Af | 5. juli 2011

Eva er brun – Eva Tind Kristensen EVA + ADOLF

Hvis man spejler et billede af en heilende arm, ligner det en fugl. En ikonisk gestus forvandles med et enkelt klip til et nyt billede, en flyvende fugl med vinger, frihed, jeg skal komme efter dig. Eva Tind Kristensen tager i sin nye digtsamling EVA + ADOLF seriøse tabuer under munter behandling.

Citat

låsby, 1980
jeg står i havegangen i mine brune kassebukser. jeg har sort kasserollehår, røde træsko og en grøn vindjakke. i min brune lædertaske ligger et hjemmesyet penalhus, i dét gule blyanter med viskelæder i enden.
– hej, siger gull-mai.
vi går i takt, vi snakker lidt, vi leger ikke røre streger. hitler nærmer sig, hun hinker hen ad fortovet, svinger sit lange lyse hår, frem og tilbage, dér står hun og smiler med øjnene. – skal vi følges? hitler stiller sig imellem os, hun tager os i hænderne. nu er vi tre, der går i takt, tre der ikke rører streger.

der lugter af puddel hjemme hos hitler.

Siden debuten med DO i 2009 er Eva Tind Kristensen ikke blevet mindre koreansk eller mindre vild med at inddrage readymades i sine værker. Som en naturlig forlængelse af DOs tematisering af adoption, kulturforskelle og identitetsdannelse er Kristensen nu aktuel med digtsamlingen EVA + ADOLF. Den omhandler de samme temaer, men har ikke debutens naive charme og umiddelbarhed.

I tillæg til sporet om identitet, kulturelle tilhørsforhold osv. er der i EVA + ADOLF et nazistisk spor med fortællinger om de sidste timer i førerbunkeren, om Eva Braun og om Hitlers elskerinders selvmord(sforsøg). På omslaget optræder forfatteren selv med et lille mælkeskæg, og i bogen er der en plakat med populære overskæg. Intet sted er Hitlers nazioverskæg portrætteret, men det ulmer under overfladen. Hitler bliver brugt i alskens sammenhænge: som navn på en seksårig legekammerat i et barndomsminde, som opklippet ordkunst, som karakter (der barberer sine lange lyse hår af) i et digt.

Sideløbende med nazisporet løber et erindringsspor om oplevelser i barndommens Låsby, hvor forfatteren er vokset op, der løber et spor om seksualitet, et om fisk, vand og hav og et om racisme set f.eks. i børneperspektiv:

– det er kun dem, der har en kanin, der kan være med, siger gull-mai.
men jeg har en kanin, siger jeg.
ja, men din kanin er hvid, siger gull-mai, man skal have en brun eller en sort kanin for at være med

Det er totalitær ideologi for begyndere: Jeg er bedre end dig, fordi jeg har en anden farve. EVA + ADOLF har en opdragende tone, men fordi afsenderen selv er rullet ind i farvekonventioner, må man godtage det.

At samlingens genrebetegnelse er digte er noget af en tilsnigelse. Udover forskelligartede tekster indeholder EVA + ADOLF tegninger og fotografier skabt af forfatteren samt readymades i form af gloselister, billeder og anatomiske illustrationer.

EVA + ADOLF stritter i mange retninger og vil både være lyrik, politik, fotokunst, readymade og identitetsdiskussion. Der er mange gode betragtninger og holdbare indslag, men som helhed er bogen for rodet. Jeg kan nu leve med meget, når der er så fine steder, som den side med et faktaopslag om fiktive sødyr, herunder søpolypper, der afrundes således:

– søpolypper findes i europæiske søer og åer. de ses sjældent med det blotte øje, men mærkes ofte som et blidt kærtegn mod anklen.

En så overraskende sanselig vending i et halvtørt opslag giver teksten den pondus, der gerne måtte have været mere af. Det bliver let lidt forceret og fortænkt i de mange ellers sjove elementer. Og det, der for længe siden sikkert virkede frisk og fornyende, kommer til at virke bedaget og godt brugt. Sjov med Hitler, instruktioner i at sy en bh og kussebilleder er ikke provokerende, allerhøjst muntert, når det kobles med mælkeskæg, som Eva Tind Kristensen heldigvis gør.

Nyeste anmeldelser i kategorierne Digte,

Læs også