Et palindrom plukker frugt – Hanne Højgaard Viemose HANNAH
Med friheden, kønnet og den hårde hud på fødderne som indsats forcerer den unge Hannah sine egne forventninger til livet som backpacker på en ikke altid lige salvelsesfuld odyssé gennem den australske outback. Hanne Højgaard Viemose debuterer med stil.
Citat
Jeg skrev breve om aftenen i campingvognen, om Kevin, bananerne, taipanen og Freddy, fordi jeg var så langt væk og var begyndt at tænke mere over mit liv. Jeg så den, jeg skrev til for mig, forestillede mig, at vi førte en samtale og forsøgte at ramme tonen, som den havde været. Men uanset hvem jeg tænkte på, kunne jeg ikke finde tonen, der sneg sig hele tiden forstyrrende elementer ind, sproglige udtryk som: U know what’m sayin’ ’ay, awesome, beuatiful, bloody ’ay.
Fucking fucking fucking. Fucking fuckers, fucking wankers. Bloody ‘ay.
Hanne Højgaard Viemose kan noget med sin fortællerkraft. I en lige-ud-ad-landevejen fortælling om et ungt menneske på eventyr (på flugt hjemmefra, for at finde sig selv, fortsæt selv) fremskriver hun et farverigt og nærgående portræt af unge mennesker som sådan. Tankerne om identitet og seksualitet, drømmene om det store eventyr og den ægte kærlighed og den fortsatte kapning af båndene til Mor og Far er almenmenneskelige og universelle vilkår, som enhver, der har været 19 år, vil kunne genkende.
19-årige Anne er færdig med gymnasiet og vil bare VÆK fra Frederikshavn. Som barn kaldte hun sig Hans, og nu føler hun sig fanget i den pigekrop, der er vokset frem på hende. Hun føler sig heller ikke til rette i hverken familien, omgivelserne eller det sociale spil. Efter et stop som serveringstrunte i Alperne rejser hun til Australien, hvor hun under navnet Hannah møder backpackere fra hele verden. Dagene går med arbejde på bl.a. en bananfarm, hvor Hannah lærer sig selv (og læseren) alt om at binde planter op, skære blade af, sortere klaser og kende forskel på slanger på jorden (de farlige) og slanger i træerne (de ufarlige). Backpackerne er et lige så ugleset folkefærd som abo’erne i de riges Australien, og de hutler sig igennem dagene med hårdt arbejde, hån og tilfældige knald.
Undervejs bliver Hannah klogere på sig selv, men også forvirret, fordi både unge damer og unge mænd gør personlig entre i hendes liv. Hun diskuterer, hvad frihed er, når hun ikke fandt den som backpacker. De forventninger, hun havde til det frie liv, blev ikke indfriet, og livet er overhovedet ikke frit.
Viemose skriver i spredt kronologi med nedslag i enkeltepisoder. Det gør fortællingen levende og holder læseren vågen. Den direkte tale er aussieslang eller irerslang eller hvem der nu taler, og det giver romanen en sproglig præcision og forankring. Man er med på et fedtet hostel og i bananplantagen og kan næsten mærke det uundgåelige mangoudslæt, man får efter et par uger som mangoplukker. De amatørfotos, der optræder bag i bogen, samt sammenfaldet med Viemoses egen historie tyder på, at en del af oplevelserne er selvoplevede.
HANNAH er sprængfarlig og vedkommende, og med sin sproglige overbevisning tegner bekendtskabet med Hanne Højgaard Viemoses forfatterskab til at blive en fornøjelse. En 2’er er annonceret, og den er imødeset.
