Et sted mellem himmel og helvede – Sjón TUSMØRKEUNDERE
Spring med på en rejse ind i Skæbnens absurde urværksflom! Op og ned er vendt på hovedet og det kan være svært at hænge på alle Sjóns stileskapader og historiske krumspring undervejs. Der er dog belønning til dem, der kan!
Citat
Tusmørkeundere har væltet verden omkuld…Den knager i fugerne…Den er blevet vendt på hovedet…Himlen er blevet til gulvet…Mens almuen kryber sammen på omvendte tagbjælker, hænger i fingerspidserne eller falder grædende ned, lader alfrihedshærene hånt om Skaberen og vender sig i luften med heksekunstner og danser en modbydelig krigsdans på taget af hans himmelske boliger
Allerede i forspillet til TUSMØRKEUNDERE står det klart, at læserens opgave med værket ikke bliver helt ukompliceret. Romanen indledes med en beskrivelse af jægeren, der vandrer hjemad med sit vildsvinebytte. I løbet af blot fire sider udvikler scenen sig dog til en klam og grotesk version af skabelseberetningen. Vi introduceres med andre ord til et romanunivers, hvor myterne og realiterne er sammenvævede størrelser, og hvor realisme og magi fra start går hånd i hånd. Det er typisk sjónsk.
Tematikken er Islands udvikling fra gammel-magisk åndemanersamfund til luthersk reformation i 1600-tallet. Det skal læseren bruge et par hjerneceller på at forstå. Beretningen foregår nok liniært, men der dvæles bestandigt ved absurde og surrealistiske detaljer, der reflekteres over især Bibelsk sagnmateriale, og fortælleperspektiverne skifter.
Hovedpersonen i TUSMØRKEUNDERE er den fattige, men begavede Jonas Palmison den Lærde. Han uddriver dæmoner, helbreder kvindesygdomme og beretter i første person med en fabelagtig, sprudlende fortælleglød, der bl.a. er rig på naturmetaforer.’Vinternatten stikker mig en gletsjerkold snestormslussing, og et velsignet øjeblik dæmpes de brændende erindringer’, er blot én af dem, og den følges op af andre saftige og magiske sproggodbidder, som man kun kan prise forfatteren for.
Det er en fornøjelse at følge, hvordan Sjón har: ’behandlet materialet med den skødesløshed og letsindighed, der adskiller digterens leg fra videnskabsmandens arbejde’, som han forklarer i efterskriftet. Men den stilistiske leg gør det altså også svært at hænge på i romanens mange skarpe sving mellem virkelighed og fiktion. Man fortaber sig i enten de historiske facts eller i formen, og de to elementer kan forekomme for svære at få koblet sammen.
Jonas Palmison den Lærde dømmes for troldomsgerninger. Han sendes til København, og ender alene og fredløs på en øde ø i en slags accept af paradokset mellem myterne og videnskaben som livsbetingelse: ’…lad det flyde sammen med hinanden og det så hurtigt, at det ikke igen kan adskilles …’ Den tematik opsummerer det fineste og mest virkningsfulde ved TUSMØRKEUNDERE, for det er det samme, Sjóns stilistik og sprogbrug formår: at sammenvæve det historiske og realistiske med myterne og magien i en forunderlig hårknude af sprudlende ordmagi.
Man fristes alene på grund af formen til at tilgive Sjón alle læserbesværlighederne, men før TUSMØRKEUNDERE for alvor giver indholdsmæssig mening skal man læse op på de historiske facts, og det er mere utilgiveligt.
Man skal altså læse TUSMØRKEUNDERE for formeksperimentets skyld. Hvis man kan hænge på, er det også muligt at nyde dens kloge refleksion over et vigtigt kapitel i Islands historie undervejs, men man er tilbøjelig til kun at kunne rumme ét af aspekterne.
