Et kig gennem glasruden – Hanne Ørstavik HYÆNERNE
Introvert ekstremisme, som du enten hader eller elsker, fra en af Norges største forfattere.
Citat
Du har brug for mælken, men du havde brug for at der var noget mere i mælken, dette andet i mælken, i øjnene der kom med mælken, at der var noget godt der som kunne hjælpe dig. Som kunne støtte dig, bære. Bære dig igennem, bære dig over, lære dig at bære dig selv, måske, om nogle år. I hvert fald: Det var ikke det du havde brug for. Det var mælk, men mælken blev ikke understøttet, den mættede, men den nærede dig ikke. Siv ved ikke. Om det er sådan det er. Også sådan.
De fleste, der har set Terrence Malicks film THE TREE OF LIFE, glemmer den nok aldrig. Hvad enten de beundrede eller afskyede værket. Mange vil sikkert også huske, at de en halv time inde i filmen tænkte: Fortsætter den virkelig på den her måde?!
Samme tanke får man 50 sider inde i Hanne Ørstaviks nye roman HYÆNERNE. Bliver kvinden Sivs indre monolog om livet som forfatter, kæreste, veninde og datter ved med at være omdrejningspunktet? Med lange reflektioner, der næsten udelukkende fokuserer på hendes tanker, som hun føler sig fanget i? Yes, Ma?am! Og som forlaget skriver på bagsiden af omslaget, så er HYÆNERNE på den måde et særdeles modigt foretagende.
Ørstavik er godt klar over, at hun spænder buen hårdt. Derfor ser hun sig også nødsaget til at bryde ind midt i romanen og forsvare sit værk:
– Hvad har det at sige, denne indre proces i Siv, der ikke er synlig. Hvad har det med mig at gøre, kan vi tænke. Du læser denne bog, og så ser du måske ud af vinduet og tænker: Hvad har dette at gøre med det virkelige, det afgørende, det der sker i verden derude.
Vi skal kigge ind i os selv og gå på opdagelse i det landskab, der ligger inde i hver af os. Granske det lige så nøje som vi gør med de fysiske omgivelser, når vi går en tur i skoven eller cykler gennem byen. Det indre ER verden – sammen med det ydre, pointerer Ørstavik. Men er det et sundt sted at opholde sig hele tiden, spørger hun videre.
Hendes hovedperson Siv er taget til den sydengelske kyst for at tage en pause fra sit arbejde som forfatter. Her når hun til den erkendelse, at hendes ensomme slid, skriften, ikke åbner for en større forståelse af, hvem hun er. Men samtidig er romanen en afsøgning af netop det. Og en kamp, forstår man, for at smyge sig fri af ordene og finde steder, hvor andre kræfter er på spil. Ud i livet med kroppen og vinden i ansigtet, og vi afslører ikke for meget ved at sige, at Siv når frem til sidst.
Det er tydeligt, at Ørstavik er en kompetent forfatter med et glasklart sprog og en minimalisme, der er gennemtænkt ned til mindste ufuldstændige sætning. Problemet er snarere, at den er et meget privat projekt. Jovist berører den, hvad det vil sige at være menneske og kæmpe mod indre dæmoner. Men Sivs livshistorie er så individuel, at man i lange stræk står inde i romanen og kigger på og gennem det transparente sprog, der som en uigennemtrængelig væg afskærer en fra fortællingen.
På den måde ender læseren paradoksalt nok i samme situation som Siv, der føler sig isoleret fra virkeligheden:
– Som om hun ser verden bag en glasskærm, ser alt ligge der, men uden for rækkevidde, uden at kunne nå frem, komme i berøring med. Lukket, ikke for hende.
Til sammenligning viser Ørstaviks kollega Knausgård os også sine indre dæmoner i MIN KAMP-projektet. Men hvor Knausgård formår at sige noget alment og dermed gøre sit værk vedkommende, fremstår HYÆNERNE tilknappet og uvedkommende.
Ørstavik får et ’synes godt om’ for at sætte alt på spil og gå linen ud i HYÆNERNE. Nogen vil givetvis elske den. Alligevel vil jeg beskrive romanen med et citat fra Søren Ulrik Thomsens tale for nylig på Statens Museum for Kunst: ’Kunsten kan udmærket være rig på kompleksitet og fattig på fascinationskraft.’
