Et sprog for rædslen: interview med Rasmus Daugbjerg
I en skov på en ø i en sø gik Rasmus Daugbjerg ofte ture, da han var elev på forfatterskolen Biskops-Arnö i det nordøstlige Sverige. Ung og langt væk hjemmefra følte han sig beskuet af mægtige træer i de mørke nattetimer. I skovens dyb fornemmede han en bevidsthed udover sin egen:
”Skoven er ikke bare et romantisk sted. Skoven er også en mund, der kan sluge dig. Skoven har også øjne, der kan kigge på dig. Skoven er også en kraft, der kan give dig næseblod, når du går i den,” siger Rasmus Daugbjerg.
Billederne, han maler af skoven, er ikke grebet ud af den blå luft. Det er referencer til hans debutroman, Rygtet, der udkom tidligere i år. En roman om en landsby, der forsøger at udstøde en fremmed tilflytter, samtidig med at de ignorerer den tiltagende trussel fra skoven og Urhullet, der opsluger alt jordisk.
Rygtet, der er første udgivelse i Forlaget Møllegades Boghandels debutantserie Æra, er en roman, der forsøger at finde et sprog for rædslen. Rædslen som en kraft, der er ligeså hellig, som den er skrækkelig, lige dele vis og frygtindgydende. Men også som en indre stemme, der lader dig vide, når noget er galt.
”Bogen forsøger helt klart at tale fra rædslens sted, fra rædslens mund. Indbyggerne i landsbyen hader den fremmede, men de er også rædselsslagne for ham. De er rædselsslagne for skoven, selvom de ikke vil indrømme det – rædslen findes over det hele. På den måde er Rygtet jo en bog, der prøver at forholde sig til, hvordan rædslens sprog kan se ud,” siger Rasmus Daugbjerg.
Rygtet er skrevet i du-form. Landsbyen taler i fælles tunge til den fremmede; et ukendt ’du’, som fra første side i bogen får en nådesløs behandling af det fjendtlige, sammensatte ’vi’:
Rygtet siger, at du har begravet dit barn et sted i skoven og ikke kan huske hvor. Nu hyler du og håber, at barnet hyler tilbage et sted i skoven. Ira siger, at du hyler for at få vores medlidenhed. Tror du, at dine trængsler kan få os til at sørge? Man kunne dække hele skovbunden med vores problemer.
Vi befinder os et udefinerbart sted, men karakterernes navne indikerer et nordisk miljø. Oprindeligt var handlingen sat i Ukraine, men det var egentlig blot fordi, at de første noter blev skrevet, da han boede to måneder i Kiev. Det måtte placeres tættere på ham selv og de skandinaviske rammer. Daugbjerg selv er fra Lemvig, og barndomsbyens mekanismer, som sladderens dominerende stemme, går igen i den landsby, han har skabt i Rygtet.
”Mange mennesker ender som andres fortællinger om dem. Fortællinger, de ikke selv har nogen indflydelse på,” siger Rasmus Daugbjerg.
Bogen er dog ikke skrevet fra et traumatisk sted, understreger forfatteren. Landsbyen i Rygtet er ikke baseret på Lemvig. Barndomsbyen har nærmere været en bevidst såvel som ubevidst inspirationskilde. Daugbjerg har oplevet landsbydynamikker i sin hjemstavn, og det handlede om at skrive ud fra noget bekendt.
”Jeg oplevede, at jo tættere jeg lagde fortællingen på mig selv, desto friere blev det også, for så kunne jeg nemmere skabe associationer fra min egen nordiske mytologi,” siger han.
Den nordiske mytologi aner man som læser særligt i karakterernes navne; Troggel, Sølver, Unnr og Aron, for blot at nævne få af de mange stemmer i romanen, der skaber rygter om den fremmede. Karakterne har ikke nogen særlige ydre beskrivelser. De sladrende stemmer bliver dermed nærmest kropsløse. En lydlig fornemmelse.
”Uhyggen er for mig netop, at de primært er munde, der taler,” siger Rasmus Daugbjerg.
Og de her munde har skabt Rygtet. Præsten, som savner en kirkeklokke. Svalte, som efter egen mening har prøvet at dø flere gange. Jana, som nærmer sig den fremmede. Kalke, som græd så hårdt, at hans øjne gik i stykker.
Og Tvillingen, som fødes i skoven og dermed har et andet syn på den end resten af landsbyen. Et syn på skoven som noget lige dele smukt og skrækindjagende.
Det var landsbyens sladder, der var Daugbjergs primære inspiration til bogen. Først i redigeringsarbejdet opdagede han et andet vigtigt tema i bogen, nemlig at finde et sprog for rædslen. Det ligger ham nemlig på sinde – ikke kun i bogen, også i hverdagen – at det rædselsfulde ikke bliver et tabu, der først italesættes, når korthuset vælter.
”Den dominerende samtale om rædsel foregår i psykiatrien. I populærkulturen ser jeg den primært i krimier, der dyrker skrækkelige patriarkalske voldsfantasier, og det får mig da til at tænke: kan vi virkelig ikke snakke om rædsel på andre måder?”
Der er stille et øjeblik. Det retoriske spørgsmål kommer fra et lige dele passioneret og indigneret sted i forfatteren.
”Der er enormt mange mennesker, som lider af angst – mig selv inklusiv – og vi mangler et sprog til at tale om rædslen. Vi taler først om rædslen, når folk får angstanfald og søger ind i psykiatrien. På den måde bliver vores vurdering af angst patologisk, og det kan være fint for nogen, men jeg tror også, at det er en begrænset måde at forholde sig til angsten på. Et bedre sprog til at forholde sig til rædslen løbende ville nok give mulighed for at tale om angsten, før det udvikler sig til egentlige anfald og diagnoser,” siger han og holder en kort pause.
”Det er vigtigt, at der findes en samtale om frygten. Og at det uhyggelige har en plads, som noget vi opsøger.”
I Daugbjergs roman negligerer landsbyen det uhyggelige. De lytter ikke til Tvillingen, fortællingens eneste karakter med sans for naturens væsen, når hun advarer dem om skoven. Når hun siger, at skoven tåler den, som frygter den.
”Det er en ret afgørende måde at forstå skoven på. At i frygten ligger der netop det hellige, der ligger ydmygheden, og jeg tror, at hvis man har den, så tåler skoven dig,” siger Rasmus Daugbjerg.
Landsbyen i hans fortælling er ikke ydmyg. I stedet kompenserer landsbyen ved at tale i kategoriske, absolutte sætninger, og her er der spor af det mytologiske og eventyrlige. Rasmus Daugbjerg har hentet inspiration fra folkeeventyrstraditionen, som han finder frigørende for sproget. Intet er psykologisk, det overnaturlige er naturligt.
”Landsbyen kan sige, at Tvillingen er dum, fordi hun står i ledtog med Djævlen, fordi hun taler med skoven. All right, så er det ude. Der er noget vidunderligt ved det, samtidig med at det er enormt faretruende.”
Daubjerg forklarer, at det grundlæggende ved konflikten i bogen mellem mennesket og naturen er, at menneskene ikke gider høre om det, der kommer fra skoven.
”De er bange for det og uinteresserede. Og skoven vil noget i bogen. Den vil endda noget faretruende, straffe dem. Dens straf er værd at lytte til. Og det er da en frustration, jeg selv oplever. For eksempel når dem med magt ikke gider lytte til klimaforskere og handle på de klimarapporter, der kommer,” siger han så.
Klimaforandringer fylder i Daubjergs bevidsthed, og det bærer Rygtet naturligt præg af. Bogen handler om en majoritet, der i fælles kor fremmedgør tilflytteren, minoriteten, men den fremmede er ikke fortællingens eneste minoritet. Kendetegnende for minoriteter er nemlig, at de, modsat majoriteten, blot har ører, ingen stemme. Hvilket også gør sig gældende for skoven. For klimaet.
”Jeg har i hvert fald tænkt over, at man ikke lytter til klimaets egen historie. Klimaforskere er de tætteste, der kommer på at kunne fortælle klimaets egen historie, men i stedet er det politikere og erhvervsledere, der styrer fortællingen og siger, at alt nok skal gå – at vi bare skal stole på teknologien. Men jo mere rovdrift man driver på naturen, desto flere naturkatastrofer kommer der, som truer menneskets overlevelse,” siger Daugbjerg og vender tilbage til det overnaturlige:
”Det er jo trolddomslogik. Ideen om øjnene i skoven, der holder øje med, hvordan du lever dit liv.”
Rasmus Daugbjergs debutroman var tre år undervejs. Tre år, hvor landsbyens karakterer vadede ind i hans hoved med anekdoter. Om og om igen, altid med en skummel agenda.
”Med den her bog var det som om, at jeg havde åbnet så mange munde, som plaprede og fortalte anekdoter, der var afstikkere fra det, jeg var i gang med at skrive. Men jeg blev jo også nødt til at lytte til dem, for en gang imellem tænkte jeg Gud, det er jo spændende, det er jeg nødt til at forfølge,” siger Daugbjerg og tilføjer, at bogen på den måde minder meget om skriveprocessen.
Ingen havde rent mel i posen, men alle var samtidig med til at skabe romanen og dens titel. Hver gang han gik i stå med én person, skiftede han bare over til en anden, som havde noget på hjerte.
”Det har været en proces, hvor teksten ekspanderede enormt meget og bagefter skulle strammes op. Der skulle skæres utroligt meget tekst fra, og det føltes lidt som at skure en bro med en tandbørste. Men det kunne jeg godt lide – der var fart og acceleration i billeddannelsen,” siger han.
Billeder satte gang i rammerne om fortællingen, og det kunne starte med en drøm om en spand med vand, han kigger ned i.
”Så vågnede jeg og skrev: ”Og øjet kigger ned i en spand” – eller sådan noget. Det blev senere til “Brønden er et øje, der græder under jorden”. Så havde jeg det som et billede, jeg kunne vende tilbage til og skyde tråde ud fra,” siger han. Og eksemplificerer:
”Den sætning indeholder for mig, at brønden er et hul, der indeholder et traume. Og hvad kunne det være for et traume? Det er så, at den fremmede har kastet sit barn i en brønd.”
Og sådan opstår rygtet om, at den fremmede – du’et – har smidt sit barn i en brønd. En handling, der ender med at være et centralt og tilbagevendende tema i romanen, men aldrig var tænkt som en motor.
Herfra hjælper mundene forfatteren med at trække trådene, der skaber romanen.
”Senere kan jeg skrive: “Fluehovedet så dig drikke vand fra brønden. Du krøb væk og holdt dig for maven”. Så kan jeg jo godt se, at der er en forbindelse. At hvis du’et har kastet sit barn ned i en brønd og senere smager på vandet, så er det måske, fordi du’et smager sig frem efter, om det er den rigtige brønd,” siger han.
Det virker uundgåeligt at spørge forfatteren, om han har været i stand til at sige farvel til de stemmer, der fodrede ham.
Rasmus Daugbjerg griner højt.
”Ja, jeg kunne godt sige farvel til dem. For jeg blev også træt af dem, de var sgu altid ude på noget,” siger han.
”Måden at gøre den her bog færdig på var i høj grad at få karaktererne til at holde mund. Det var også en befrielse til sidst. For lige så frigørende og inspirerende det var at skrive i den her form, lige så udmattende var det også i længden.”
Rygtet udkom på Møllegades Boghandel d. 29/01/2021
