Af | 6. februar 2012

Et sært menneskeligt kødspor efter bussen – Harald Voetmann KØDET LETTER

KØDET LETTER er virkelig en forfærdelig roman, og med det mener jeg ikke dårlig, men bare ’forfærdelig’ eller ’forfærdende’. Hænder der griber forgæves ud i mørket – sådan kan jeg bedst beskrive det.

Citat

Kühleborn er ikke grim, han er heller ikke smuk. Det måske mest besynderlige ved ham er, at han på ingen måde ligner én, der er skabt til at lide, selvom det netop er det, han gør bedst. (…)
Lidelsen og skammen over egen eksistens står ikke at læse i Kühleborns ansigt. Havde den gjort det, ville han måske have været grim nok til at vække sympati hos sine omgivelser, men selv dette er blevet ham nægtet.
Grimhed er aldrig skamløs, det er skønheden, der er uden skam. Kühleborn udstråler skønhedens skamløshed uden skønheden selv.

På sin 55-års fødselsdag modtager Kühleborn en pakke fra kollegaerne på talgsmelteriet. I pakken ligger en ’dødsfrakke’. Kühleborn gyser, for han kender frakketypen fra bussen, hvor medpassagerernes lignende frakker har det med at hægte sig fast i svingdørene, når de træder ud, og dermed slæbe vedhænget med sig langs fortovskanten. Når dørene igen slipper frakken, er det eneste, der er tilbage af passagerne de opslidte kraniumsrester samt blodet og hjernemassen, der ligger efter bussen som et sneglespor.

Man kan sige, at fortællingen om Kühleborn er en surrealistisk fortælling. Men selv den grummeste surrealisme – fx de værste scener i William Burroughs’ NAKED LUNCH, hvor drengebørn sodomiseres, hvor fortælleren stikker ild til et menneskebjerg af nøgne, skaldede junkier – indeholder spor af en æstetisering; af skønhedsglimt i beskrivelsen eller i sproget. I KØDET LETTER er der dog ingen skønhed – højest en ironisk rynken på næsen. Bogen er sjov, men samtidig er den alligevel ikke sjov, for humoren er sortkomisk, og intetheden smiler som et dødningehoved. Fortællingen virker på mig som et isoleret meningsløst rum, hvor det menneskelige (forstået som det handlende, det sociale, det meningsfulde) er forduftet – hvor kødet er lettet.

Det er forfatteren selvfølgelig bevidst om. Det er den stil, han har valgt, det portræt af verden, han ønsker at udstille. Jeg blev næsten vred i begyndelsen. For hvorfor al denne håbløse grimhed? I grunden er det imponerende, at en roman kan skabe en sådan harme – forfatteren er helt klart et stort prosatalent. Men hvorfor spendere talentet på dette grimme?

Cirka halvvejs viser sig en sprække i elendigheden. Fortællingen om Kühleborns grå tilværelse på talgsmelteriet er nemlig skrevet af en depressiv ved navn ’Harald Voetmann’, der ifølge terapeuten Ove på denne måde forsøger ’at sygeliggøre sig selv’. Kühleborns elendighed bliver derigennem sat i en form for ramme og glas. ’Harald Voetmanns’ dennesidige rum skaber en kontrast til Kühleborns transcendent meningsløse rum. Med rammens introduktion genintroduceres det mellemmenneskelige som romanens egentlige genstandsfelt i form af en slags empatisk forbindelse mellem læser og fortæller. Sådan føltes det i hvert fald for mig – jeg følte empati for fortælleren. Hvilken forfærdelig verden, der havde drevet et menneske derud, tænkte jeg. Jeg fik det godt igen, følte at denne ’Harald Voetmann’ stod til at redde, hvis han blev udsat for den rette mængde kærlighed og tilgivelse.

Men så igen: åh, denne elendighed! Mod slutningen viser surrealismen sig at overskride Kühleborn-fortællingen og rækker ind i ’Harald Voetmanns’ verden. Også her trækkes mennesker åbenbart af sted efter busser i dødsfrakker. Og så er vi tilbage til udgangspunktet. Det menneskelige fortager sig – det er ikke længere en depressionsfortælling, men et isoleret meningsløst rum. Det er forfærdeligt! Det stikker mig i hjertet med små rytmiske stik. I grunden imponerende, med sådanne fysiske reaktioner på bøger.

Nyeste anmeldelser i kategorierne Roman, Tag og læs! 2013, Tema 1,

Læs også