stykke erindringslitteratur, er ikke højtravende og eksperimenterer ikke med genren, men den er varm og vækker et væld af genkendelig glæde. Romanen giver en uanfægtet lyst til at opholde sig i det danske land. Helt lavpraktisk giver det blot én lyst til at læse videre for at fortsætte ferien. Man mærker sommerblæsten, suset i maven fra kildebakkerne, varmen fra de evige bål; man dufter marehalmen, hyben langs stien, havets salt og tang og mærker sandet klistre til de våde tæer, som var man der selv.
Dog venter jeg på noget, som aldrig sker. På trods af den gode stemning, på trods af følelsen af at være i en tidslomme jeg gerne vil blive i, mangler der noget. Det dramatiske, jeg venter på, kommer der en snert af mod slutningen, men dét så lidt og så sent, at det ikke har den store betydning for helhedsindtrykket. Romanens eneste trusler er sommerens ende, bænkebiddere og regn, på hvad der ellers ville have været en dag på stranden med picnickurv og legekammerater. Og selv regnen kommer sjældent.
Hør også vores podcast LitteraturLyd, hvor vi interviewer Amalie Laulund Trudsø
Og vores anden podcast, Søndags P, hvor hun læser op fra SOMMERHUS.
