Et liv som hjemløs – Ewa Lipska I HERBERGET EUROPA
I Ewa Lipskas nyligt udgivne digte er Europa ikke en højborg, der huser civilisation, tryghed eller frihed. Vores vestlige verdensdel er derimod et herberg, der ikke formår at yde omsorg for dets hjemløse borgere.
Digt
Under forfattermødet
Forstår De, jeg har kun brug for Gud indtil døden. Jeg er bange for, at hvis han ikke findes, er der kun Edgar Allan Poe tilbage. Jeg kan mærke hans ords fugtighed. De stumme afteners mug. En siksak der kryber i mørket. Den lemlæstede hukommelses gespenst. Jeg hører havfruers stemmer i mine drømme. Det er derfor … Hvad gør de med denne angst, når De ikke er bange? Hvor venter De til livet er forbi? Sommetider dykker synet op, men så går det væk igennem mig … “De må følge efter det,”,siger jeg, “det er simpelthen en anden variant af friheden.”
Ewa Lipska optrådte i maj måned på årets internationale litteraturfestival CPH:LITT, og hun er allerede præsenteret på dansk med tre (ud af i alt 30) digtsamlinger. Hun er således ikke helt ukendt under disse nordiske himmelstrøg, som ellers normalt er ubarmhjertigt uinteresseret i udenlandsk poesi. Denne succes kan dels tilskrives veninden og forfatteren Janina Katzs – som agerer oversætter af digterindes værker og som desuden var samtalepartner/sludreveninde under litteraturfestivalen – og dels … ja digtene, der fungerer glimrende i dansk oversættelse. De virker sjældent naturlige i sproget og har en smuk musikalsk tone, der – på trods af den afstand en oversættelse i sagens natur indfører mellem indhold og tekst – giver dem nærvær, som om de var tænkt lige præcis sådan, som de står skrevet på dansk.
Ewa Lipska blev født i Polen i 1945, men hun har de seneste mange år delt sin tid mellem den polske fødeby Krakow og den østrigske højborg Wien. Hun er således bekendt med flere dele af Europa, og det er da også det fænomen, digtene i I HERBERGET EUROPA alle på den ene eller den anden måde arbejder med. Selvom hun kommer godt omkring en række emner såsom død, ægteskab, kærlighed og familie, er det konstant med et blik til de europæiske samtidsforhold. Det kunne virke forceret, men det gøres med en særlig og fintfølende fornemmelse for ’det at være fremmed’ og ’det at være lidt udenfor’. Det er denne ved-siden-af-fornemmelse – en sensitivitet hendes dobbeltresidens givetvis har givet hende – der giver samlingen sin energi, og den kommer til udtryk i en sarkasme, der både er vidunderlig, vederstyggelig og vækkende. Læseren kan ikke andet end føle sig bare en anelse mere uvelkommen i sit europæiske hjem efter at have lagt den lille bog fra sig.
I HERBERGET EUROPA er på den måde små stykker kulturkritik, lige så meget som det er en digtsamling. Det er især den stolte, vestlige forestilling om, at vi alle er lige og frie, der står for skud, og Lipska afslører gentagent den europæiske og nationale selvfølelse som falsk og fordækt. Om sit eget land skriver hun, at det:
– flakker om i friheden.
Foregiver Europa.
Gader ligger på korset.
Tjenere på valfart
bærer en hellig knap på et fad
Lipskas europæiske univers er udspændt imellem polerne modernitet og nostalgi, som et minefelt karakteriseret ved tomhed og mangelfuldhed mere end kultur, civilisation og oplysning. Både Spinoza og Newton figurerer således i I HERBERGET EUROPA, men de er kun fortidsmænd, og de giver ikke længere mening til virkeligheden. Modsat er de blevet forvrænget til det uigenkendelige, som når Newtons æble er blevet til en appelsin, der ’når den ligger/ under et åndsfraværende træ/ rammes den/ af et faldende menneske’.
Al denne skepsis til trods er der imidlertid et energisk og til tider henrykt humør over Ewa Lipskas digtbilleder. Hun leger med sproget på en så finurlig måde, at det som små emanciperinger gør universet bare lidt mindre håbløst. Hun leger med ordenes muligheder og sammensætninger på en måde, som leder tankerne hen på Benny Andersen, og man kommer derfor alligevel ud på den anden side med en følelse af, at der måske nok er noget galt i Europa, men trods alt er ’livet ikke det værste, vi har’.
