Et bittert koncentrat – Judith Schalansky GIRAFFENS HALS
En skolelærer af den gamle skoles tanker om liv og didaktik bliver på forunderlig vis til en smuk fiktion om konsekvenserne af følelseskulde og en virkelighedsfjern verdensanskuelse.
Citat
”Åh, fru Lohmark!” Schwanneke spillede glad. ”Jeg tænkte på, at vi kunne forskønne gangen lidt. Og da vi nu begynder skoleåret med impressionismen …”
På væggen hang nu virkelig et sumpet smøreri i tværformat.
”Så jeg tænkte … Monets åkander passer så godt til Deres gopler.” Hun klappede i hænderne. ”Jeg tænkte, at Deres gopler kunne have brug for lidt selskab.”
Det var utroligt. At hun virkelig vovede at hænge sine urteagtige vandplanter op på væggen kun tre håndsbredder fra de pragtfulde meduser. Galt nok, at formningslokalet lå på samme etage og eleverne hele tiden lavede pletter på gangen med deres vandfarvesprøjt. Hidtil havde hun holdt sig til markeringen. Karola Schwannekes væg var på den ene side af toiletterne, Inge Lohmarks på den anden side. Nu gik det virkelig for vidt. Men at ophidse til krig allerede den første skoledag på grund af et par grimme billeder? Bare bevar roen. Det kloge dyr forholder sig afventende.
Hovedpersonen i den tyske forfatter Judith Schalanskys fjerde bog (den første i dansk oversættelse) er en biologilærer, og vel og mærke ikke en sympatisk, empatisk en af slagsen. Inge Lohmark er af den gamle skole. Hun har undervist i idræt og biologi på Charles Darwin-gymnasiet i mange år, men nu står skolen overfor en omstrukturering. Den er så småt ved at overgå til kursuscenter for pensionister. Den tidligere østtyske provinsby er i det hele taget ikke, hvad den har været. Inges mand har måtte skifte sin kvægavl ud med en strudsefarm, og deres eneste – nu voksne – barn er flyttet (læs flygtet) til Californien.
GIRAFFENS HALS har undertitlen DANNELSESROMAN, selvom man kan diskutere hvor meget Lohmark modnes i de par uger først på skoleåret, der er romanens nutidsplan. Det ville måske også være for meget forlangt, for hovedpersonen har mildest talt en tung bagage gemt bag fortrængningens tykke gardiner. Hun er en fanatisk biolog, der tænker i selektion, forplantningsstrategier, blodtyper, hæmofoli og lignende temaer, der på bogen ulige sider er markeret øverst, som var det en teoretisk lærebog og ikke en roman.
Stilen er da også kompakt, sproget mættet med fremmedord og sætningerne bastante, syntaksen er som i et opslagsværk, hvor subjektet nogle gange er helt udeladt. Jeg kom flere gange undervejs til at tænke på W.G. Sebalds skrivestil, der også rumsterer rundt på tværs af de firkantede genredefinitioner. Parallellen til landsmanden bekræftes også i Schalanskys typografiske nysgerrighed. Hendes måde at integrere billeder af en søko eller årringene på en træstub pryder ikke bare bogen, de bidrager til historiens helhed.
I sit forfatterskab benyttede Sebald illustrationer aktivt, men hvor fotografierne i SATURNS RINGE er slørede snapshots og udklip fra aviser, grumsede efter mange ture gennem kopimaskinen, er vignetterne i GIRAFFENS HALS anderledes æstetisk ambitiøse. Eksempelvis planchen med Haeckels gopler, som man får lyst til at rive ud, ramme ind og hænge op på væggen. Fine, åh så fine, er disse gopler, og de indgår naturligt (havde jeg nær skrevet) i den delvist narrative, delvist forelæsende tekststrøm, der udgør GIRAFFENS HALS. Planchen bruges endvidere til at udpensle kontrasten mellem Inge og hendes kollega Karola, og den konflikt der opstår af de to lærers forskellige faglighed og temperament (se citat til højre). Når dette skildres gennem Lohmarks vrissende logik, bliver resultatet en spydig satire på de to mennesketyper: den sure gamle mand M/K og den hyperpositive kvinde med midtvejskrise M/K.
Selvom hele det lille handlingsforløb er fortalt gennem Lohmark, lykkes det alligevel på overbevisende maner, for forfatteren at få afsløret sin karakter. Det sker gennem omverdenens reaktioner og replikker, og hen imod slutningen virker Inge Lohmark som en anden Lektor Blomme. Budskabet, om at bitterhed, antisocial adfærd og envejsundervisning før eller siden får konsekvenser, står stærkt tilbage.
Biologilærere af Lohmarks art er en uddøende race og heldigvis for det. Schalansky er derimod endnu i foråret af sin forfatterkarriere. Det lover godt, og jeg forventer flere originale og dekorative bøger fra hendes hånd i fremtiden.
