Faderen og sønnen – Bodo Kirchhoff PARLANDO
Oversættelsen af Bodo Kirchhoffs roman fra 2001 giver de danske læsere mulighed for at læse et stykke fremragende tysk litteratur.
Citat
Få timer efter forræderiet genser min far og jeg hinanden ved Gardasøen, endnu samme dag støder min mor til, og næste dag styrter begge ned i en slugt og gør mig, i midten af trediverne, til den overlevende, andre i den alder spiller endnu Matador med forældrene, og mor siger Så er der fængsel, sønneke, også selv om sønneke er et stort brød, og skræller æbler til ham, selv om han forlængst er blevet gråhåret. Jeg har ikke noget imod gode forældre, tværtimod, man får et ståsted i kraf af dem og dermed chancer for at nå stjernerne som man aldrig ville nå fra sit eget lortebjerg, undskyld, dertil er lort for blødt. det gælder også for beskedne stjerner; jeg vil kun være hvad jeg fortæller, det har jeg allerede sagt, for til sidst, hvis det går godt, at vide hvorfor de unge forældre er døde, mens den gamle søn lever.
Begrebet parlando betegner den del af et musikstykke, der glider over i det reciterende, det fortællende og det beskrivende. Det er kort fortalt, når sangeren skifter over til den almindelige tales rytmer.
Bodo Kirchhoffs roman af samme navn har musikken og rytmen i sit sprog. Fortællinger og indtryk, betragtninger og minder strømmer fra den til tider nærmest maniske fortæller. Teksten vælder ned over siderne, og formen forstærker romanens særegne stil. Der er hverken afsnit eller citationstegn, og resultatet er, at tilsyneladende isolerede betragtninger og historier forbindes og glider over i hinanden uhindret og ubesværet. Nærmest musikalsk.
Ofte er scenernes motiver ganske enkle – for eksempel et kort møde mellem en mand og en kvinde en aften i en storby – men Kirchhoff trækker sine scener ud til lange, elegante og ofte meget intime bevægelser, hvor betragtninger over fortællerens nutid og fortid ubesværet flettes ind.
Hvad PARLANDO egentlig handler om, bliver man aldrig helt sikker på, selv om selve handlingen er ret ligefrem. En mand er blevet fundet bevidstløs ved siden af en myrdet kvinde. Fra sin hospitalsseng indrømmer han mordet, og med statsadvokaten og læseren som tilhørere, indleder han en serie af beretninger om både sin egen og sin fars fortid.
Det står hurtigt klart, at han er uskyldig i den forbrydelse, som han har tilstået, men måske ikke i andre dødsfald. Efter sin løsladelse fortsætter han fortællingerne, mens han som søn vandrer i faderens fodspor igennem alverdens storbyer.
Som romanen udfolder sig, bliver det klart, at fortællerens rejsen er en søgen. Det er både en konkret jagt på en kvinde fra faderens fortid og en metaforisk søgen efter afklaring og i sidste ende måske også tilgivelse.
PARLANDO er en intelligent og fantastisk velskrevet roman, men den er samtidig også et værk, der kræver meget af sin læser. Alt sker på fortællerens vilkår, og han går ikke på kompromis. Konstant forlanger han en velvilje fra læseren til at være hans intime fortrolige, og i nogle passager er det næsten udmattende. Der er det, som om fortælleren nægter at slippe sine tilhørere fri og lade dem gå igen.
Ud over dette ene lille klagepunkt er PARLANDO et stykke yndefuld litteratur, og når sidste side er vendt i Kirchhoffs roman, føler man sig en lille smule privilegeret over at have oplevet en så veltalende og nuanceret fortællerstemme. Lad os endelig få noget mere tysk i den klasse på dansk!
