Et uformelt sted at starte – Peter Dürrfeld OPERAGUIDE
Til den nysgerrige begynder fra en sympatisk operaelsker og kender.
Citat
Placido Domingo smældede forventeligt igennem som Don José, og i titelrollen havde Elena Obraztsova stemmemæssigt ingen problemer – hendes dybde havde glød, og hun ku’ kurre, ku’ hun. Men hvor var det nu, vi havde set det der tandblottende smil før, denne joviale udstråling? Jo, Bodil Udsen i den gode, gamle danske fjernsynsserie Huset på Christianshavn. Og pludselig sad man og tænkte på, hvad i alverden Emma fra Rottehullet lavede i Sevilla.
Peter Dürfeld begynder sin OPERAGUIDE med et forord betitlet ‘Velkommen til operaen’, hvilket egentlig udmærket betegner bogens overordnede ide: at byde begynderen hjerteligt indenfor i en musikgenres historie og univers. Et indblik i operaen, der nok har mere ry for at være for de finkulturelle end et folkeligt allemandseje.
Forfatter og skakredaktør Peter Dürrfeld er tur-fører, og hvis læseren (/lytteren) har mod på det, går rejsen fra 1607 og Monteverdis ORFEO til komponister i det 21. århundrede. Der gives anekdoter fra forfatternes liv, henvisninger til radioprogrammet Giro 413 og en god portion gæv gammelmandshumor. En sammenblanding der virker, og ikke mindst virker sympatisk.
Dürrfeld har tildelt Mozart, Verdi, Pucinni og Wagner et kapitel hver. Derudover er der indlagt en kort gennemgang af udvalgte store operasangere og 13 berømte operahuse i en mere traditionel leksikal stil. OPERAGUIDEN kan bruges som opslagsværk og indeholder en lille ordliste bagerst, der bl.a. forklarer hvad en ‘flødebolletenor’ er for en størrelse: ‘Tenor med ‘cremet’ eller sødladen stemme – fænomenet er ikke mindst udbredt i Italien’. Men guiden kan også uproblematisk læses fra side 7 til side 232.
Under til tider lidt fjollede overskrifter følger hver enkel omtale af en opera cirka samme formel: en forhistorie og/eller kort introduktion til komponisten, kort om handlingsforløbet, musikken og afsluttende et par tips til interessante og/eller anbefalelsesværdige cd- og dvd-udgivelser. De mest markante operaer får desuden et stempel i kapitaler, der vidst ikke skulle kunne misforstås: ‘ANBEFALES ABSOLUT’. Til eksempel kan nævnes Richard Wagners DEN FLYVENDE HOLLÆNDER (1843) og Guiseppe Verdis DON CARLOS (1867).
Selvom der ingen steder står ‘FRARÅDES FULDSTÆNDIGT’ er der heldigvis også givet plads til nogle mere kritiske observationer. Det lyder således om Giacomo Puccinis EDGAR:
– Handlingen om den hysteriske flamske bondeknøs Edgar, der svinger frem og tilbage mellem den gode landsbypige Fidelia (med venlig hilsen til Beethovens Fidelio!) og den slemme sigøjnerpige Tigrana, er selv for en operatekst ganske enkelt idiotisk.
Både den italienske tenor Luciano Pavarottis død i september i år og Mærsk Mc-Kinney Møllers Operahus på Holmen har bidraget til at sætte opera på det danske folks læber. Hvis man gerne vil kunne kurre lidt med, er OPERAGUIDE bestemt et berigende og uformelt sted at starte.
