Af | 28. maj 2014

Et godt tema i irriterende forklædning – Taiye Selasi GÅ VÆK GHANA

Det havde klædt Taiye Selasis historie om familien Sai, hvis den havde handlet mere om det elementære ved familiens forlis og mindre om familiens afrikanske rødder.

Citat

Man siger, at man er afrikaner, og man har lyst til at undskylde det, forklare men jeg er begavet. Der ligger ingen værdi i det. Det mærker man. Man siger ’Asien, oldtidens Kina, oldtidens Indien’, og alle tænker næh, Østens ældgamle visdom. Man siger ’oldtidens Afrika’, og alle tænker uvedkommende. Støvet og uvedkommende.

Taiye Selasis romandebut GÅ VÆK GHANA har med få undtagelser fået ros af den danske anmelderskare. Denne anmelder er imidlertid ikke enig.

Romanen følger familien Sai, der består af far, mor og fire (voksne) børn. Med rødder i Nigeria og Ghana og bosiddende i Boston, kæmper familien med flyvske identiteter og lavt selvværd. Hvilket ikke er blevet værre efter at familiens overhoved – faderen – uden forklaring har forladt dem og flyttet tilbage til Ghana.

Vi møder familien seksten år senere, hvor faderen – Kweku – dør i sin nybyggede villa i Ghana. Op til faderens død, har familien uhjælpeligt prøvet at holde styr på sig selv i USA. For det var ikke kun faderens bånd til familien, men også båndet mellem mor, børn og søskende, der blev opløst, da Kweku forlod familielivet og stak af.

Mens familien samles om faderens død, fortælles historien om de sidste seksten års svigt, sårbarhed og misforståelser. Men selv om flere af scenerne udspiller sig i Ghana, og historiens gang sådan naturligt har rod i familiens migrationsbaggrund, har de svigt hovedpersonerne udsætter sig selv og hinanden for ikke nogen naturlig sammenhæng med deres afrikanske baggrund. Det virker derfor forlorent, når romanen hårdnakket og stædigt holder fast i at forklare familiens tilstand som en konsekvens af at være ’sort mand i Amerika’. Sandsynligvis havde konsekvenserne af familiens ulykke set ligesådan ud for den hvide mand et hvilket som helst sted i verden.

F.eks. er det ikke første gang i (litteratur)historien, at det er set, at en familieforsørger stikker halen mellem benene, når han bliver frataget familiens økonomiske grundlag. Som det sker for Kweku, da han uretfærdigt bliver fyret fra sin stilling som kirurg på et stort hospital. Og at moderen – Fola – griber til forhastede handlinger, når hun forurettet, såret og uden forklaring bliver efterladt med et hus, hun ikke kan betale og børn hun ikke kan forsørge, er ikke bestemt af kulturarv. Det er et desperat almenmenneskeligt nødråb.

Jeg kunne sådan have ønsket, at Taiye Selasi havde lagt mindre vægt på migrationsbaggrunden og mere på det elementære i familiens opløsning. Migrationsbaggrunden og Afrika bliver en irriterende forklædning for det gode tema.

Stilistisk bærers fortællingen af en tredjepersonsfortæller – der nærer dyb forståelse for alle romanens hovedpersoner – og i karakterens dialog. Særligt dialogen efterlader værket med afbrudte sætninger, pludselige udbrud, hvilket gør sproget kringlet med et hav af indskudte sætninger. Det virker ikke nødvendigt, og gør værket uoverskueligt.

Sammen med det tematiske setup der virker forlorent, bliver læsningen uvedkommende. Det havde klædt værket at udføre mere navlepillende identitetsarbejde og undlade sit kulturfokus.

Nyeste anmeldelser i kategorierne Roman,

Læs også