Et blowjob med kødsår – Charlotte Roche FRA SKØDET


Ny pornografisk roman, hvor Roche danser tango med Freud og piller skorpen af den moderne kvindes sår.

Citat

Jeg ved ikke, hvordan jeg skal bekende for min mand, at jeg gerne vil i seng med praktisk talt alle de mænd, jeg møder. Jeg elsker ham, og jeg elsker sex med ham. Men jeg vil noget mere. Seksuelt kan ingen mand gøre det bedre, hele det håndværksmæssige i min vagina, pornopilleriet ved min klitoris, til den er lige ved at eksplodere, men jeg vil simpelthen prøve at have en anden krop mellem lårene. Sommetider er det skrækkeligt med det monogamifængsel!

‘Jeg gad bare ikke skrive en bog om en feministisk heltinde’. Sådan lød det i Information, da de bragte et interview med Tysklands bestsellerforfatter Charlotte Roche i forbindelse med udgivelsen af hendes anden roman FRA SKØDET. Man kunne så spørge sig selv, hvad en feministisk heltinde er i 2012/13?

Hovedpersonen Elizabeth er i hvert fald et klassisk moderne menneske i en tid, hvor individet er et evigt, uløseligt projekt, der har droppet religion og leder efter pejlemærker i mad, økologi og terapi. Hun lever med sin patchworkfamilie (mand og datter fra tidligere ægteskab) i den kreative klasse og går til psykolog tre gange om ugen efter en tragisk trafikulykke, hvor hendes tre brødre omkom på vej til hendes bryllup. En hændelse der i øvrigt er selvbiografisk og gjorde Charlotte Roche berømt i Tyskland, hvor tabloidpressen gerne sniger sig ind på skadestuen med et kamera.

Romanen lægger hårdt ud i typisk Roche-stil med et 15-16 siders langt blowjob, så alle husarerne er med. Men Elizabeth er grundig med munden på flere måder. Hun slipper hurtigt en kritisk kommentar ud om sin mandehadende mor midt i alt sutteriet. Hun vil ikke være seksuelt hæmmet, som hendes mor har indpodet hende. Hun har det også svært med monogami. Den konstante liderlighed. Børn. Trangen til kontrol.

De første mange sider virker FRA SKØDET som en komisk og chokerende ærlig undersøgelse af den moderne kvindes mange udfordringer i ægteskabet, moderskabet og familien generelt. Og alt det er den også. Men da Elizabeths beskrivelse af familietragedien dukker op, får bogen en mørkere og dybere tone, som virkelig klæder den. Elizabeth er et menneske overladt til at halte sig gennem livet med en ulykke, der følger hendes som en skygge overalt. Hun lever hver dag med angsten for døden, for at miste og ikke mindst frygten for ikke at være cool nok.

Vi ser et komplekst og skrøbeligt menneske inde bagved de morsomme passager om bordelbesøg og ormeinfektion ved endetarmen. Roche er ikke kun en feministisk provokatør, der kan vække opsigt med en kvindelig hovedpersons åbenhed om analsex og trangen til utroskab. Hun spænder hele sit værk ud mellem ekstreme begreber som skyld, skam, kærlighed og frihed og stiller mange tankevækkende spørgsmål. Er kvinder der gifter sig til penge ikke bare en anden form for prostitution? Findes de største farer for et barn i virkeligheden ikke i familien?

Dermed bliver romanen også  et samfundskritisk skrift og ikke udelukkende en personlig fortælling. FRA SKØDET minder på nogle måder om Philip Roths klassiker PORTNOYS GENVORDIGHEDER fra 1969. Den vælter sig også i sjove freudianske sandheder med en afgrund af alvor som ledsager. Og det greb der lykkes så godt for Roche, er hendes evne til at give det komiske dybde og det alvorlige en lethed. Vi kan grine eller blive forargede over Elizabeths bordelbesøg med sin mand og samtidig forstå, at der også er tale om et desperat forsøg på at skabe frihed for og tillid til hinanden i et vanebefængt ægteskab.

FRA SKØDET er en moden, begavet og sjov opfølger til forfatterens første succes VÅDOMRÅDER, og man glæder sig allerede til høre mere fra den kant.

Skrevet af Mille Klemmensen

Mille er cand.mag. i engelsk og tysk.

Skriv til Mille

Skriv kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *