Færdig med at drømme om det perfekte liv i en uperfekt krop – Caspar Eric NIKE

Caspar Eric langdigter med vrede og sårbarhed om at have en ikke-ideel krop i et ikke-ideelt og ikke-accepterende samfund.

Citat

jeg går ture på Assistens Kirkegården/foran eller bag ved andre/der også går ture alene/men de forstår mig ikke/og alle duerne spurter/rundt mellem gravstederne/uanset hvad klokken er/for at føle sig ekstremt i live/eller på løbebåndene i Fresh Fitness/der med tiden bliver/overtaget af Fitness World/der med tiden bliver til kapitalfond/via en businessstrategi/inspireret af HIV-virus/en sygdom der bruger/overtagelsen eller –skrivningen/af en værtsorganisme/for at formere sig/ligesom poesi og stoffer

Kun et år efter udgivelsen af den meget omtalte debutdigtsamling 7/11 er Caspar Eric klar med en ny digtsamling. Debuten var som en strøm af bekendende Facebook-opdateringer og tweets, kærestesorger og stofeventyr afrundet med smarte hashtags. Og i opfølgeren NIKE er det også et stykke af vejen et lignende jeg og nogle af de samme følelser og fænomener, der er på spil: titlen refererer igen til et amerikansk megabrand, jeg’et, Caspar, er stadig indspundet i populærkulturens underlige og urimelige idealer, har stadig kærestesorger og lever stadig i en verden, hvor et billede på Instagram kan slå ham helt ud af kurs.

Men i NIKE er der imidlertid også en større alvor og en ny, stærk indignation hos Caspar-jeg’et. En indignation rettet mod et samfund, der opstiller nogle helt umulige kropsbilleder og ikke levner meget plads til dem, der ikke bare kan gøre det – dem, der lever i en krop, der er ‘i gang/med at degenere’. Det starter egentlig som et break-up brev til ekskæresten Viktoria, men ender som et vidnesbyrd om at leve i og med en handicappet krop – i jeg’ets tilfælde med diagnosen cerebral parese – der udfoldes i et 88 siders bekendende og selvudleverende langdigt.

Som i debuten skorter det ikke ligefrem på referencer til populærkulturen (især dens film), internetfænomener og sportsmærker og -stjerner. Disse referencer virker imidlertid stærkere her i NIKE, hvor de ikke bare henslængt plottes ind som hurtige strøtanker, men hvor Caspar Eric digter sig ind i en dialog med og diskussion af en stigmatisering af handicappede, der finder sted i både pop- og fitnesskulturens idealiserede kropsfremstillinger, i kapitalismens opdelingslogikker og også i vores helt almindelige, hverdagslige syn på og snak om folk med handicap:

– jeg er vred over/at det altid ender/med at blive en forklaring/jeg skal lære at håndtere/med stiv arm og rank ryg/at min krop er på vej i ruiner/og så bliver det både vreden/og handicappet/der er handicappet/eller handicappende/og afledende/for opmærksomheden

Ud af denne stigmatisering fremmaner Caspar Eric en poesi, der er vred, sårbar, forundret og fortvivlet – og er det i et hastigt humørskiftende tempo, hvor der veksles gnidningsfrit mellem eftertænksom erindring og vredesudbrud. Men det er også en poesi, der frem for alt er rummelig. Rummelig i sine tematikker og i sine ønsker om at italesætte langt-ude kropsfremstillinger, udelelige erfaringer og ulighedsproblematikker, som her ekskluderingen af en række mennesker fra fællesskabets vi:

– der er nogle udsatte mennesker/som ikke engang er med/i dét vi fx/det stigende antal hjemløse/der bliver forvist fra parkerne/så alle de forelskede/kan gå og holde i hånd/eller ikke holde i hånd/og slå op i fred

Men NIKE er også rummelig i sit sprog, forstået således, at der ikke er noget, der er for ufint til at stå dér, på en eller anden side i digtet. Der er plads til fuck-you vredesudbrud, banale kærestesorgslinjer og ufuldstændig, idiosynkratisk syntaks. Og selvom verselinjer som ‘jeg er ked af alt/det jeg ved/jeg gerne vil have/som jeg ikke kan få/du ændrer dig aldrig/og jeg ændrer mig aldrig’ aldrig vil være voldsomt interessante, og linjerne ‘du har aldrig/bare været topping’ er på grænsen til det platte, ender de alligevel med på en eller anden måde at finde deres plads i NIKEs univers, side om side med græske gudestatuer, swoosh-logoerne og Tindr-overvejelser. Og heldigvis også mange rørende og eftertænksomme linjer som disse, der i det lange løb gør NIKE til en højst relevant samtidsdiagnose og et meget ærligt stykke poesi:

– vi er menneskene/der har forskellige handicap/vi smadrer vores egne kroppe/vi smadrer statuerne/vi smadrer de små guder/og så smadrer vi hinanden/jeg har bare været smadret/fra begyndelsen

Nyeste anmeldelser i kategorierne Digte,

Læs også

Om Laurits Nikolajsen

Laurits er 24 år og i gang med sin kanditatuddannelse i Litteraturvidenskab på KU. Har en bred smag med en forkærlighed for latinamerikanske fabulanter som Borges og Bolaño, samt litteratur der ikke er bange for at være for politisk.