Et røvmytologisk portræt – Nils Thorsen GENIET – LARS VON TRIERS LIV, FILM OG FOBIER
At forfølge Lars Von Trier og få ham til at svare på interviewspørgsmål i over et år lyder som et livsfarligt projekt. Det lykkes ikke desto mindre for Nils Thorsen – endda med mere end livet i behold!
Citat
Instruktøren sidder alene ved et bord i messen, med morgenhår og et krus kaffe, og slår mave oven på frokosten, da jeg træder ind i spetaklet af stemmer, bestik og stoleskrammel, der runger i den højloftede sal. ’Det er virkelig godt, du kommer’, siger han. ’For når jeg drikker, skider jeg fint, men når jeg holder op, får jeg forstoppelse. Og når du kommer, virker du som sådan et omvandrende laksativ’.
’Et afføringsmiddel?’
’Ja, det er fantastisk godt’, siger han og sætter yderligere fart på teskeen rundt i kruset.
’Hvis du skal have renset ud, kan du bare ringe’
’Ja, jeg kan mærke, at…lige om lidt’, sukker han velbehageligt.
Han rejser sig, bestiller en kop kaffe til mig, og så er han klar. Ikke til det, jeg er kommet for, ganske vist. Og det næste jeg ser af ham, er hans ryg, da han i opskruet tempo og med stumpende bukser, der er trukket langt op, bevæger sig, sådan lidt Chaplin-agtigt, i retningen af toilettet med små, pludselige ryk opefter i benene.
’Der kommer en kop kaffe!’, råber han over skulderen.
Det er med en vis skepsis, man som læser går til et værk, der tilstræber at bringe et samlet og ’nogenlunde’ sandt billede af fænomenet Lars Von Trier. Han er jo intet mindre end verdens bedste filminstruktør, hvis man spørger ham selv, en beundret og berygtet billedmager ude i verden og en professionel neurotiker, der forstår at sno sig i medieverdenens mosehul herhjemme.
Thorsens tilnærmelser til fænomenet Trier bliver da også først lettere forkrampede. Han møder op til interviewene med diktafon og skriveblok og har en fast agenda for hvilke emner, der skal diskuteres. Lars Von Trier taler udenom, ned og forbi med en drilsk vellyst:
– ’Det var da helvedes, som du spørger,’, siger han ret tidligt i forløbet. ’Og nu skal jeg pisse. Se nu her!’. Han træder hen til mig og rækker mig en lille cylinder af en slags med tuscher i mange farver. ’Du får lov at låne nogle farver. Så kan du sidde og tegne imens’.
Indførelsen i den trierske labyrint via hans barndom, skoleår, relation til forældrene ect. er nødvendige i det strengt journalistiske billede, Thorsen gerne vil male af instruktøren. Men som ovenstående citat viser, bliver det i sidste ende Triers farvepallet, der optegner de store linjer.
Da Thorsen, omkring 100 sider inde i værket, bemærker, at nu er han for alvor selv begyndt at glæde sig til interviewene, har man det på samme måde som læser. Nu synes vi at være på vej mod det virkelig interessante; der hvor strukturen brydes op, og hvor Triers sprog og person for alvor får lov at skinne igennem. Der hvor hele billedet af verdensinstruktøren bliver intet mindre end ’røvmytologisk’ – for at benytte et af Triers egne yndlingsudtryk.
Det er overmåde underholdende at få gengivet Lars Von Trier i direkte form. Hans sprog er høvisk, velartikuleret, totalt fladt og banalt på én og samme tid. Selvom Thorsen lukkes mere og mere ind i filmmesterens univers, og med tiden giver slip på sin hårde, stringente fremgangsmåde, forbliver hans underlegne rolle i forhold til Trier dog lidt pinlig. Mere positivt er det, at Thorsen undervejs har sine egne refleksioner og forslag til en forståelse af gåden Von Trier.
GENIET – LARS VON TRIERS LIV, FILM OG FOBIERs allerstørste styrke er Thorsens personlige oplevelse af instruktøren, men også dér, hvor vi får et smugkig ind i Triers filmiske fremtidsplaner med MELANCHOLIA serveres noget kræs. Ligesom i det nærmeste instruktøren nogensinde er kommet en kunstdefinition: ’Jeg tror, at kunst er at tage folk ved hånden inde i det fokuserede felt og føre dem ud i det ufokuserede’.
Ved endt læsning af GENIET – LARS VON TRIERS LIV, FILM OG FOBIER er det akademiske og populærkulturelle billede vi havde af Trier udvidet. Mange facetter er tegnet op: geniet Lars Von Trier, der har inspireret det kulturelle landskab med nye principper og værdier, det ’iskolde nervebundt’, der altid er lige dele sårbarhed og sarkasme, den venlige familiefar og manden, der ikke kunne vinde det spil, de andre havde sat reglerne for, så han opfandt sit eget. Det er nok så langt vi kommer ind i den trierske labyrint i denne omgang – men det er sgu godt gået og holdt ud af Thorsen.
