Et storartet eksperiment – Martin Hall HOSPITAL CAFETERIAS
Hall formår på sin seneste udgivelse at være musisk eksperimenterende, samtidig med at han holder sig til romantiske viser, og at dyrke den mest dystre poesi, samtidig med at han holder sig til klichéer.
Citat
P.O.
I’ve seen your face a thousand times
I’ve seen you hide within the crowd
I feel you run within my blood
But dreams are never quite enough
Not enoughAll I want to believe in
Is the look in your eyes
All I want to believe in
Is your sighLet me stay here forever
Let me stay here tonight
Let us stay here together
For a whileNo one knows you better than me
No one knows you better than me
Pop. Det er det første ord der falder én ind, når man tænder for Martin Halls seneste projekt, HOSPITAL CAFETERIAS, finansieret med indtægterne fra efterårets dommertjans i Talent 2008. Men det er ikkebare pop. Man har måske overhørt CD’ens første nummer – 41 sekunders afdæmpet blanding af respirator- og båndoptagerlyde, nynnen og utydelig tale – en kuriøsitet hjernen glemmer lige så hurtigt som den hører den (og dermed i sig selv gør nummeret tankevækkende!). Eller man har overhørt teksten:
A glamorous confusion zipped
Upon the parting of your lips
Intangible as every breath
As inescapable as death
Oh, it means nothing to me
Næh, dette er vel snarere en art romantik. Eller måske vor tids fin de siècle-dandyisme: en raffineret nydelse af læber der skilles i dødens og meningsløshedens guddommelige lys? Jeg ved det ikke endnu.
Næste nummer er tysk ved Das Beckwerk (Claus Beck Nielsen) – noget med DAS DOBBEL MEINER SELBST. Derpå et stykke groft remixed spansk guitar, en et-minuts operette og en langstrakt sats: ’Feeling so/Feeling sad’. Og således fortsætter CD’en i tilsyneladende konstante skift i stilart, kunstnere og genre.
HOSPITAL CAFETERIAS er et impressionistisk værk, hvilket ikke mindst er et resultat af de mange gæste- og medkunstnere på pladen, der tilsyneladende har fået meget frie hænder (Claus Beck Nielsens tekster er fx hans egne). I det impressionistiske maleri ligger røde, blå og gule prikker tæt ved siden af hinanden og kan ikke adskilles af blikket – men de er ikke desto mindre stadig røde, blå og gule. Således også elementerne på HOSPITAL CAFETERIAS. Tag fx poppen:
Let me stay here forever
Let me stay here tonight
Let us stay here together
For a while
Disse flommede fraser leveres nemlig i et tempo, der er alt for langsomt til at være poppet, og med monotone respiratoragtige lyde som eneste akkompagnement. Dermed bliver poppen blot en gul klat ved siden af de røde og blå i et større maleri.
Så hvad er helhedsbilledet? På musiksiden vidner storladent kirkekor og spansk guitar om en søgen i klassiske dyder i romancer og tyske lieder, mens den elektroniske side (med sin hakken og støjen) efterlader musikken lige så idyllisk som et cafeteria i en fugtig hospitalskælder. HOSPITAL CAFETERIAS er hverken skønværk eller larm, eller: det er begge dele på samme tid. Lidt à la Baudelaires ÅDSEL, der bliver smukt i poetens hænder: ’med bugen i vejret, som en kvinde liderlig’. Men hvor Baudelaire skrev sonetter om døde dyr og skønhed, består Halls blanding altså snarere af romantiske viser og kaos. For verden er gjort af begge dele – det interessante ved linjerne ovenfor er fx ikke popsangens fade kærlighedserklæring, men derimod deres vidnesbyrd om følelsernes egen melodramatiske karakter:
Blue eyes, blue eyes
Feel the needles and pins
Blue eyes, blue eyes
Don’t know where to begin
Kliché bliver kunst, og kunst bliver kliché – sådan er følelserne, kunsten og livet i det hallske univers. Så hvor starter man?
HOSPITAL CAFETERIAS er udgivet sammen med to remasterede genoptryk af to tidligere Hall-eksperimenter: APPARENTLY ALL THE SAME (1984) og RANDOM HOLD (1996).
