Et visitkort fra underverdenen – Klas Östergren GANGSTERS
25 år efter sit gennembrud med GENTLEMEN skriver svenske Östergren videre på sit imposante Stockholmsepos, som i fortsættelsen er endnu mere lugubert, mafiøst og uigennemtrængeligt.
Citat
Sågar boghandlen derinde var blevet udbygget og forsynet med en café og en lille intim scene, hvor ”aktuelle personligheder” kunne træde frem for den dannede offentlighed og tale om deres nyeste opus. Conny befandt sig pludselig blandt dette interesserede publikum i en mindre gruppe foran scenen, hvor en af landets mest fremtrædende forfattere netop var i færd med at besvare spørgsmål, der blev stillet af en dertil ansat person.
De første sider i Klas Östergrens nye bog GANGSTERS fortsætter, hvor de sidste sider i Östergrens gamle GENTLEMEN sluttede. Dermed fungerer bogen som en regelret efterfølger til det tidligere pragtværk om forfatteren Klas Östergren og dennes oplevelser og nedskrivning af samme. Men disse første sider indeholder samtidig en dementi af tilblivelsen af GENTLEMEN: Ikke alle dennes historier blev fortalt som de skete. Information blev fortiet, hemmelige koder skrevet ind i romanen og hele fortællingen drejet, så den ikke kunne skade de involveredes ry og omdømme. Det fremgår af GANSTERS, at forfatteren ’Klas Östergren’ havde kniven på struben under udfærdigelsen af GENTLEMEN for ikke at afsløre nogen (stats-)hemmeligheder. Det virker uoverskueligt, særligt når de to titler ligner hinanden så meget.
Hemmeligheder er der stadig mange af i GANGSTERS, men Östergren deler heldigvis generøst ud af forklaringer på hændelser, intriger og kærlighedsforhold fra tiden med GENTLEMEN. Karakterer, der i den første bog udstrålede glamour og udødelighed, viser sig her at være nedrige, jaloux og småirriterende, og generelt korrigeres historien temmelig grundigt.
Men til min ærgrelse handler GANGSTERS ikke direkte om brødrene Morgan, som var gennemgående figurer i GENTLEMEN. Den handler i stedet mest om en mand, der hedder Conny: Hovedparten af fortællingen udspringer af ni lange timer på Connys kontor, hvor han overfor fortælleren gør rede for sit liv og sin indblanding i den temmelig omfattende sag, der også omhandler Morgan-brødrene og Klas Östergren. Sagen er speget, intrigant og svært gennemskuelig, men det er uomtvisteligt en særdeles velment og veltilrettelagt kommentar til flere småskumle episoder i svensk (og dansk?) samtidshistorie.
Östergren er en vidunderlig fortæller, der mestrer at skrue en historie godt sammen. Undervejs mistede jeg dog grebet i de til tider vidtløftige diskussioner om kunst, ære, tidsånd (som også i TRE PORTRÆTTER), forholdet mellem liv og digt og et skæbnesvangert møde i Wien 1979. Östergren er bedst, når han beskriver karakterer og situationer. Det er han så mageløst blæret til, at man kan blive lidt vred over at skulle revidere hele sin læsning af GENTLEMEN, som det fordres i GANGSTERS. Den erfarne fortæller reflekterer ideligt over sine manøvrer og er bevidst om faldgruberne:
– Det kan i dag være fristende at fylde denne lakune med kloge tanker, mådeholdne og nøgterne iagttagelser, om ikke andet så for at fremstille mig selv i et modent og tiltalende lys. Men det ville være et overgreb, der ville ende i spekulationer eller, endnu værre, i litteratur.
Hvis man som læser kan kapere bogens metasnak, er den helt i særklasse i sin underspillede belysning af et lidt uheldigt Sverige: ”Vort neutrale, alliancefri land bar på en stor skyld, som man benægtede.” Sproget, portrætterne, humoren, de knivskarpe samfundsregistreringer og de nænsomme betragtninger over ’roser og resignation’ gør GANGSTERS til – endnu – et uomgængeligt værk fra en stor, stor fortællers hånd.
