Fædreland og fortid – Joseph Roth HISTORIEN OM DEN 1002. NAT
Joseph Roths sidste roman er et stykke melankolsk nostalgi. Men HISTORIEN OM DEN 1002. NAT er også en spydig og ironisk fortælling om bristede drømme og en dyb længsel efter noget, der ikke længere er.
Citat
Nuvel, ritmester Taittinger stod altså lænet op ad buffeten. Han så fra tid til anden ud ad vinduet, så igen på uret, som hang over den blonde jomfru, der betjente ham, og hvem han betragtede som en del af det udstyr, der er uundværligt for jernbanedriften. Han godtede sig over at de rendte så ophidset rundt derude, de to, ’janitsharen’ og stationsforstanderen. Han måtte desværre vente til shahen af Persiens kufferter var kommet, og fru Kronbach måtte også vente; det var noget kedeligt noget. Men det var der ikke noget at gøre ved.
Den persiske shah besøger Wien og forelsker sig i en gift grevinde. Baron Taittinger – udkommanderet til ‘særlige opgaver’ – udtænker en snedig løsning på den forestående diplomatiske krise, og placerer sin egen elskerinde (og grevindens dobbeltgænger) Mizzi Schinagel i shahens favn. Men uden at ane det sætter Taittinger en kædereaktion i gang, der fører til hans egen undergang.
HISTORIEN OM DEN 1002. NAT fra 1939 åbner i et slør af østens mystik og orientalsk eksotisme, da hele shahens hof sætter Wien på den anden ende. Eunukker, storvesirer og overdådige rigdomme fylder de første korte kapitler, der udspiller sig som en bidsk og ironisk pastiche over 1001 nat – og over det eventyrlige i det hele taget.
For al glansen er pillet ud i Joseph Roths fortælling. Det glamourøse statsbesøg får resten af bogens handling til at fremstå som et forløjet og forstillet skyggespil, og alle romanens figurer er i bund og grund dobbeltmoralske dilettanter og grådige hyklere.
Det gælder også for hovedpersonen Ritmester Franz Alois Baron von Taittinger. En gennemført uinteresseret, blasert og simpelthen dum karrieresoldat, hvis liv er præget af ‘lutter ubetænksomme og formålsløse handlinger’ og ’hans ubetydelige passioner og barnagtige lidenskaber og tomme bemærkninger.’ Han lever sit liv på overfladen og gør sig ikke tanker, der rækker dybere end at kategorisere sine omgivelser som enten ‘charmante’ eller ‘kedsommelige’. Så enkelt er livet for ham. Men som det hedder et sted i romanen: ‘Hjertet var hos Taittinger et svagt udviklet organ.’
En række uheldige sammentræf, dårlige beslutningen og manglende indsigt samt det korrumperende natteliv i 1880’ernes Wien kommer til at koste Taittinger dyrt. Uden egentlig at vide hvorfor eller hvordan ser han sit liv og sin karriere gå op i limningen:
– Taittinger havde en klar fornemmelse af, at noget var gået itu. Samtidig havde han også følelsen af, at han overhovedet ikke, aldrig mere, aldrig nogensinde ville kunne begribe den forvirrede verden. Det var fuldstændig som da han skulle løse den matematiske opgave dengang i Mährisch-Weisskrichen. Han var ikke soldat mere og heller ikke civilist. Var det derfor? Han kunne ikke længere afgøre om et menneske var godt eller ej.
I Joseph Roths prisme står Taittingers undergang på mange måder i tæt forbindelse med Østrig-Ungarns undergang. Fra sit parisiske eksil, hvor han skrev HISTORIEN OM DEN 1002. NAT, længtes Joseph Roth hjem til sit fædreland, det østrig-ungarske dobbeltmonarki, som med første verdenskrig var blevet splittet ad. Eksilfølelsen var et hovedspor i hans forfatterskab og tabet af fædreland og af fortid er også det, der driver HISTORIEN OM DEN 1002. NAT.
Esther Kielberg har med sin oversættelse til fulde bevaret Joseph Roths kokette og arrogant ironiske stil, der samtidig gemmer på en grundlæggende melankoli og nostalgi. Sproget er altmodisch og næsten pedantisk fokuseret på titler, ordener, silkestrømper og seletøj – på overflade og pral. Og med de mange indskudte sætninger, sidebemærkninger og hånlige udleveringer af snart den ene, snart den anden figur er der noget bedøvende og dumpt verdensfjernt over romanen, der gør HISTORIEN OM DEN 1002. NAT til en særpræget attraktion.
Joseph Roth er en af de vigtigste prosaister i centraleuropæisk mellemkrigslitteratur, og selvom HISTORIEN OM DEN 1002. NAT ikke når samme niveau som mesterværkerne JOB (1930) og RADETZKYMARCH (1932), så er den skrevet med en så engagerende lethed og en så bittersød ironi, at den er en absolut fryd at læse.
