Et essay om det meta-litterære
‘Meta’ betyder egentlig ‘efter’. Sammenkædningen af ‘meta’ og det transcendente (som i ‘metafysik’) stammer fra en misforståelse tilbage i middelalderen. De latinske oversættere tolkede titlen på Aristoteles’ Metafysikken som ‘det der transcenderer det fysiske’, mens det egentlig bare refererede til en bestemt måde at ordne bøger på og markerede at det var bogen der stod efter bogen om fysikken.
Nu betyder meta noget andet end blot at komme efter og indebærer næsten altid forskydningen til et andet niveau, at flyve i helikopter over huset i stedet for at sidde inde i det, kunne man sige. I dag er der noget der hedder metakommunikation, metapsykologi, metahistorie og metamatematik – alle videnskaber der overvejer sit eget grundlag eller sig selv som system. Men det går selvfølgelig ikke at overveje kommunikation uden selv at kommunikere eller at tænke matematik uden matematikkens egen logik, og på den måde er den vertikale bevægelse alligevel fanget i materien, og helikopter-billedet ikke så anvendeligt når det kommer til stykket. Og således kommer betydningen af meta faktisk alligevel tilbage til sin oprindelse som på græsk også kan betyde ‘imellem’ eller ‘iblandt’.
Jeg skriver det her fordi jeg er mere eller mindre hypnotiseret af (eller fanget i) litterære og sproglige meta-spørgsmål. Jeg er hypnotiseret af spørgsmålet om hvornår, hvorfor og hvordan det litterære afviger fra dagligdagssprog eller hvad man skal kalde det, jeg i mangel på umiddelbar opfindsomhed nu bare bestemmer negativt som ‘ikke-litterært’.[1] Det er på en måde et naivt spørgsmål jeg sidder inde med: hvornår er noget litteratur? Hvori ligger den forskel der får en sætning til at løfte sig ud af det forudsigelige og sende sproget ind i et andet register? Med fare for at sætte vandtætte skotter imellem, så forestiller jeg mig at der på den ene side findes et båndlagt sprog, hvor alle talemåderne og diskurserne kører rundt, og på den anden side et sprog der på den ene eller den anden måde afbryder dette bånd, ændrer de sproglige komponenter indefra og lader noget andet komme til syne.[2] En forestilling jeg blandt andet gør mig i forlængelse af den franske filosof Gaston Bachelard, når han skriver: “Language bears within itself the dialectics of open and closed. Through meaning it encloses, while through poetic expression, it opens up.” Eller den svenske forfatter Birgitta Trotzig der opererer med en lignende opdeling mellem ’lukket’ og ’levende sprog’: “Talen er kompromitteret, ordene har del i talens maskinside, kulde- og maskeringsside. Ordene har en livsside indadtil, et kulde- og marionetansigt udadtil. De skal klædes af. De skal ned i et bad. Deres relationer til hinanden må forandres, forvandles.” Men hvordan forandrer man relationerne mellem ordene, hvordan åbner man sproget op?
Hos semiologen Roland Barthes falder jeg over en passage der betoner afbrydelsen: “den diskurs, der først falder ham ind, er banal, og det er kun ved at bekæmpe denne oprindelige banalitet, at han lidt efter lidt skriver. […] Alt i alt udgår det, han skriver, fra en korrigeret banalitet.”
Jeg forestiller mig at jeg en tilfældig morgen lader ordene flyde fra mig på papiret og opdager at det, der kommer ud, blot er fortsættelsen af en sproglig kadence jeg finder overalt omkring mig og derfor uden videre kan tappe ind i og reproducere. Som at åbne for vandhanen og fylde sit glas – hvilket ikke kan lade sig gøre hvis trykket i vandrørene er for højt eller for lavt – det er helt enkelt som at fylde sit glas med vand. Og hvis man bare vil have noget at drikke, fungerer det jo, som så meget andet fungerer og skal fungere i den daglige omgang med tingene og hinanden. Men hvis noget andet mere virkeligt skal komme til udtryk – og med mere virkeligt mener jeg måske at psykisk virkelighed ofte ligner situationen med under- og overtryk mere end en uproblematisk aftapning af væske – så må et eller andet i den måde sproget flyder igennem mig på afbrydes.
I sin poetik En dans på gloser skriver Søren Ulrik Thomsen at kunstværket må “udskille [sig] som andethed i forhold til en hvilken som helst diskurs” og Barthes igen taler om at “søge at undgå det dumme udtryk” (min kursivering) snarere end at søge “det rette udtryk”. Jeg kan blive længe ved disse billeder af afbrydelse, af negativitet, af standsning, af frygten for og udskillelsen af det banale. Men der er en anden sandhed jeg vender mig væk fra når jeg gør det, en sandhed der også kan observeres, og som ligeledes vrider sproget ud af sin båndlagte kurs og jævne kadence, omend på en anden måde, nemlig ved at skrue op for farten eller måske snarere: ved at skrue op for selve talens eller skriftens nydelse. Det er det, den franske psykoanalytiker Jacques Lacan kalder “lalangue” eller simpelthen “jouissance du blabla”. Det er nydelsen ved at tale, uden at det nødvendigvis behøver at handle om noget. Det er nydelsen ved at overgive sig til sproget. Den tyske digter og tidlige romantiker Novalis mindede mig om det for nylig: “Language is such a marvelous and fruitfull secret – because when someone speaks merely for the sake of speaking, he utters the most splendid, most original truths. But if he wants to speak about something definite, capricious language makes him say the most ridiculous and confused stuff.” Og videre, som et slags slag i maven på den lærde: “This is also the cause of the hatred that so many serious people feel toward language. They notice the mischief, but not the fact that the chattering they scorn is the infinitely serious aspect of language.”
Måske kan man inddele forfattere i to grupper efter dette princip: dem for hvem litteraturen opstår ved afbrydelse af, lad os bare kalde det det banale, og dem for hvem det opstår idet de ‘giver slip’ og skriver uden tanke på hvad der kommer til at stå, måske som en der løber hurtigt nok næsten ser ud til at lette fra jorden. Ikke fordi den der skriver nødvendigvis behøver at gøre det hurtigt, jeg tænker ikke på automatskrift, men fordi der foregår en afkobling – og så geninstallerer jeg måske alligevel afbrydelsesfiguren, omend på en ny måde – fra en etableret diskurs, som man netop genkender ved på forhånd at vide ‘hvad der kommer til at stå’. Det døde eller lukkede sprog ligger ikke bare i klichéer og den slags gods, men i selve den måde man opdrages til at stille sig på imaginært udpegede steder ved at bruge vendinger, der får det man siger til at lukke sig om kroppen som et outfit. I stedet for at tænkte at den eneste vej ud af disse outfits er omhyggeligt at afbryde og bygge alle sætninger om, så kan den kritiske eller frigørende bevægelse måske i lige så høj grad ligge i en slags overidentifikation med sproget egne bevægelser, i en slags sejlen afsted på det, med eller inde i det.
Noget af det jeg tror der sker, når man taler eller skriver for nydelsens skyld, er at udsigelsespositionen ændrer sig. Det vil sige at den talende/skrivendes forhold til det sagte og til sin forudsatte modtager ændrer sig. I stedet for at være ‘ophav’ til det der står – i stedet for at være repræsentant for det – begynder betydningen at kreere sig selv, så den der taler eller skriver bliver til en slags iagttager på samme niveau som enhver anden iagttager eller modtager af teksten. Det får mig til at tænke på en tekst af den tyske forfatter Heinrich Von Kleist, selv om omdrejningspunktet i den ikke så meget er litteratur som det er tænkning (men til dette formål betragter jeg nok mere eller mindre de to som synonymer der begge hører hjemme på det levende sprogs side). Her beskriver han hvordan han i en talesituation bliver vidne til udfoldelsen af sin egen tankeproces: “I interpose inarticulate sounds, draw out the connecting words, possibly even use an apposition when required and employ other tricks which will prolong my speech in order to gain sufficient time for the fabrication of my idea in the workshop of reason.” Det interessante er måske at han indfører en form for forsinkelse i sin talefor at gøre plads til tænkningen selv, og at det derfor måske igen viser at ‘fart’ ikke er det rigtige ord at stille over for ‘afbrydelse’. Men det er under alle omstændigheder et eksempel på hvordan sproget ikke kun automatisk tiltrækkes af ideologisk indarbejdede diskurser, når man åbner munden eller sætter sig for at lade ordene flyde fra sig på papiret, men at det også tiltrækkes af sine egne uforudsigelige veje. Hvis man åbner sit øre for det, bliver det måske muligt at erfare både det talte sprog og skriften som et større rum end det rum, Barthes giver udtryk for at leve i, når han skriver: “Skriften er det spil, hvorved jeg, så godt jeg kan, vender mig på en trang plads.” Det er måske først når man giver slip på sproget, at det får plads til sig selv.
[1] Det ‘ikke-litterære’ kan måske med et andet ord her også kaldes ideologi, hvis man altså med ideologi som Barthes forstår “det der gentages og består“.
[2] Forestillingen om det båndlagte har jeg fra bogen Det er et bånd der taler af Bent Rosenbaum & Harly Sonne. Titlen henviser egentlig til noget en psykotisk patient har sagt, men en af pointerne i deres bog, der analyserer forskellige eksempler på psykotisk tale, er at al tale og tænkning er mere eller mindre båndlagt og at “institutionens tale […] forekommer mindst lige så ‘båndlagt’ og stivnet som psykosens”. Rosenbaum & Sonne, 1979.
Merete Enggaard Jakobsen (f.1984) er cand. mag. og uddannet fra Litterär Gestaltning.
Illustration af Simon Væth
