Et liv – Karl Ove Knausgård MIN KAMP 2


Henimod slutning af MIN KAMP 2 står der: ’Et liv er enkelt at forstå, de faktorene som bestemmer det, er få. I mitt var det to. Min far, og det at jeg ikke hadde hørt til et sted. Vanskeligere var det ikke’. Det kan fortælleren sige. Vi behøver ikke nødvendigvis tro ham.

Citat

Gustav og Linus pratet om ulike pensjonsordninger, den tause mannen med femtitallsskjorte hadde barnet sitt, en vilter gutt med lyst, nesten hvitt hår, i fanget, og pratet med ham om Malmö FK, men Frida snakket med Mia om en klubbkveld hun og noen venninner skulle starte, og Erik og Mathias diskuterte tv-skjermer, noe Linus også ville delta i, forstod jeg av hans lange blikk mot dem, og de tilsvarende korte han kastet mot Gustav for ikke å virke uhøflig. Den eneste som ikke var involvert i noen samtale, var den kortklipte kvinnen, og selv om jeg så i alle andre retninger end hennes, bøyde hun sig likevel snart over bordet og spurte om jeg var fornøyd med barnehagen. Jeg sa at jeg var det. Det var ganske litt mye å gøre der, la jeg til, men det var absolutt verdt det, man blev så godt kjent med barnas lekekamerater, og det var noe veldig bra ved det, syntes jeg.
Hun smilte uten glød til det jeg sa. Det var noe sårt ved henne, et eller andet ulykkelig.
– Hvad faen? sa Linus plutselig og rykket til i stolen. – Hvad holder de egentlig på med der ute?

Så hovedpersonen i Karl Ove Knausgårds roman-serie MIN KAMP hedder Karl Ove Knausgård og er forfatter? Ja, og hvad så!

Ærlig talt interesserer snakken i de norske medier (og en smule snak er det da også blevet til i de danske aviser) om kontrakter og dobbeltkontrakter mig ikke særlig meget. Jeg insisterer på at læse bøgerne som litteratur. Måske er jeg gammeldags. Jeg forsøger at lade mig forføre af teksten.

Men gu er det da sjovt pludseligt at læse om sig selv, dér i MIN KAMP 2, og huske scenen, som den var, mindes Jeppes og mit besøg i Stockholm, hvor vi drak en hel del øl med Karl Ove. Og gu er det da hårdt, så brutalt at forsvinde ud af fiktionen igen – for hvad skete der egentlig med ham Lars, da han forsvandt ud af fortællingen? Hvorfor skal det nu igen handle om ham Karl Ove?

Bind 2 handler om børn og parforhold. Karl Ove forelsker sig, flytter fra sin kæreste, flytter fra Norge og flytter til Sverige.
Nyt liv. Ny kvinde, en kvinde med et ikke helt uproblematisk følelsesliv. Og hen ad vejen et barn. Og så flere børn.

Igen og igen er det, der overbeviser mig om romanernes enorme kvalitet den gavmildhed Knausgård afvikler fortællingen med. Og hans insisteren på detaljen. Romanerne har en enormt formel og sproglig spændstighed – Knausgård kan zoome ind, tage en uhørt nærsynethed på sig og så tage 1000 skridt tilbage, helt ud i wide-screen panorama.

Vi er med familien i et trist legeland, vi er med til babyrytmik og på familiebesøg hos bedsteforældrene, side op og side ned om skrigende unger, bleskift og ikke mindst en børnefødselsdag: Detaljerede aflæsninger af magtdynamikken mellem forældrene, der hænger ud i køkkenet med vin og fordomme og small-talk’er Karl Ove halvt til døde, mens børnene udkæmper deres langt mere grundlæggende, personlighedsdannende magtkampe i stuerne ved siden af. De voksne er stivnede, børnene er bløde og midt i skabelsen af sig selv. Det er hjerteskærende at læse Knausgård arbejde sig helt ind i en lille piges voldsomme følelser for et par guldsko. Og det er hjerteskærende at læse Karl Oves uendelige, selvbebrejdelser og diskussioner med sig selv om, hvorvidt han nu elsker sine børn nok. Er det lige på grænsen til det ulidelige og ynkelige? Ja, bestemt og over grænsen flere gange. Vidunderligt langt over grænsen for det anstændige, det kedelige, det jævne.

Men altså den der spændstighed: Her er det næreste nære, men her er også læsninger af Dostojevski og brede diskussioner om moderne parforhold og manderoller. Gu er det ej interessant om bogens Karl Ove er Knausgård. Men det er interessant, at det lykkes Knausgård at skrive kønt, hudløst og dramatisk om en moderne mands problemer med at være alt det en moderne mand skal være, blød og bestemt, følelsesfuld, medlevende far med en succesfuld karriere og så den her forbandede, kraftfulde trang til også være noget andet end far – at være sig selv. Det er ikke let. Det er ikke let at være mand. Og det er ikke let at skrive om det.

Skrevet af Lars Frost

Lars Frost (f. 1973) er forfatter.

Skriv kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *