Et beskedent skrig fra en fyldt krimipøl – Jeanette Øbro & Ole Tornbjerg SKRIG UNDER VAND


Vi har et forfattende ægtepar (TJEK), der skriver om en attraktiv, kvindelig profileringsekspert (TJEK), som ikke alene formår at vinde sin midaldrende makkers hjerte, men også at opklare en kompliceret mordsag (TJEK). Jeanette Øbro og Ole Tornbjergs debutkrimi opfylder alle succeskriterier – lige undtaget troværdighed.

Citat

Den lille sover ikke ude længere.
Men Ulla kan høre hende græde inde i huset. Det piner hende. Hun forsøger at lukke af og være ligeglad. Men det kan hun selvfølgelig ikke.
Allerede senere samme dag går hun over og forsøger at tilbyde sin hjælp. Hun får et uforskammet svar tilbage om, at der ikke er brug for hende.
Så ringer hun til kommunen og anmelder vanrøgten.
Hun vil jo bare hjælpe barnet. Hun forklarer omstændighederne, hvordan hun dagligt hører pigen græde, at ingen lukker op.

Den dansk-engelske psykolog og profileringsekspert Katrine Wraa bliver headhuntet til det danske politietat og bliver på sin første arbejdsdag kastet ud i en mordopklaringssag, hvor en ung fødselslæge brutalt er blevet myrdet i sin have på Nordsjælland. Mistanken falder skiftevis på en traumatiseret tjetjensk flygtning, en følelsesmæssigt afstumpet hustru og en ukendt elskerinde, og det viser sig hurtigt, at den på overfladen normale og vellidte læge har flere hemmeligheder end først antaget.

Efterforskningsarbejdet, som Katrine ihærdigt tager del i sammen med makkeren Jens Høgh, går i flere retninger – ikke mindst i fordi både en traumatisk fortid og en knarvorn, chauvinistisk kollega modarbejder den unge, kvindelige ekspert.

Ægteparret Jeanette Øbro & Ole Tornbjerg har med SKRIG UNDER VAND vundet en krimikonkurrence udstedt af Politiken, og man må også medgive dem, at de formår at følge opskriften til fulde. Spordoseringen er nøje afmålt læserens gættelyst, som, helt efter hensigten, aktiveres i et plot, hvor lige dele ledetråde og benspænd igen og igen både snører og tvinger læseren til at gætte om igen.

Den finesse, at hovedhistorien flettes sammen med morderens tankefragmenter, rammer historien fint ind og giver desuden den nødvendige psykologiske forklaring på psykopatens handlinger. Et massivt omsorgssvigt og en medfølgende social misvækst gør morderens motiver anskuelige uden at udvande og gøre dem mindre modbydelige. Ægteparret har styr på deres bagland, de har begået en krimi, der på mange måder forsøger at være ligesom alle de andre, men som ikke desto mindre må siges plotmæssigt at fungere, som den skal.

Her må lovordene imidlertid også holde inde. For selvom plottet er velfungerende, er persongalleriet i SKRIG UNDER VAND så utroværdigt, at læseren aldrig rigtig fængsles.

Karaktererne virker som flade skabelonfigurer (morderen undtaget), og de omgås hinanden på forudsigelig og usandsynlig vis. Vi møder f.eks. en smuk, alternativt begavet heltinde, hendes australske flirt med det belejlige navn Ian og en falleret og ulykkeligt forelsket politimakker med problemer på hjemmefronten – og det er blot et udsnit af de papfigurer, læseren får serveret, og som gør identifikation helt umulig. Øbro & Tornbjerg overser det forhold, at menneskelige relationer og psykologisk dybde er et ligeså stort kriterium for, at læseren bliver grebet, som handlingen er det, og de formår derfor aldrig helt at rive én med – alt er lidt for oplagt og uinteressant.

Med det massive udbud af krimier, vi i dag kan finde på boghandlerens hylder, er SKRIG UNDER VAND altså på ingen måde i superligaen. Læs den derfor evt. som nem krimilæsning i sommerhuset – men læs først en af alle de andre.

Skrevet af Birgitte Duelund Pallesen

Daglig redaktør på Litteraturnu.dkBirgitte har en kandidatgrad i litteraturvidenskab fra Københavns Universitet. Foruden tjansen som daglig redaktør på LitteraturNu arbejder hun på kulturtidsskriftet Kritik. Hun er glad for bøger. Meget glad.

Skriv kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *