Et menneske med meninger – J.M. Coetzee DAGBOG FRA ET DÅRLIGT ÅR
I en blanding af essayistik og fiktion sammenskriver Coetzee en stribe interessante essays med en vennesæl historie om en ung kvinde og en gammel forfatter.
Citat
Eugéne Marais, der tilhørte den første generation som grundigt indoptog den darwinistiske doktrin, spekulerede over hvilken evolutionær retning han selv pegede i, om han mon ikke kunne være et eksempel på en mutation der ikke ville trives, og som derfor i den forstand var dømt til udslettelse. Faktisk spekulerede folk som
…………………………………………………
Ja. Men jeg har levet et stille og roligt liv siden dengang. Hvad med dem? Er De nogensinde røget af sporet?
Nej, sagde jeg, det er jeg vist ikke. Og nu er det for sent. Hvis jeg røg af sporet i min alder, ville jeg ikke kunne nå at komme op på det igen.
…………………………………………………
kan gøre for hvad du føler for mig. Det behøver du ikke at fortælle mig, siger han. Min prinsesse Fisse. Min dronning af Kussen. Du må ikke gøre ham fortræd, siger jeg. Lov mig det. Jeg lover, siger han.
Tror jeg på Allan? Selvfølgelig tror jeg ikke på ham, og han tror ikke et øjeblik at jeg tror på ham.
Det er en væsentlig pointe i J.M. Coetzees forfatterskab, at en ting altid kan betragtes fra forskellige positioner. Ethvert argument har et modargument, og den synsvinkel, et menneske nu engang vælger sig, er aldrig helt gennemlyst af tanken, men beror i sidste ende på individets idiosynkratiske syn på sig selv og omgivelserne.
I den nylig oversatte DAGBOG FRA ET DÅRLIGT ÅR fremsættes denne pointe særlig tydeligt. Bogen er en slags fiktionaliseret essayistik, der foruden en stribe korte essays om verden af i dag består af to sideløbende fortællinger om den forfatter, der angiveligt har skrevet dem. Strukturen minder en del om hybridbogen THE LIVES OF ANIMALS fra 1999, hvor Coetzee debatterede dyrevelfærd i fiktiv form med den australske forfatterinde Elisabeth Costello som talerør.
Men I DAGBOG FRA ET DÅRLIGT ÅR har han skabt en hovedperson, der ligner ham selv endnu mere, nemlig den 72-årige forfatter Juan C, født i Sydamerika og bosiddende i Australien. C lever et tilbagetrukket liv i sin lejlighed uden hustru og familie og skriver på en række essays til en antologi med titlen SKARPE MENINGER. Disse essays udgør det meste af bogen. De er korte og veloplagte og kommenterer på vidt forskellige emner: ‘Om intelligent design’, ‘Om den nationale skam’, ‘Om styringssystemerne’, ‘Om universiteterne’, for blot at nævne et par.
Men som sagt består romanen også – og det er derfor, vi kan kalde den en roman – af to fiktive fortællinger. Dels Juan C’s fortælling om den unge filippinske Anya (med den guddommelige bagdel), som han møder i vaskeriet og overtaler til at blive sin sekretær. Dels Anyas fortælling om den berømte og aldrende forfatter, som høfligt begærer hende i tanken, og som har kastet sig over essaygenren, fordi han ikke mere magter at skrive romaner. Fortællingerne forløber side om side og er flettet ind mellem Juan C’s essays, på en så snedig måde at hver enkelt bogside rummer en bid fra hver af de tre tekster, diskret adskilt af stiplede linjer (se citat). Følger man normal læsepraksis, springer man derfor brat mellem romanens forskellige spor, mens man ved at lægge sig fast på et enkelt afsnit kan læse én tekst uafbrudt fra begyndelse til slut.
Selv læste jeg pligtskyldigt mere end halvdelen af bogen på sædvanlig vis, førend jeg skiftede taktik og begynde forfra med en tekst ad gangen. Med langt større fornøjelse, men også med en snert af dårlig samvittighed. For selvfølgelig er der mening med klippeteknikken. Ved at lade den personlige historie om forfatteren bryde ind i essayets tilrettelagte tankerækker minder Coetzee sin læser om, at der bag essayet står et menneske af kød og blod, der skifter underbukser og begærer, og hvis årsager til at mene dit eller dat i høj grad er betinget af hans menneskelighed.
Coetzees formeksperiment bliver dog en smule trættende i længden. Bogens dele fungerer godt. Både hver for sig og i forhold til hinanden. Men den evindelige vekslen imellem dem ender med at blive irriterende.
Heldigvis er der ingen, der bestemmer læserens måde at læse på, og når først man har fundet et fornuftigt system, er DAGBOG FRA ET DÅRLIG ÅR en bemærkelsesværdig oplevelse. Vel er bogen ikke Coetzees bedste. Men den er bestemt en nobelprisvinder værdig.
