Et sted uden fortid og fremtid – Stefan Merill Block EN FORTÆLLING OM AT GLEMME
Husk-værdig debutroman, der ikke lader os glemme litteraturens (og Alzheimers) kreative potentiale.
Citat
Den menneskelige hjerne vil gerne have tingene til at give mening. Og det meste af det den opfatter, opfatter den kun i ganske små fragmenter. Fornemmelsen af helhed og kontinuitet er falske sanseindtryk, ligesom et museums rekonstruktion af et skelet af en Tyrannosaurus rex bygget op ud fra et par tilfældigt fundne knogler, fragmenter af virkeligheden sat sammen til en helhed, som forekommer tryg og ægte. I dag, som tredjeårsstuderende ved Marvin Shellards Institut for Neurodegenerative Studier, går dagtimerne med at måle de ting, som lader sig måle… Om aftenen, derimod, lader jeg mig glide ind igennem de huller, som omgiver disse informationer; ind i den enorme tomhed, der ligger omkring stumperne af min families historie, og i hvilken jeg forsøger at sammenstykke en helhed, sådan som man altid vil gøre det…hvor jeg forsøger at udfylde de umulige tomme pletter med mine bedste gæt og også med deciderede løgne, så de i det mindste bliver fyldt ud.
De fleste har hørt om sygdommen Alzheimers, men færre kender nok varianten tidlig familiær Alzheimers, der nedbryder hukommelse og personlighed allerede fra 40-års alderen. Skræmmende, ja – men når man læser Stefan Merill Blocks debutroman, der tager udgangspunkt i samme lidelse, må man efter endt læsning skrive ”mere litteratur” på sin indkøbsseddel og håbe på et liv med svigtende hukommelse. Forklaring følger!
Blocks fortælling er tre-delt og følger teenage-naturvidenskabsnørden Seth, hvis mor er begyndt at miste overblikket over hverdagens små detaljer. Sideløbende møder vi den ældre, ensomme Abel, der ser tilbage på sit tragiske liv med forfejlet kærlighed til broren Pauls kone og en tilværelse præget af udstødelse. Langsomt flettes de to skæbner sammen på en måde, som ikke skal afsløres her, men det er rørende på Jonathan Safran Foer’sk vis fra dengang, før han kastede sit blik på kød-industrien.
Unge Seth tackler sin mors forfald gennem videnskaben. Han vil kortlægge hendes families (og sin egen) genetiske historie og derved forstå sygdommen. Som en del af sit projekt opsøger han fremmede mennesker med lidelsen for at samle empiri. Men det, der starter som en researchopgave med faste rammer, udvikler sig til en erkendelsesmæssig tour de force gennem skæbner og Seths eget emotionelle register.
Romanens mange videnskabelige afsnit er opfindsomme, gribende og uden bebrillet tørhed. De flankeres af passager om kongeriget Isidora, landet uden hukommelse, der bliver en metafor for en af Blocks måske vigtigste pointer om Alzheimers:
– Når en mand træder over tærsklen til Isidora, vil han ikke længere have nogen erindring om værdien af guld. Han vil heller ikke kunne huske værdien af noget som helst andet for den sags skyld. Isidora…et land..hvor ethvert behov bliver opfyldt og alle sorger glemt.
Et menneske med en velfungerende erindring om fortiden er i mange tilfælde tynget af de minder i ord og billeder, der udgør et liv og historien om et liv. Derfor er det hukommelsesløse individ, der kun lever i nuet, måske det lykkeligste, foreslår Block.
EN FORTÆLLING OM AT GLEMME er fyldt med smerte og sorg, men inspirerer med dens kreative søgen efter rationelle svar, en insisterende opbyggelighed midt i kaos, og erkendelsen af, at Alzheimers undviger det umiddelbart begribelige og lineære, som vi mennesker navigerer ud fra. Dermed bliver romanen også på intelligent vis en kommentar til sit eget og kunstens sære væsen.
Block scorer point på at turde satse på den gode historie og i bedste uskandinaviske stil lade følelser stå blotlagte, uden at man sidder tilbage med en pinlig smag i munden. Det er en feel-bad-but-feel-better-roman, som alle med hang til en god fortælling vil nyde, og samtidig en huskekage til udgivelser, der drukner i over-konstruerede formeksperimenter, der i bund og grund ikke har noget på hjerte.
