Et ord ad gangen – Louise Rosengreen ORDBEHANDLING
ORDBEHANDLING hakker politiske principprogrammer til ukendelighed og præsenterer en egen dagsorden, som er himmelråbende naiv. Indtil man får læst ordentligt efter
Digt
Under G8
Topmødet anerkender USA ikke bare problemet global
Opvarmning, men også at ikke alle kolde tyrkere
Per definition er terrorister, hvorefter
Irak ikke bare erklæres men er et demokrati og
Præsidenten af Rusland fredeligt masseproducerer madpakker
Og drømmekager til folket + både børn og voksne i Afrika
Endelig spreder enigheden
Sig, hurtigere end
Indlandsisen kan nå at smelte …engang var IT en utopi
engang var demokrati en utopi
engang var flyvemaskinen en utopi
engang var walkman med genopladelige batterier en utopi
engang var virus en mikroskopisk organisme der forårsagede smitsomme sygdomme hos mennesker og dyr
engang var en mus noget katten kom med mellem tænderne
engang var et skrivebord af træ og med fire ben
Modsat de digtsamlinger, som i en blanding af ydmyghed og arrogance slet og ret kalder sig DIGTE i den overbevisning, at de forelagte tekststykker kan og skal tale for sig selv, betoner titlen ORDBEHANDLING tilblivelsesprocessen, hvilket er rimeligt nok. Omkring halvdelen af bogen er nemlig koncepttekst opstået ved systematisk at plukke udvalgte politiske principprogrammer for de ord, der begynder med partiets opstillingsbogstav, og herefter møjsommeligt kombinere dem i nye sætninger.
Det er ikke umorsomt at læse, men forbindelseslinjerne til den oprindelige tekst er desværre næsten helt udviskede – dekontekstualiseringen til ordniveau er simpelthen for gennemgribende. En readymade kan skabes med dét bushammerslag, som splintrer teksten og får en ny og ikke intenderet struktur til at træde frem. Eller man kan hamre så vedholdende, at der kun bliver fint glasstøv tilbage.
Til alt held er digtsamlingens første afdeling mere slagkraftig. Mest vellykkede er de afsnit, hvor digterens jeg iscenesætter sig under den komisk højstemte signatur, Poeten, og klynker elegisk. Fx sådan her: ’Hvad er der blevet af stemningsfuglene? / synger Poeten på digterdialekt. / Marken er maltrakteret, mennesker mejer sig ud, / og ude i naturen sidder en solsort; blå.’
Digtene går til angreb på forholdsord og faste udtryk, hvilket på den ene side giver de rustne fraser ny bevægelighed, men på den anden side fører til en lidt onkelagtig omgang med sproget: ’Her er Dolly Parton / hun spiller banjo med lange negle, / hun synger med store bryster’. Louise Rosengreen tager denne stil alvorligt – et stort plus – og lader den klinge rent overalt i samlingen.
Temamæssigt er det noget rod. Ud over Poetens udgydelser er der parforholdsdigte, dedikerede hyldester til forbilleder, barndomserindringer, slagord (’Litteraturkontrol skaber mere poesi!’) og en solid dosis forarget hovedrystende, politiske indignerede tekster, der dog styrer skarpt uden om at være hellige, fordi de samtidig indrømmer en magtesløshed over for det hele. Et par ordpolitiske programdigte er med til at etablere en spinkel sammenhæng mellem samlingens første og anden afdeling.
De traditionelle digte afsluttes med en utopi, en drøm om verdensfred og -fordragelighed, og her kommer der kraft på. Dette yppigt urealistiske scenarium, hvor ’Irak ikke bare erklæres men er et demokrati’, og Ruslands præsident ’fredeligt masseproducerer madpakker’, er balanceret, også grafisk, af en liste med virkeliggjorte utopier: IT, demokrati, walkman med genopladelige batterier. Selv om det på overfladen skal ligne et blåøjet argument for at turde tro på en lysere fremtid, bliver dennne tolkning dygtigt sat i spil af kontrasten mellem de sejre, som er i hus, og det, vi endnu mangler. Vi har genopladelige batterier og mangler fred i verden. Og vi har et tilsyneladende stornaivt digterjeg, som alligevel er tilbageholdende med at drømme ud, selv i en utopi. Det er tankevækkende og må sobre enhver fremtidsdrukken.
Louise Rosengreen er anmelder og redaktør på LitteraturNu.
