Et passende redskab til gravning i mulden – Seamus Heaney DISTRICT AND CIRCLE
Seamus Heaney er irer, nobelpristager og digter. Men først og fremmest er han en ældre herre, hvis særlige evne består i at vride de sarte små, uhåndtérlige tingester, vi kalder bogstaver, indtil blækket igen er vådt og levende.
Digt
Til Pablo Neruda i Tamlaghtduff
Niall Fitzduff kom med et glas
vildæblegele
lavet af frugt fra det træ
der voksede ved Duff’s Corner –
stadig vokser ved Duff’s Corner –
et træ jeg ikke en eneste gang
har set med vildæbler på.Knarvornt, ublomstret,
himmeldusk og visk, mere
kvist-flet end frugt-kraft,
så vildgroet
som noget kunne være –
sådan var træet
jeg huskede.Men så –
o min Pablo af det jordiske liv –
da jeg smagte på det
var det vårflom og lyskrans.
Mine øjne stod på stilke,
jeg var tilbage på en gammel
hjulfuret markvej, på rundtur
i hjemegnen, gennem dens
brysthøje fingerbøl, dens lugte
af vild kørvel og nælder, hele
højsommerens ulmen
under vores eget højrejste træ
i Tamlaghtduff,
dets vildæbleskat og – ja,
i mindets bagkloge renhed – corona
af guld.For nu,
o min drøjt sanddru Neruda,
rundkindet som korsvejens drønnerter.
med dine øjne
ser jeg det, nu nedsmeltes
smagsløg og tårekanal,
og jeg smører geleen tykt på
som om der ikke var en dag i morgen.
I den nyeste samling fra digterens hånd, fortolker Seamus Heaney et sted et irsk digt fra det 18. århundrede. Digtet er af Eoghan Rua Ó Súilleabháin, der skrev til smeden Séamus MacGearailt. Digtets første strofe lyder:
Séamus, lav mig et våben at bruge mod jorden,
et passende redskab til grøftning og gravning i mulden.
let og bekvemt at stå lænet til, skære og løfte med,
velformet, blankpudset, liggende godt i hånden.
Instruksen til sin navnebror tager Heaney til sig i DISTRICT AND CIRCLE, og det redskab, som Heaney gør brug af mod jordens død og forgængelighed, er afgjort passende: sproget, der kan fange erindringerne, der enten næsten er vasket bort eller inde i hovedet på et menneske, der ikke længere er ungt, og det skrevne ord, hvis virtuositet sikrer, at det vil overleve ham selv.
DISTRICT AND CIRCLE er to linjer i Londons undergrundsbane, der giver navn til et imponerende og langt digt om en rejse i metroen, en rejse under jorden ’glimtbelyst’. Men det er også et enkelt billede på hele bogens ærinde; nemlig at vise nogle af de områder, hvor et helt liv udspiller sig. Selv dybt under jorden ser digteren stadig ’sin fars glaserede ansigt i mit eget falmede’. Det han er rundet af, er, og skal blive til, synes aldrig helt at forsvinde ud af synsvinkel.
Barndommens landskab fylder en del, bl.a. i digtet ’Anahorish 1944’, der kombinerer Heaneys irske fødeegn med ankomsten af de amerikanske soldater, der står foran deres langgang i Normandiet. Børnene, der tager glædeligt imod soldaternes tyggegummi, imens de voksne slagter svin, forstår næppe den skæbne, som soldaterne står over for. Barndommen er uigennemskuelig og mystisk hos Heaney, og derfor er den ikke egentlig trist, selvom den kan være brutal.
Digtsamlingen udkom på engelsk i 2006, fyrre år efter Heaneys debut, og mange af de vante temaer tages op på ny, såsom kærligheden til de grove praktiske redskaber, det nære, døden og selv Tollundmanden, der fik et digt i 1972, genopstår i bogstavelig forstand nu. Storheden i hans digte er måske, at han aldrig bliver rigtig sentimental eller ensidigt dyster, selvom verden aldrig portrætteres som den rene idyl, men at han samtidig skriver en grundlæggende livsglæde frem, som det ses i ’Til Pablo Neruda i Tamlaghtduff’, og tilmed besidder en erotisk sans, sort humør og stor idérigdom f.eks. i det overrumplende digt ’Bregneskud’.
Der er så meget jord, græs, mudder og så mange grøfter i DISTRICT AND CIRCLE. Men de folk, der vader rundt i det, får Heaney virkelig til at leve. Som han allerede beskrev i et af sine første digte, ’Digging’, graver han med sin pen. De furer han ridser, skal man unde sig selv at følge.
