Et polaroid perspektiv – Frank Sebastian Hansen HOW SOON IS NOW?
Frank Sebastian Hansen har pakket rejsetasken og fundet polaroidkameraet frem for at levere (endnu) et blik på hverdagens upåagtede perler.
Man kommer rundt omkring med bogen HOW SOON IS NOW? I løbet af de 48 polaroider springes der rask væk fra Mexico til Marokko, England, Tyskland, Belgien og Danmark – for bare at nævne nogle af stederne. Rejsen kunne være et naturligt tema i bogen, men bliver det aldrig helt, da polaroidens transformerende optik på forunderlig vis udvisker forskellene mellem Jægerspris, Marrakesh og Madrid. Egentlig er det ikke stedernes forskellighed, der undersøges, men derimod mediets afdækning af dem.
Et gennemgående karakteristika ved bogen er den særlige interesse for motiver, der besidder et kitschet, men chikt halvfjerdserlook. Polaroider er nærmest per automatik grimme på den lækre måde og i kraft af deres enkelthed samt autenticitet et naturligt medie for fotografer, der vil nærme sig den rå virkelighed. Således vil HOW SOON IS NOW også gerne vise det upåagtede i verdenen, og der er da også nogle virkelig gode billeder i blandt. Pludselig kan tallerkner med frugtgrød fra Gdansk og brune læderstole fra San Jose fremtræde som uudgrundelige og fremmedartede objekter.
Frank Sebastian Hansen bruger i den henseende mediets tekniske begrænsninger optimalt og har et virkelig godt øje for skæve motiver. Samtidig indeholder bogen dog også indkøbsvogne i København, der smukt illustrerer, at det upåagtede nogle gange er upåagtet med god grund. Sjovt nok er det, når man glemmer alt om den rå virkelighed, at billederne egentlig lever bedst. Det er indenfor det æstetiske og stiliserede bogen kommer til sin ret. Ikke mindst i fotografens balancering af farver i forhold til sekvenseringen, der virker nøje afstemt og som skaber et lækkert og naturligt flow.
Men selvom bogen er hip og ser godt ud, er det ikke helt nok. Godt halvvejs inde i den sidder man med en stærk fornemmelse af deja-vu. Og det skyldes ikke nødvendigvis det lidt monotone motivvalg, men simpelthen at der også er grænser for, hvad man kan udrette med polaroider. Klangbunden i mediet er simpelthen ikke særlig bred og 48 billeder er for meget. I længden bliver det kedeligt med de mange kitschede motiver og det påtagede tilfældige blik. Der måtte gerne være lidt mere personlighed på spil og lidt mindre stil.
For resten er titlen ikke særligt dækkende. Den er måske nok sjov og ´smart, henvisende til en ægte The Smiths-klassiker, men tematisk er der ikke nogen tydelig sammenhæng til hverken bogen eller nogen undersøgelse af tiden. I sidste ende en intetsigende titel, der måske er karakteristik for bogen, hvor der kappes en hæl og klippes en tå til fordel for stil og overflade.
