Et punkrock-lesbisk ludermanifest – HONEY MINE af Camille Roy


Kender du det, når man får en bog stukket i hånden og ikke er helt forberedt på indholdet? Som når din kammerat vil vise dig deres nye yndlingssang og det viser sig at være en seks minutter lang afart af post-noise neo-avantgarde, hvor du knapt ved, hvordan du overhovedet skal begynde at genkende det som musik? Sådan er det lidt at læse HONEY MINE, San Francisco-forfatter Camille Roy’s komplet oversete queermanifest, bortset fra, at bogen er 300 sider lang og under ingen omstændigheder overstået på seks minutter.

Det skal på ingen måde betyde, at bogen er dårlig. Det er den ved gud ikke. Men det er én af den slags bøger, hvor en anmelder som undertegnede hurtigt må erkende sig mere eller mindre intellektuelt overvundet, og derefter blot flyde med strømmen.

I sit format minder HONEY MINE mig både anakronistisk og genreforvrængende om germanisten Claudio Magris’ hovedværk Donau. Egentlig ikke på grund af indholdet, men på grund af en beskrivelse, der er at finde på bagsiden af min udgave af Donau, der lyder noget henad: ’’Not quite a novel, not quite a collection of essays, and not quite a travelogue. Something entirely its own.’’ Dét er, hvad HONEY MINE er. Under ingen omstændigheder en novellesamling, om end den har noveller. Heller ikke en digtsamling eller et stykke essayistik, på trods af, at den har rigeligt af begge dele. En slags litterær greatest hits, kunne man fristes til at sige, hvis man ikke havde læst den; for der er ikke nogen tilfældighed i teksternes rækkefølge eller udvalg. Det kræver bare sin læser at kæde sammen, hvorfor de alle synes at tale så tydeligt med hinanden.

HONEY MINE er i høj grad et stykke fragmentær erindringslitteratur, indenfor den særligt San Franciscanske bølge af New Narrative-forfattere, der lod fanden om stringent kronologi, grammatik og gammeldags sproglig forudsigelighed. Alle dens noveller, essays og digte synes, i én eller anden afskygning, at fortælle historien om vækkelsen af forfatterens seksualitet, og hendes ungdoms dyk ned i diverse queer, antiestablishment og politiske subkulturer. Men dét er heller ikke dækkende. For alle fortællingerne er også historien om hendes første knald, på trods af at det aldrig er med den samme. Én gang er det med en bekendt på universitetet midt under et improviseret syretrip. Én gang er det med en kollega på det bordel, hvor hun arbejder som receptionist. Én gang er det som teenager på sommerbesøg på en kunstnerkoloni i en spøgelsesby i Nevada. Én gang med en ældre journalist og hendes mand. Roy lægger ikke skjul på, at hun lader hånt om sandheden. Hendes sandhed er et halvt formet minde, en kræftsvulst af muteret erindring, fantasi og sensualitet. En kvalitet, hun (måske apokryfisk) får af sin mor, Pearl:

’’Pearl was older – probably around seven – but didn’t remember anything before the age of sixteen. Pearl’s lack of memory was terrifically odd, itself a thing of great plasticity. It was as though out of pure will she’d substituted imagination for memory.’’

Roy selv reflekterer også gang på gang over, hvordan hendes egen erindring, direkte afhængig af hendes litterære metode, er et værktøj fremfor et faktum, en måde at afvise virkeligheden og gøre det levede levende nærmere end blot at beskrive det:

’’I take the facts and expand along lines of thrill, aiming for unreliability, its quivering heart.’’

Sådan bliver ikke bare hendes seksualitet og kønsforståelse en revolutionær handling, men også hendes historiefortælling. Erindring og sprog underlægges hendes egen sensualitet, på en måde hvor det menneskelige overgår – transsubstantierer – behovet for antimenneskelig struktur. Selv i bogens mere tilgængelige og prosaiske passager knækker sproget, bøjer sig for seksualiteten og sensualiteten, som pludseligt indskudte sætninger fuldkommen uden sammenhæng til det foregående trænger gennem den prosaiske overflade, eller beskrivelser går fra dagligdags til transcendente:

’’The covert fantasies which motivate the need to believe – these are the muscular terms in a language of transformation. That’s the burn. It’s the first spot in this essay where class explicitly slips in (look quickly or you’ll miss it). Fuck everything else. […] This is not hypocrisy, because consistency is not my point. I’m a seamstress of blur, performing nips and tucks on the empty center. But I need to know where it is. Is that just personal taste, like clean underwear?’’

Dette kan opretholdes I nogen tid, men selv med denne tilkæmpede frihed må sproget nedbrydes yderligere for at fange essensen, om det er i race- og klassepolitik i 50’ernes Chicago eller et fandens godt knald. Bogen henfalder i disse passager til lange, poetiske, sprogligt uigennemskuelige ansamlinger:

’’Erotic error kissing my impeccable cunt // Order in time (or the ‘linearity’ of narrative) doesn’t necessitate a patriarchal ordering of consciousness. I prefer an implication/integration of loss: what happened in the beginning (or middle or end) won’t return. // Forget repair, even if minimal.’’

Og til sidst hele vejen til egentlige digte:

’’An ideal sniffs my rust.      An idea surfs crust. // My mistress cuts & tucks one silicone 38D into my chest and then another, while I’m bound to our massive brass bed. Her kinky breath is soft as suede. // When I cry she tells me, // The best titties are raised on the farm. // When I scream she says, // Pain shreds & relaxes. You’ll stumble over the real thing. // Think of scrub brushes and the perfect ending. // My mistress is cruel. She’s bright as breath. She whispers to me as she cuts, // I’m a fan of the flesh – tits, stuffing, sweetmeats. I suck the juice from the roast, I’m a pig with a straw.’’

Det er afvisningen af narrativ og konsistens, der kendetegner både Roy og den New Narrative-tradition, hun skriver sig ind i, i skærende kontrast til den ellers ofte kedeligt ligefremme amerikanske populærlitteratur. Afvisning af erindring, af kønsnormer, af mainstream-kultur, af gængs seksualitet, af litteratur. Alle disse hegemoniske instrumenter må lide døden i mødet med menneskets plasticitet. Jeg kan ikke beskrive det bedre, for jeg er ikke arrogant nok til at tro, at jeg virkelig er i stand til at forstå HONEY MINE i dens helhed eller specificitet. Dog forstår jeg, på dens sidste sider, noget enormt specifikt og menneskeligt, der tydeliggør resten af bogens kontekst.

Jeg havde i nogen grad forstået bogen som en nu ældre forfatters forsøg på at sammenkæde en række ældre tekster til et værk, der kunne gribe om hendes ungdom. Men da Roy i efterskriftet afslører bogens egentlig anledning, giver dens eksistens klarere mening; den er skrevet som resultat af hendes livspartner, Angie’s, død, efter 37 års samliv. Angie nævnes ikke med et ord inden efterskriftet. Men sammenstillet med de foregående 300 sider, bliver det vilde og viltre punkrock-lesbiske ludermanifest pludseligt til noget andet – en nekrolog over en ungdom, der nu er uigenkaldeligt tabt. En ungdom, hvor seksualitet var lig med undergrunden, og hvor Roy og Angie voksede op som sproglige produkter af det obskure, som siden skulle blive kendt. Hen mod bogens slutning reflekterer Roy da også over, hvordan man som lesbisk kønsrevolutionær skal finde sig hjemme i en verden, hvor queer seksualitet og køn ikke længere er en hemmelighed. Hvad skal man gøre med alt det sprog, der bliver til overs? I HONEY MINE synes hun at have forsøgt at finde et svar, og af det er der kommet et værk, der anleder til virkelig refleksion; dette er hvad queer-litteraturen kan, når den står stærkest. Det er ikke Camille Roy, der skal leve op til en ny alder af queerhed og litteratur. Det er os, der skal leve op til hende.

Skriv kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *