Et fåret får – Ina Merete Schmidt FÅRESYGE
Med et godt blik for karakterer og norsk norskhed skriver Ina Merete Schmidt muntert og dog med en alvorlig klangbund om to menneskers forsøg på at finde sig selv og hinanden i en brudt fjeldidyl.
Citat
Jeg lukkede en flaske rødvin op. Temmelig dyr og købt på Monopolet. Humpede hen til sofaen og tændte for NRK1. Eftermiddagsprogrammet ”Naturjukeboksen” var godt i gang. Via sms kunne seerne stemme om, hvilke forskellige hjemmevideoklip fra den norske natur, der skulle vises og i hvilken rækkefølge: fx fisk kæmper for sit liv i næbbet på havørn, elg slipper mirakuløst fra påkørsel, los møder huskat i baghave, med morfar på isfiskeri, pige med blomster i hår fryser enden af på en gletsjer. Det virkede beroligende på mig at sidde og glo på skærmen, mens jeg drak vin.
Danske Miriam og Lars er flyttet til en lille by i Sogn- og Fjordane midt i Norge. Lars er læge, og Miriam er illustrator, og det ligger i luften, at de er taget til Norge for at komme lidt væk og komme sig over tabet af deres lille datter Mille. Hvor Lars projicerer sin sorg over i en form for arbejdsnarkomani, går Miriam hjemme og venter på inspiration til at tegne får til en tjekkisk børnebog. Lars involverer sig via sit arbejde naturligt i lokalbefolkningen, mens Miriam mest lusker rundt og udspionerer naboerne om natten. Først den dag, hun møder Terje Utvik, der iført ‘vindtæt, fjeldkorrekt jakke’ tager hende med på brætur, løsner hun op og tager verden ind. Lidt for langt ind, hvis jeg må være så fri.
Scenen er et klassisk drama med to uforlignelige størrelser, der sættes i endnu mere ubalance af den indbrydende tredjepart. Havde det været hos Strindberg, havde det været den evige husven, der fungerede som indbrud fra en anden orden. I FÅRESYGE er vi i Norge, og det er naturligvis en underskøn fjeldabe ved navn Terje, der sætter handlingen i gang på en guidet tur på Briksdalsbræen. Miriam bliver forelsket og glad, Lars bliver jaloux og ked af det, og Terje bliver måske far for første gang. Dramaet spædes op af intriger med frikirkelige naboer, militante svigerforældre, nyfigne sladderkoner og andet godtfolk.
Bogens force er den gode karaktertegning og det mundrette sprog, som elegant fører læseren gennem de velskrevne 200 sider. Schmidt er sjov. Godt nok ofte på nordmændenes bekostning, men det er også ret sjovt. Schmidt er sjov, fordi hun præcist kan tegne en silhuet af et menneske eller en situation, så man genkender optrinnet og de følelser, der er forbundet med det. Hun er sjov, fordi hun uden at udlevere sine karakterer lader dem gøre dumme og uovervejede ting, så læseren stadig har sympati for dem. Fordi de er mennesker, og fordi mennesker er sjove og fordi Schmidt er god til at skildre mennesker.
De rigtig mange gode takter får mig til at leve med en forceret handlingsgang, der minder lidt om et afsnit af Krøniken, hvor alle skal gennemleve en krise indenfor de tildelte 55 minutter. Af og til er der for kort fra præmis til konklusion, og dialogerne kan bære præg af absolut at skulle føre det rigtige sted hen. Et par lidet utroværdige indslag som det hektiske snobrødsbagning i byen og hytteturen med en opsamlet spastiker kan jeg også leve med, så længe Ina Merete Schmidt med sin ukuelige charme og overtalelsesevne kan skildre både voldsom sorg, misundelse, smålighed, jalousi og indefrakommende, boblende glæde, så man tror på det.
Men jeg kan næsten ikke leve med, at Norges stolthed Geiranger konsekvent er stavet Gerianger. Det trækker mindst et par karakterer ned og fratager projektet det ellers nøjsomt opbyggede Norgesbilledes perfektion.
