Et sted mellem ro og uro – interview med Lea Marie Løppenthin LOUISIANA LITERATURE 2014
LitteraturNu mødte den debuterende digter Lea Marie Løppenthin på Lousiana Literature og fik blandt andet en snak om krop, kapitalisme og poesien som opholdsrum mellem ro og uro.
Lea Marie Løppenthin (se blog) var med sin roste digtsamling NERVERNES ADRESSE blandt de udvalgte debutanter på dette års Louisiana Literature. Som det sidste punkt på fredagens program, optrådte hun sammen med Jakob Skyggebjerg og Signe Gjessing på Parkscenen med Øresund som lydtæppe. Interviewer Mikael Bertelsen lagde her ud med at bede Signe Gjessing fortælle om sin indgang til poesien og herefter læse op fra UD I DET U-LØSE, som udkom på Gyldendal i begyndelsen af året.
Efter oplæsningen forklarede den unge digterinde med stor overbevisning om sit syn på poesien som et redskab til at ændre noget, ændre verden. ’Ordet er et redskab, der kan åbne derhen, hvor man gerne vil’, lød det med reference til hendes litterære forbillede, forfatteren Gustaf Munch-Petersen, og hans ansvarsfølelse over for de ’indgribende’ ord.
En klassisk lyrisk ambition
Forestillingen om lyrikken som skaber af noget, der rækker ud over sig selv, deler Lea Marie Løppenthin. Tidligere samme dag talte jeg med hende om NERVERNES ADRESSE, som hun debuterede med på forlaget Gladiator i foråret. Vi berørte også slægtskabet med Signe Gjessing, som hun kender fra Forfatterskolen, hvorfra de begge er dimitteret.
’Jeg føler mig meget forbundet med hendes kosmosforståelse, og jeg kæmper også med og mod en enorm fortabelse, der rækker ud i andre universer. Min bog håber nok, at den anden verden, alternativet, allerede findes her’, siger Løppenthin og kalder ønsket om at etablere en alternativ værensform gennem lyrikken ’en klassisk lyrisk ambition’.
Hun taler med eftertænksomhed og insisteren fra sin plads på den afsidesliggende bænk, vi har udset os til interviewet. Herfra er vi godt skjult for de mange festivalgæster, der konstant synes at være på vej til en ny scene, endnu et forfatterinterview eller oplæsning. Herfra kan vi uforstyrret dykke ned i lyrikken (tror vi).
Fremmedgjorthed og fællesskab
NERVERNES ADRESSE lader til at være skrevet på en bekymring og en forundring over mange fænomener, lige fra kroppens konstante behov og funktioner til begrebet kapitalisme. Men selve anfægtelsen af fænomenerne, særligt kapitalismen, rummer i følge Løppenthin et forhåbentligt konstruktivt modsvar:
’At skrive på en fremmedgjorthed er også at lukke den ind i et fællesskab og at give alles bekymring og fremmedgjorthed et sted at være’, siger hun og nikker ligesom for at understrege, at hun er enig med sit eget udsagn.
Hvilken rolle spiller skriften og dine digte i den proces?
’Den giver stemme til noget andet, en slags kombination af protest og bevaringstrang. For mig består bogen af en bekymring og en enorm meditationstrang. Den prøver at nå nogle steder mellem ro og uro, som jeg tror er vigtige at finde frem til. For at kunne tilbyde et opholdsrum’.
Tanker er for Løppenthin lige så gyldige som handlinger og genstande og bør ingenlunde afvises som ren forestilling. Enhver ustabilitet i et menneskes sind ser hun som et ’fælles anliggende’, og poesien kan bidrage til at give tankerne et sted at være og derigennem skabe et fællesskab
’Poesien er et vigtigt redskab til at huske på, at vi eksisterer. Hele tiden’, siger hun.
Lea Marie Løppenthin har selv haft svært ved at forstå kroppen – nervernes adresse – og dens materialitet. Det har hun altid ’været ret distræt omkring’, fortæller hun og tilføjer: ’Man bliver aldrig færdig med at forstå kroppen. Den bliver ved med at være et mysterium’.
Nervernes adresse
På scenen fredag aften beder Mikael Bertelsen Lea Marie Løppenthin læse op af det nok mest citerede af digtene, som også deler navn med samlingens titel. Digtet repræsenterer både forundringen over kapital og forhåbningen om et fællesskab:
alle i min brors kollektiv har inviteret deres familie til fest
her er en samling stamtræer, en samling af ansigtsvariationer i en stue
jeg forsørges ikke af mig selv og forsørges ikke af dem
vi forsørges af tallene på vores bankkonti
vi skal forstå at tallene forandres af bevægelser
at vores bevægelser i bestemte sammenhænge er arbejde
at når tallene på kontoen ændrer sig, fortæller det noget om vores vilkår
også på denne dag sidder vi i sofaerne med vores forsørgede organismer
kærligt vendt mod hinanden
vi er en ansamling af strålende finanser
hver især nervernes adresse
hver især et sted, hvor beboelse og henvendelse falder sammen og ind i hinanden
Fra scenen beretter hun om en oplevelse med sin a-kasse tidligere på dagen, hvor hun slet og ret måtte opgive at redegøre for sin forventede indtægt i år. Den slags kan for de fleste, og nok særligt med en forfatters usikre indtjening, være besværligt, men for Løppenthin virker det ekstra abstrakt. Hun fremhæver episoden som en karakteristik af sig selv, en sigende scene.
’Regnskaberne tårner sig op i en sådan grad, at jeg mister overblikket’, siger hun efterfølgende og ler af sin egen inkompetence.
Kroppe på en rutsjebane
Det viser sig i løbet af interviewet, at bænken, vi har fundet, faktisk er placeret et særdeles populært sted. Ikke på grund af litteraturfestivalen men i kraft af en rutsjebane, der virker som en magnet på museumstrætte børnefamilier.
’Min motivation for at skrive handler meget om en glæde ved overflade og ved situationer, som de fremtræder – solen på et tag – og så en længsel efter at bryde igennem de overflader og finde ud af, om der er nogle omsorgsformer, man kan hente ud af det’, siger Lea Marie Løppenthin, mens små kroppe ustandseligt suser ned af den blanke bane bag os.
I interessen for overflader ser hun et slægtskab med forfatteren Morten Chemnitz, der sidste år debuterede med digtsamlingen INDEN APRIL. Også hans gennemgående benævnelse af ’hinanden’, eller ’et forhåbentlig hinanden’, kan Løppenthin genkende hos sig selv:
’Jeg håber nok på, at min digtsamling kan bidrage til at lære andre nogle måder at forvalte deres liv og dem, de elsker på’.
Tankeanbringelse
Hun overraskes ofte af de samme ting, men poesien kan afhjælpe og måske ligefrem bekæmpe den evige glemsel af dagligdags fænomener, mener hun. De vedblivende overraskelser i form af tanker skal anbringes i ordene, nedskrevet som poesi. For tiden er Lea Marie Løppenthin selv optaget af at skrive dramatik, hvormed hun anbringer sine tanker hos karakterer, der handler og interagerer.
Som afslutning på debutanternes sceneoptræden fredag placerer Lea Marie Løppenthin nogle strofer af sine tanker fra NERVERNES ADRESSE hos et engageret publikum, der klapper kvitterende.
jeg kan ikke nægte andre at sige til mig:
Du fik så ujævne plamager på kinderne, da du skulle tale for forsamlingen
det lignede ikke engang rødmen, det var for spættet
jeg ser ud gennem mit udseende
som enhver ser ud gennem sit udseende
