Færdig med at drømme om det perfekte liv i en uperfekt krop – Caspar Eric NIKE


Caspar Eric langdigter med vrede og sårbarhed om at have en ikke-ideel krop i et ikke-ideelt og ikke-accepterende samfund.

Citat

jeg går ture på Assistens Kirkegården/foran eller bag ved andre/der også går ture alene/men de forstår mig ikke/og alle duerne spurter/rundt mellem gravstederne/uanset hvad klokken er/for at føle sig ekstremt i live/eller på løbebåndene i Fresh Fitness/der med tiden bliver/overtaget af Fitness World/der med tiden bliver til kapitalfond/via en businessstrategi/inspireret af HIV-virus/en sygdom der bruger/overtagelsen eller –skrivningen/af en værtsorganisme/for at formere sig/ligesom poesi og stoffer

Kun et år efter udgivelsen af den meget omtalte debutdigtsamling 7/11 er Caspar Eric klar med en ny digtsamling. Debuten var som en strøm af bekendende Facebook-opdateringer og tweets, kærestesorger og stofeventyr afrundet med smarte hashtags. Og i opfølgeren NIKE er det også et stykke af vejen et lignende jeg og nogle af de samme følelser og fænomener, der er på spil: titlen refererer igen til et amerikansk megabrand, jeg’et, Caspar, er stadig indspundet i populærkulturens underlige og urimelige idealer, har stadig kærestesorger og lever stadig i en verden, hvor et billede på Instagram kan slå ham helt ud af kurs.

Men i NIKE er der imidlertid også en større alvor og en ny, stærk indignation hos Caspar-jeg’et. En indignation rettet mod et samfund, der opstiller nogle helt umulige kropsbilleder og ikke levner meget plads til dem, der ikke bare kan gøre det – dem, der lever i en krop, der er ‘i gang/med at degenere’. Det starter egentlig som et break-up brev til ekskæresten Viktoria, men ender som et vidnesbyrd om at leve i og med en handicappet krop – i jeg’ets tilfælde med diagnosen cerebral parese – der udfoldes i et 88 siders bekendende og selvudleverende langdigt.

Som i debuten skorter det ikke ligefrem på referencer til populærkulturen (især dens film), internetfænomener og sportsmærker og -stjerner. Disse referencer virker imidlertid stærkere her i NIKE, hvor de ikke bare henslængt plottes ind som hurtige strøtanker, men hvor Caspar Eric digter sig ind i en dialog med og diskussion af en stigmatisering af handicappede, der finder sted i både pop- og fitnesskulturens idealiserede kropsfremstillinger, i kapitalismens opdelingslogikker og også i vores helt almindelige, hverdagslige syn på og snak om folk med handicap:

– jeg er vred over/at det altid ender/med at blive en forklaring/jeg skal lære at håndtere/med stiv arm og rank ryg/at min krop er på vej i ruiner/og så bliver det både vreden/og handicappet/der er handicappet/eller handicappende/og afledende/for opmærksomheden

Ud af denne stigmatisering fremmaner Caspar Eric en poesi, der er vred, sårbar, forundret og fortvivlet – og er det i et hastigt humørskiftende tempo, hvor der veksles gnidningsfrit mellem eftertænksom erindring og vredesudbrud. Men det er også en poesi, der frem for alt er rummelig. Rummelig i sine tematikker og i sine ønsker om at italesætte langt-ude kropsfremstillinger, udelelige erfaringer og ulighedsproblematikker, som her ekskluderingen af en række mennesker fra fællesskabets vi:

– der er nogle udsatte mennesker/som ikke engang er med/i dét vi fx/det stigende antal hjemløse/der bliver forvist fra parkerne/så alle de forelskede/kan gå og holde i hånd/eller ikke holde i hånd/og slå op i fred

Men NIKE er også rummelig i sit sprog, forstået således, at der ikke er noget, der er for ufint til at stå dér, på en eller anden side i digtet. Der er plads til fuck-you vredesudbrud, banale kærestesorgslinjer og ufuldstændig, idiosynkratisk syntaks. Og selvom verselinjer som ‘jeg er ked af alt/det jeg ved/jeg gerne vil have/som jeg ikke kan få/du ændrer dig aldrig/og jeg ændrer mig aldrig’ aldrig vil være voldsomt interessante, og linjerne ‘du har aldrig/bare været topping’ er på grænsen til det platte, ender de alligevel med på en eller anden måde at finde deres plads i NIKEs univers, side om side med græske gudestatuer, swoosh-logoerne og Tindr-overvejelser. Og heldigvis også mange rørende og eftertænksomme linjer som disse, der i det lange løb gør NIKE til en højst relevant samtidsdiagnose og et meget ærligt stykke poesi:

– vi er menneskene/der har forskellige handicap/vi smadrer vores egne kroppe/vi smadrer statuerne/vi smadrer de små guder/og så smadrer vi hinanden/jeg har bare været smadret/fra begyndelsen

Skrevet af Laurits Nikolajsen

Laurits er født i 1993 og er i gang med sin kanditatuddannelse i Litteraturvidenskab på KU. Har en bred smag med en forkærlighed for latinamerikanske fabulanter som Borges og Bolaño, samt litteratur der ikke er bange for at være for politisk.

Skriv kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *