Et lyttende sprog – Peter Laugesen 64
Man spørger aldrig til en dames alder. Det gør man bare ikke. Peter Laugesen, derimod, svarer højlydt i sin nye bog, også selvom ingen har spurgt ham.
Digt
…dæmonerne findes og døvnælder findes og danseskoler og
dysfunktioner grisene findes og gysser og gaskamre grænser
og gæld hjerterne findes og hjulben og hjemstavn og faner
og fjolser og fennikel men fortiden findes ikke den er
forsvundet i den forliste fortælling
som et flippet futtog
Selvom Peter Laugesen konsekvent modarbejder indeksering, så tør jeg godt give et bud på en grov oversigt af 64: Indledningsvist et harmdirrende afsnit om Irakkrig, så et smut rundt om det gemytlige Brabrand inden et fornemt sæt af grafiske tekstopsætninger tager over. Især den på side 37 er ret vild. Derpå en længere sekvens med sange (m. refræn og det hele) inden afslutningen, der sidste år indgik på Laugesen/Singvogels plade, APPARATETS SKYGGE – her indflettet på det svært rockende nummer DOBBELTTEGN.
Det er ellers ikke megen opmuntring Laugesen finder i verden omkring sig:
– Det er barbariets tidsalder, vi befinder os i.
Den hvor ord mister al deres last og kun er
tomme containere, der kan stakkes på dumme skibe.
I sin dystre kulturpessimisme ser Laugesen løbet, både politisk, økologisk og poetisk, som i dén grad kørt af sporet. Et standpunkt, der i øvrigt er blevet tydeligere eksponeret i de seneste par bøger. Skaden er uoprettelig, og i den postkatastrofale verdensorden anno 2006 er kunstens eneste mulighed paradoksalt nok at blive ved med at give ”et sidste konstant forsøg.”
Det, der gør Laugesens sure gammelmandsbitter så ganske drikkelig er, at pessimismen i det store målestok arbejder sammen med en hjemmehygge og (selv)tilfredshed, som digteren oplever i sit umiddelbare nærområde. Som det klaver Nam June Paik maltrakterede i 1963, lyder også 64, som ”raslende/ skramlende støj, frenetiske/ rytmefigurer og tordenbrag.” Altså ramponeret, men ikke uden videre ubehageligt.
Laugesen iklæder sig katastrofen. I stedet for at begræde den, giver han sig til at aflytte. Han prædiker ikke om en ny verden, men hører efter det væltede lokum vi svømmer rundt i. Med et nogenledes jordnært vokabular som mikrofon, svarer Laugesen højfølsomt: ”Tavst først, lyttende, indtil lyde/ begynder at swinge og danse betydning”.
Den nye bogs komme blev faktisk allerede annonceret i Laugesens forrige bog, 2004s DIVANORD. På side 102 kunne man således forvisse sig om, at 64 var på vej:
– sig nærmer sixty-four
den gamle sommerfugl
og de synger:
gamle sommerfugl, gamle sommerfugl
de tænker hvem
der bare
var sådan en
men gamle sommerfugl er ligeglad
Sig nærmer sixty-four
fra busk til busk
’Nu er 64 ankommet,’ fristes man til at istemme. Udover citatets bittersøde vift for både Bjørn Tidman og Blicher, med henholdsvis misundelsens og dødens aflejringer som digtningens ydre kontrapunkter, hilses også Beatles, med hvem ælde bliver det indefrakommende tvivlsspørgsmål: ”Will you still need me?/ Will you still feed me, when I’m sixty-four?”
Ganske rigtigt rundede Laugesen 64 årringe i marts og står således fremme ved det uhyrligt fjerne punkt, Paul McCartney fantaserede om i 1967. Og som Laugesen selv siger i 64: ”Man spørger ikke digtere/ om den slags ting/ man spørger dem ikke om noget som helst. De/ svarer bare”.
Den sært anonyme titel er hverken (kun) et magisk 4x4x4 eller 8×8, men slet og ret (også) en reference til forfatterens alder. Skulle den nu være interessant, må man spørge? Tja, 64 år må ubetvivleligt have givet et og andet – erfaringer og rutine – ikke mindst, når man påtænker, at Laugesen har brugt en stor del af de 64 år på at skrive.
”Bliv ved!/ Det er mit krigsråb” hedder det manifesterende i 64, og det er præcis, hvad Laugesen gør – og råber. Alderen er et fortrinligt emblem for denne vedholdenhedspoetik og samtidig panten på den ukuelige ildhu, Laugesen pertentligt praktiserer som en anden Sisyfos.
Til slut skal et af de højeste punkter i 64 nævnes: Inger-Christensen-interventionen! Udplukket herfra i kassen ovenover, viser ganske godt Laugesens utrolige æstetik: Ikke pur og skøn som Christensens ALFABET, men rå og grumset. Podningen på Christensen er grel men sjov på sin særegent kantede facon og dertil dunkende utilpasset = rigtig god.
