Everybody’s got a hungry heart – Ida Holmegaard EMMA EMMA
Ida Holmegaard kommer godt fra start i sin fint funklende debutromanen EMMA EMMA, der dog også har en tendens til at lukke sig en smule om sig selv.
Citat
For tiden har jeg hele tiden lyst til at give Emma gaver, og jeg tænker hele tiden på hendes krop, det er derfor, jeg ved, at jeg er blevet forelsket i hende, eller har været det længe, jeg ved det ikke, og det er derfor, jeg nu vil forføre hende, eller måske er det hende, som allerede er begyndt at forføre mig, jeg ved det ikke. Tilkendegivelserne strømmer frem og tilbage mellem os, som de altid har gjort, men hurtigere, Emma køber en flot kaktus og stiller den på mit natbord, jeg ringer hende op og råber: ”Kom!” gennem festlarmen, hun griber fat om mit ben med begge hænder og forsøger at hive mig ud af sengen om morgenen, når hun vil have mig med ned til bageren og hente tebirkes.
Nogle romaner giver dig en følelse af at være utilstrækkelig, andre gør dig opstemt og passioneret. Der er også bøger, der bare gør dig doven – eller gør dig modtagelig over for vigtigheden ved at huske at være doven i ny og næ. Sådan en bog er Ida Holmegaards debutroman EMMA EMMA. Den handler ikke rigtig om så meget. Og så alligevel. I følgeskab med Agnes og Emma, der flakker rundt i den Københavnske sommer, opbygger den en stemning af, at følelser – og måske bare selve livet – sættes allermest på spidsen i de situationer, der ikke kommer særlig mange andre ved.
Måske er det ikke helt nok benzin til en hel roman, men Holmegaard formår alligevel at skrive nogle stemninger og billeder frem, som er både fine og tankevækkende. Som da Emma og hendes kæreste Anton er ved vandet:
– Havet er så behageligt koldt, at jeg overvejer at forelske mig mere i Anton. Ringe til ham og invitere ham herop, så vi kan se hestevæddeløb på Travbanen. Overtale ham til at tage sine allerkorteste shorts på. Lægge mig i hans armhule på et underlag af mos og anemoner i Dyrehaven, blive hængende ved ham som en flåt.
Det er dog Agnes og Emmas forhold, der for alvor udvikler sig i løbet af sommeren, hvor Emma er hjemme fra London. Det udvikler sig til en kærlighed, der er større, eller hvert fald mere overfusende, end den, Agnes og Anton har. Det giver en gnist og en intensitet i mange af deres dialoger:
– ”Må jeg sidde her?” spørger jeg.
Hun tager min venstre hånd i sin højre.
”Du sidder der jo allerede,” svarer hun.
”Det tænkte jeg nok.”
Andre gange bliver forholdet, eller den litterære udfoldelse af det, en smule konstrueret, når eksempelvis samtalen går meget abrupt fra en sportsmands åndedræt til fascisme. Og det er måske en generel anke ved bogen: At der sker noget mærkeligt forceret i denne Københavnerlejlighedsklaustrofobi. Måske er det den, Agnes selv oplever, da Emma skal rejse til USA og hun igen er alene uden planer med det gule aftenlys ’der farver alting gult, som om vi ser verden gennem et glas dessertvin.’
Det er som om virkeligheden udenfor ikke rigtig eksisterer, og det er som sådan okay for en stund, den kan vi alle have brug for at lukke ude, men det skaber en underlig distance til naturligheden i sproget og i handlingerne. Som om alting er medieret gennem et slags støjfilter. Tag bare det helt bogstavelige eksempel, hvor Agnes oplever et opstillet bryllup på et behandlingscenter for folk med Alzheimer. Hvordan oplever hun det? Gennem radioen.
Der er noget befriende og smukt over det rum eller den boble, Holmegaard skriver frem i EMMA EMMA, hvor der er plads til at stoppe op og give sig hen. Der er plads til eller hvert fald en accept af ikke at vide, hvad fremtiden byder på. Der er plads til at være doven. Men det er også med til at få sætningerne til at bide sig selv i halen, så de aldrig rigtig bliver noget uden for deres egen konstruktion. Da jeg åbnede bogen igen efter at have læst den første gang, havde jeg lidt fornemmelsen af at træde ind i en charmerende skrøbelig bolig, der til gengæld godt kunne bruge bare en smule gennemtræk.
