Et mørkt og slimet opkog – Harald Voetmann ALT UNDER MÅNEN
I Harald Voetmanns nye roman-collage ALT UNDER MÅNEN møder vi tre danske adelsmænd – mere mystikere end videnskabsmænd – i deres fantastiske søgen efter guld og stjerner.
Citat
Jeg så kun Mester Brahe siddende, men mit indtryk er, at han er fed og krum på én gang, hvorved man straks ser, at han ejer de værste træk fra både adelen og de lærde. Han taler nasalt, ligefrem skingert, hvilket kan skyldes, at han i duel har mistet en del af sin næse, som nu er erstattet af en buet metalplade, der er klistret over med rosa salve. Han kørte fra tid til anden en finger gennem salveklatten, tilsyneladende for at sikre sig, at aggregatet endnu sad, som det skulle, og når han ikke lige gjorde det, var hans hånd travlt beskæftiget med at pille ved de grårøde tjavser på hans baghoved.
På den lille ø Hven i Øresund havde den danske astronom Tycho Brahe i slutningen af 1500-tallet sine to observatorier Uranienborg og Stjerneborg. Herfra førte han og hans assistenter en omfattende meteorologisk dagbog i bestræbelserne på at kortlægge den nye stjerne – Stella Nova – som Brahe i 1572 mente at have opdaget.
Harald Voetmann dykker i ALT UNDER MÅNEN ned i kredsen omkring Tycho Brahe, hvor adelsmænd, præster, assistenter og en dværg, der hedder Jeppe, lever i en sær og mørk verden mellem videnskab og mysticisme – mellem astronomi og alkymi.
ALT UNDER MÅNEN er så langt fra en traditionel roman. Historiske kilder flettes ind i teksten, og forskellige teksttyper væver sig ind og ud af hinanden. Der er ikke tale om en ‘historisk roman’ i vanlig forstand, men snarere om en fantasi, der lader en række forfattere og fortællere komme til orde i en vild collage af fortælleformer: Tycho Brahes breve til sin dødfødte tvillingebror, adelsmanden Falk Gøyes spekulative teologiske afhandling og et bizart rejsebrev om alkymisten Erik Langes seksuelle udskejelser i Bayern er bare nogle af de former vi bliver præsenteret for.
Mens Brahe, Gøye og Lange er bogens centrale skikkelser fortælles en stor del af romanen i en gennemskrivning af Tycho Brahes meteorologiske dagbøger under overskriften ‘Drabanternes år’. Her er fortælleren én (eller måske endda flere i løbet af bogen) af Tycho Brahes assistenter, der nidkært og grundigt noterer selv de mindste ændringer i vejret og blandt himmellegemerne: ‘Østenvind, ret hårdt gråendes og frost, om dagen nogen skolskin og først om natten noget klart; siden mod dag sne.’
Men midt i de meteorologiske betragtninger om regn og tåge kommer der pludseligt brutale og overrumplende sætninger fra det usædvanlige liv omkring observatorierne på Hven. Her er det Tycho Brahes følgesvend, dværgen Jeppe, der bliver beskrevet:
– I et lysglimt så jeg dværgen stå foran os i døråbningen, nøgen og med hånden om sit lem, med den uharmonisk lange overkrop bukket fremover, for at han kunne få rigtigt fat mellem benene.
Harald Voetmann skriver ligeså morsomt, som han skriver ulækkert. Og tilsammen fletter alle brevene, rejseberetningerne, dagbøgerne, notaterne og kommentarerne de mange handlingsspor sammen i et stærkt og grotesk billede af Tycho Brahe og hans nærmest mytologiske karakter.
Selvom ALT UNDER MÅNEN mest består af brudstykker, udkast og citater føles den som en usædvanligt komplet bog. Det skyldes ikke mindst Harald Voetmanns imponerende sproglige overblik og evne til morsomt og effektivt at bruge middelalderdansk og latin til at fortælle med. Med de arkaiske bøjningsformer og talemåder skaber Harald Voetmann et sprog, der på én gang er køligt, videnskabligt konstaterende og vulgært og vrængende kropsnært.
Det flyder i det hele taget med væsker. Man fornemmer af og til vinterkulden og fugten, der driver ned ad væggene; stanken af pis og lort i de usle bonderønner, og den tunge fornemmelse af at traske med dårlige sko i dybt mudder. De sære opkog river i næsen og ilden fra alkymisternes gruekedler svider i ansigt og øjne.
Harald Voetmanns lille bog er et mørkt og slimet opkog af blod og slim, af sort og gul galde. ALT UNDER MÅNEN er intet mindre end litterær alkymi.
Fantastisk! Flere væsker, og mere af det klamme og det sjove fra Voetmann. Jeg glæder mig meget til dette!