Et fortvivlet, ulyksaligt kræ – Sholem Aleykhem MÆLKEMANDEN TEVJE
Shtetl-jøden Tevje snakker læseren et øre af i et af den jiddische litteraturs hovedværker.
Citat
’God aften, velkommen!’ siger jeg til dem med høj stemme som om jeg var i godt humør. ’Hvad ønsker De? Hvis De vil købe noget, vil De intet finde hos mig undtagen mavekneb hos mine fjender eller hjertetrykken en hel uges tid eller en smule svimmelhed, tørre smerter, fugtige lidelser, ren elendighed’
Musicals har fanden skabt, så at MÆLKEMANDEN TEVJE’s claim to fame er, at den har dannet forlæg for Spillemand på en tagryg, skal her blot nævnes som et indledende kuriosum. Romanen består af otte kapitler skrevet mellem 1895 og 1914, og i hvert kapitel fortæller Tevje en historie om sit liv til forfatteren Sholem Aleykhem. Sholem Aleykhem er pseudonym for Sholem Rabinovitsh (1859-1915) – en af den jiddische litteraturs mest indflydelsesrige forfattere – og betyder ’Fred være med dig’.
Tevjes liv er dog langt fra præget af fred. Hans karakter er løst bygget på Biblens Job, der som bekendt rammes af talrige ulykker. En af de største er, ifølge Tevje, at han, Tevje, har fået syv smukke døtre og ikke en eneste søn. Og ulykkerne gør, at Tevjes historier får karakter af klagesange, grotesk-sjove klagesange, vel at mærke, der sine steder vækker minder om Don Quixote. Tevje fortæller sine historier med rablende munterhed i et højt tempo og med mængder af bønner og besværgelser, veråb, talemåder, ordsprog og (fejl)citater fra Toraen og diverse jødiske bønner og sange. Det giver en både morsom og lidt lukket tekst, hvor man ofte må slå op i bogens noter for at følge referencerne.
Til trods for tekstens mundtlige præg er den både elegant og kompositorisk og stilistisk gennemarbejdet. Det rablende, halvforvrøvlede er altså en stil, hvorigennem man hører Tevjes stemme, som er romanens største kvalitet. Han excellerer i absurd humor, som eksempelvis: ’Et menneske er som en snedker. En snedker lever og dør, det gør et menneske også’; eller: ’Alt er tomhed, selv nudler kan man få nok af´. Se, det er jo meget sjovt, men det skal indrømmes, at denne anmelder sjældent grinte højt ud i stuen under læsningen. Dertil er bogen sjov på en lidt for markeret og – Gud bedre det! – stand-up-agtig måde.
Flere af episoderne i romanen synes i øvrigt at bygge på Sholem Rabinovitshs eget liv. Han er født og vokset op i en lille landsby – en shtetl – i nærheden af Ukraine. Efter at have giftet sig med en rigmandsdatter arvede han en formue, som han satte over styr på børsen i Odessa. Det tvang ham til at flygte til udlandet, på flugt fra diverse kreditorer, men han vendte tilbage til Odessa efter et par år og begyndte at udgive historier på jiddisch. Kort efter måtte han dog flygte igen, denne gang til New York, på grund af tiltagende forfølgelse af jøder i hjemlandet. Her fik han ikke megen succes – til gengæld voksede hans publikum i Europa, hvortil han igen vendte hjem. Mod slutningen af sit liv rejste Sholem Rabinovitsh endnu en gang til New York, hvor han døde i 1916.
MÆLKEMANDEN TEVJE er en fin bog, som vil underholde sin læser, men næppe sætte varige spor. Ifølge oversætteren Jan Schwarz’ efterord skulle Rabinovitsh have læst bogen højt med uforlignelig, underspillet humor. Mens man ærgrer sig over ikke at kunne opleve det, kan man muntre sig med Tevjes livsfilosofi i én enkelt sætning: ’Alt er forfængelighed, tomhed, nul og niks.’
