Et hul i jorden – Paul Auster MAND I MØRKE


Auster skuffer i tandløs gammelmandsfortælling om krig, kærlighed og amerikansk identitet.

Citat

Jeg anbragte ham i et hul. Det føltes som en god begyndelse, en lovende måde at få gang i tingene på. Anbring en sovende mand i et hul og se så hvad der sker når han vågner og prøver at kravle op. Jeg taler om et dybt hul i jorden, omkring tre meter dybt, gravet på en sådan måde at det danner en fuldendt cirkel, med lodrette indervægge af fast, tætpakket jord, så hård at overfladen har en struktur som brændt ler, måske endda glas. Med andre ord, manden i hullet vil være ude af stand til at slippe op af hullet når han engang åbner øjnene. Medmindre han er udstyret med et sæt bjergbestigningsværktøj – en hammer og metalspiger, for eksempel, eller et reb som han kan kaste om et træ i nærheden – men denne mand har ikke noget værktøj, og når han engang kommer til bevidsthed, vil han hurtigt forstå arten af den knibe han er i.

Det starter ellers lovende: 72-årige August Brill ligger søvnløs og forsøger at holde dæmonerne på afstand ved at opdigte en fortælling om et yngre alter ego, Owen Brick, der vågner op i et mystisk hul i en parallel virkelighed, hvor 9/11 kun var en gemen tirsdag, og hvor Irakkrigen er erstattet af en blodig amerikansk borgerkrig.

Snart går det op for Brick (og læseren), at denne parallelvirkelighed kun er en forestilling i en forfatters hoved, og at Brick er den udvalgte, der må frelse USA fra borgerkrigen ved at myrde denne forfatter, som selvfølgelig viser sig at være vor hovedperson August Brill. Men Brick vil ikke myrde nogen og sammen med sin gamle flamme fra skoletiden Virginia Blaine, der kun tænker på sex, kaster han sig ud i en veritabel virkelighedsflugt.

Parallelt med dette allegoriske spor løber et mere realistisk om Brill, hans datter Miriam og datterdatter Katya. De har alle på den ene eller anden måde mistet deres kære og forsøger at holde sammen på stumperne af tilværelsen ved forskellige former for virkelighedsflugt. Datteren skriver på en bog om Nathaniel Hawthornes datter, Rose, og Bedstefar og barnebarn glor DVD-film og ryger cigaretter.

Så vidt en klassisk Auster-fortælling, som vi kender og elsker den: elementært spændende, elegant skrevet og proppet med labyrintiske fortællestrukturer, intertekstuelle referencer og ’postmoderne’ metarefleksion. MAND I MØRKE minder i sin opbygning og allegoriske stil lidt om den fremragende REJSER I SCRIPTORIET, og allerede halvvejs sidder man og glæder sig til at se, hvordan Auster denne gang vil få enderne til at mødes, uden at hele den fiktive konstruktion klasker sammen.

Men bedst som læseren har overgivet sig til krigsparablen om Owen Brick, slutter den, og de sidste 75 sider må man trækkes med August Brills egen skilsmissekrønike, som den udmønter sig i en øm heart-to-heart med datterdatteren.

Resultatet er, at begge fortællespor kommer til at virke skitseagtige og uvedkommende. Personerne forbliver flade; krigens gru og kærlighedens smerte fremstår – trods rigelig patos – postuleret. Owen Brick bliver efterladt i krigszonen mellem to virkeligheder i et utidigt klimaks. Og Katya og Bedstefars lidelseshistorier formår ikke at genopbygge spændingen.

MAND I MØRKE vil vise, at selv om kærligheden kan være en kamp, som man risikerer at tabe, og selv om krigen udgør en del af en hel nations identitet, så kan man gøre sig fri af fortidens synder, komme op af hullet og ud af mørket. Rose Hawthorne bliver billedet på, at forandring er mulig, og hendes digtlinje ’Den sære verden ruller videre’ en kedelig livsfilosofisk pointe. Selv om Auster har været vaks ved havelågen mht. inter- og ekstratekstuelle referencer (Rembrandt, Weill, Shakespeare, ’thing theory’, Haruki Marakamis TRÆKOPFUGLENS KRØNIKE, Philip Roths PLOTTET MOD AMERIKA, osv.), så ændrer det ikke ved, at MAND I MØRKE er en temmelig vag omgang. Den burde måske være blevet i sit hul.

Skrevet af Jeppe Rossen Skaarup

Jeppe Rossen Skaarup (f. 1981) er cand.mag. i litteraturvidenskab og tysk fra Københavns Universitet med speciale i Franz Kafka og Robert Walser.

Skriv kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *